Stillingsopslag personalekonsulent for menighedsrådene i Hillerød Provsti.
En stilling som personalekonsulent for menighedsråd i Hillerød Provsti er ledig til besættelse 1. oktober 2025. Ansættelsen sker ved bestyrelsen for Det Fælles Kirke- og Regnskabskontor, der udfører administrative opgaver for alle sogne i Hillerød provsti. Det Fælles Kirke- og Regnskabskontor er et samarbejde for alle sogne i provstiet, samarbejdet har eksisteret siden 2008.
Stillingen er på 37 timer, og der er indregnet tid til at lære menighedsråd og arbejdsgange at kende.
Du skal varetage følgende opgaver for 15 menighedsråd og 3 samarbejdsprojekter:
· Hjælp til stillingsopmåling - udfærdige/hjælpe med stillingsopslag
· Udfærdige/hjælpe med ansættelsesbeviser – Hjælp til lønindplacering
· Hjælp til lønforhandling
· Hjælp i konfliktsager/eventuelt afskedigelsessager
· Hjælp til sygefraværssamtaler og opfølgning
· Vejledning i arbejdstidsplanlægning og ansættelsesforhold generelt
· 4 årlige ERFA-møder med kontaktpersonerne
· Vejledning i MUS – APV og arbejdsmiljø
· Sparring på ledelsesopgaven overfor menighedsrådets kontaktperson.
· Personaleansvarlig for medarbejderne på Det Fælles Kirke- og Regnskabskontor.
For ca. 4-6 menighedsråd skal du desuden varetage en række funktioner i samarbejde med kontaktpersonen. Opgaverne kan f.eks. være:
· Deltagelse i ansættelsesudvalg/ansættelsessamtaler – on-boarding af nye medarbejdere
· Arbejdstidsplanlægning
· Ferieafvikling og registrering - Vikardækning
· Afholdelse af MUS og udfærdigelse af APV
Vi forventer:
· at du har erfaring med de kirkelige overenskomster og den kirkelige organisation.
· At du formår at samarbejde med ansatte og menighedsrådsmedlemmer, der kan have forskellige holdninger og baggrunde for deres opgaver.
· At du kan arbejde struktureret og systematisk.
Vi tilbyder:
· En god arbejdsplads med et godt arbejdsfællesskab.
· En nærværende bestyrelse at sparre med.
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte kordegne har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kordegne gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 3. Årslønnen aftales indenfor intervallet 404.042,07 kr. – 484.850,49 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 38.349,25 kr. (nutidskroner). OK tillæg på 3.366,35 kr. (nutidskroner) pr. år.
Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Den endelig lønindplacering vil afspejle ansøgers kvalifikationer, og aftalen indgås mellem bestyrelsen og Danmarks Kordegneforening.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Marianne Mikkelsen telefon: 21833007 eller mail 3083fortrolig@sogn.dk
Ansøgning med relevante bilag sendes til 3083fortrolig@sogn.dk ansøgningen skal være bestyrelsen i hænde senest den 19.8. 2025 kl. 12.00
Ansættelsessamtaler afholdes den 27.8. 2025.