Statskonsulent: fødevarer, landbrug og fiskeri til den danske ambassade i Bejing

fuldtid
Statskonsulent: fødevarer, landbrug og fiskeri til den danske ambassade i Bejing
  • Udenrigsministeriet
  • Asiatisk Plads 2, 1402 København K.
Har kombinationen af Kina, fødevarer, landbrug og fiskeri, samt forretningsudvikling og politisk analyse din interesse? Har du ledelseserfaring og gode diplomatiske evner? Så er det måske dig, vi leder efter til stillingen som leder af Fødevareteamet med ansvar for kommerciel og politisk rådgivning til danske fødevarevirksomheder, myndigheder og organisationer på det kinesiske marked.

Generelt om stillingen

Som statskonsulent har du ansvaret for at fremme danske virksomheders eksport og bidrage til dansk erhvervslivs internationalisering i Kina. Du skal samtidigt udbygge og vedligeholde netværk blandt relevante myndigheder, erhvervsorganisationer, virksomheder, politikere, meningsdannere, nyhedsmedier mv.

Du vil være ansvarlig for henholdsvis fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet på tværs af danske repræsentationer. Du vil have medarbejdere på ambassaden i Beijing, såvel som ved generalkonsulaterne i Shanghai og Guangzhou, samt handelskontoret i Taipei. Der er etableret en matrix-struktur med tæt tværgående, sektorbaseret samarbejde, hvor medarbejdere fra de enkelte repræsentationer indgår i tværgående sektorteams. Du vil være teamleder for ca. 10 kinesiske og danske medarbejdere, herunder en udsendt sektorrådgiver, der arbejder med myndighedssamarbejde relateret til fødevaresikkerhed og ressourceeffektiv produktion. Du indgår i udenrigstjenestens regionale eksportfremmeorganisation, The Trade Council (China), og vil i det daglige referere til ledelsen på ambassaden i Beijing.

Dit ansvar bliver at bistå danske virksomheder og myndigheder med at bane vejen for yderligere vækst på det kinesiske marked, samt identificere og udbygge nye vækstsegmenter. Kina er et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder, og har potentiale til fortsat fremgang. Det gælder både fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet, der spiller en tiltagende rolle for dansk erhvervsliv og deres afsætningsmuligheder i Kina. Opgaven er at udvikle nye muligheder og bygge bro mellem kunder i dansk erhvervsliv og deres kinesiske partnere, samt med myndigheder og organisationer i Danmark og Kina med udgangspunkt i danske styrkepositioner og kinesisk efterspørgsel, herunder ift. grøn omstilling. Du vil i samarbejde med dygtige kinesiske og danske kollegaer løse opgaver for danske virksomheder. Jeres rådgivning skal skabe værdi på et højt kvalificeret niveau med henblik på at fremme dansk eksport og internationalisering inden for området.

En anden helt central opgave er samarbejdet med danske myndigheder. Du rapporterer løbende til Fødevarestyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Udenrigsministeriet, samt andre relevante interessenter om den generelle udvikling på fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet, herunder i relation til internationale forhold og forhandlinger (WTO og EU), lokale rammevilkår, samt konkrete markedsmuligheder. Du skal varetage sager mellem de involverede myndigheder i værtslandet og danske myndigheder, samt holde kontakt med EU-delegationen på dit sagsområde.

Du er således den naturlige forhandler og problemløser i sager og aftaler mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og de relevante kinesiske myndigheder vedrørende spørgsmål på ministeriets ressort, hvor du i tæt samarbejde med myndighederne i Danmark arbejder med at løse konkrete problemstillinger knyttet til den danske eksport. Du vil også arbejde tæt sammen med EU-kollegaer, herunder EU-delegationen i mange sager. Du er også ansvarlig for at bistå i et kriseberedskab på fødevareområdet.

Udenrigstjenestens eksportfremmeorganisation, The Trade Council, udfører eksportrådgivning mod betaling, og der er til stillingen knyttet både personlige resultatmål og medansvar for fælles resultatmål i Kina, herunder mål om værdiskabelse og formidling af information om markedsmuligheder, m.v. Således skal du have fokus på udvikling, salg og leverance af rådgivningsopgaver, der kan skabe værdi hos danske virksomheder og sikre, at dit team efterlever dette.

