fuldtid
                        
                        
                            Støttepædagog søges til Børnehaven Rumlepotten
                            
                         
                     
                    
                        Vi søger en støttepædagog, der brænder for at skabe en tryg, forudsigelig og struktureret hverdag for børn. Du er en rolig, nærværende voksen, der kan møde børnene, hvor de er, og hjælpe dem med at finde ro og balance i hverdagen.
   
  Om stillingen
  Stillingen er på 20–32 timer pr. uge og er midlertidig frem til 31. juli 2026, med mulighed for forlængelse.
  Som støttepædagog bliver du en vigtig del af børnenes hverdag. Du skaber overskuelige rammer, der gør det muligt for børnene at deltage i fællesskabet på deres egne præmisser. Det indebærer blandt andet brug af piktogrammer og visuelle redskaber, der gør hverdagen mere forudsigelig og tryg.
  Du bliver en del af et team, hvor vi arbejder tæt sammen og støtter hinanden i opgaven. Du vil være den stabile voksne, der kan bevare overblikket – også når situationen bliver udfordrende – og som kan støtte børnene i at udvikle deres evne til selvregulering og sociale færdigheder.
  Om Børnehaven Rumlepotten
  Rumlepotten er en kommunal børnehave centralt placeret i Tranebjerg på Samsø. Vi har ca. 45 børn i alderen 3–6 år og et engageret team af 8 medarbejdere. Vi har en stor legeplads og bruger aktivt vores nærmiljø – biblioteket, idrætshallen, legepladserne og Samsøs smukke natur – i hverdagen.
  Vi arbejder for, at alle børn og voksne trives og føler sig som en værdifuld del af fællesskabet. Vi tror på, at stærke relationer, tryghed og anerkendelse er grundlaget for udvikling og læring. Vores børnesyn er klart: Børn gør det godt, hvis de kan. Vi arbejder ud fra et ressourcesyn, hvor vi ser og udvikler børns styrker.
  Vi søger dig, der:
  Har erfaring med at skabe struktur og forudsigelighed i børns hverdag
  Kender til piktogrammer og kan bruge dem som pædagogisk værktøj
  Kan bevare roen og skabe tryghed – også i pressede situationer
  Har erfaring med at støtte børn i selvregulering og sociale færdigheder
  Arbejder anerkendende og med blik for barnets styrker og behov
  Har lyst til at være en tydelig og omsorgsfuld voksen, som børnene kan spejle sig i
  Vi tilbyder:
  En arbejdsplads med varme, nærvær og humor
  Et stærkt team af engagerede kollegaer, der støtter hinanden
  Muligheden for at gøre en reel forskel for børn i deres hverdag
  Et miljø med plads til udvikling – både for børn og medarbejdere
   
  Hvis du kan se dig selv i rollen og ønsker at være med til at skabe en hverdag, hvor børn trives, lærer og udvikler sig, så send din ansøgning senest 21. november 2025.
  Opstart er snarest muligt derefter.
   
  Lyder det som noget for dig – og bor du ikke på Samsø? Så kan du læse meget mere om livet på Samsø på www.tidtilsamsoe.dk eller følge med på både Instagram på @tidtilsamsoe og Facebook på @tidtilsamsoe. Du kan læse mere om Samsø Kommune på kommunens hjemmeside www.samsoe.dk
  Øen er kendt for en helt unik natur, de smukke landskaber, lyset, havet og den helt specielle østemning. Samsø er højtprofileret som en grøn kommune med en meget skarp miljøprofil. Kommunen lever af landbrug og turister og har i betragtning af sit befolkningsgrundlag et bemærkelsesværdigt stærkt kultur- og foreningsliv.
   
  Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post. Samsø Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.