Om dig

Du har en relevant akademisk uddannelse, f.eks. samfundsvidenskabelig eller naturvidenskabelig og behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau. Derudover besidder du følgende faglige kvalifikationer på sektorområderne:

  • Solidt kendskab til dansk erhvervsliv
  • Viden om politiske forhold, herunder danske myndigheders samt EU-institutionernes opgaver og arbejde, såvel som den internationale handelspolitiske dagsorden.
  • Erfaring med public service-opgaver og arbejdet i en politisk ledet organisation.
  • Forståelse for de reguleringsmæssige og markedsmæssige muligheder og udfordringer i det pågældende værtsland.
  • Kendskab til EU-politikker og -dagsordner, samt kendskab til WTO særligt hvad angår de sanitære og phytosanitære områder.
  • Forståelse for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris ressortområde og arbejdsopgaver.
Ud over de faglige kvalifikationer fordrer stillingen, at du kan nikke særligt genkendende til følgende personlige kompetencer:

  • Du har ledelsesmæssig erfaring, og du kan planlægge og prioritere resurser, så du og dine kollegaer når de opstillede mål.
  • Diplomatiske evner og god kulturforståelse.
  • Solide forhandlingsevner – også på højt hierarkisk niveau.
  • Resultatorientering og selvstændigt engagement.
  • Kundeorientering og kommercielt ”mind-set”.
  • God teamspiller, der også arbejder effektivt på egen hånd.
  • Kendskab til kinesisk kultur vil være en fordel, men er ikke afgørende.
Sprogkompetencer

  • C1 i engelsk
  • C2 i dansk
Der henvises til den officielle EU-oversigt: Assessment grid - Danish.

Organisatorisk placering

Stillingen er placeret ved den danske ambassade i Beijing, Kina.

Der må påregnes en del rejseaktivitet i Kina og til Danmark.

Løn og ansættelsesvilkår

Du får en tidsbegrænset ansættelse på 3 år med mulighed for forlængelse i 1-2 år.

Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation.

Under udsendelsen får du et skattefrit udetillæg fastsat på baggrund af leveomkostningerne på posten. Udetillægget beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. din familiesammensætning. Der sker løbende årlige reguleringer af udetillægget. Der stilles tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. forflyttelsesrejse, flytning, sygdomsbehandling, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler. Der kan ske ændring af disse udevilkår under udsendelsen, hvilket man skal være opmærksom på. Der tilbydes en kort afklarende samtale om udevilkår til den endelige kandidat.

Det er en forudsætning for få udetillæg, at du er skattepligtig i Danmark på udsendelsestidspunktet og under udsendelsen. Bor du allerede i udsendelseslandet, gælder særlige forhold vedrørende dine udevilkår, og derfor anbefales det, at du i den situation på forhånd afklarer spørgsmål vedrørende skat og opholdsgrundlag med relevante danske myndigheder.

Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.

Tiltrædelse

1. august 2026.

Ansøgning
Ansøgningsfristen er fredag den 28. november 2025. Stillingen søges på www.um.dk under job/ledige stillinger. Klik nederst i det relevante opslag på ”søg stillingen”. Vi skal have en målrettet ansøgning, der også bør indeholde oplysninger om uddannelse, tidligere erhvervserfaring, kvalifikationer, sprogkundskaber, m.v. Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning.

Samtalerne forventes gennemført i Udenrigsministeriet i København. Der vil indgå sprogtest (engelsk) i rekrutteringsforløbet.

Kontakt
Du kan på Udenrigsministeriets hjemmeside https://UM.dk/the-trade-council læse om The Trade Council og få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til Hanne Larsen i Fødevarestyrelsen på tlf. +45 72 27 60 10, e-mail hal@fvst.dk samt handelschefen på ambassaden i Beijing Jonas Bruntse Dahl Nielsen, på tlf. +861085329908 eller e-mail jonani@um.dk og hvis du har spørgsmål til løn og vilkår kan du kontakte HR-konsulent Mette Brink, e-mail metmad@um.dk.

Fødevareministeriets departement indgår i ansættelsesprocessen.

Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge en stilling i UM.

Se her hvordan vi behandler dine personoplysninger, når du ansøger en stilling hos Udenrigsministeriet.

Log ind