Virksomhed Kunne du tænke dig at blive en del af en dynamiske sektion i Hærkommandoen, hvor fokus er på forandring, udvikling og værdiskabelse for soldaterne, og hvor vi er dybt involveret i Brigadeprogrammet? Så søg denne spændende og krævende stilling i Hærkommandoen. Vi søger en stabsbefalingsmand, som har lyst, vilje og evne til være den drivende kraft på Hærens Battle Management System, taktiske kommunikationssystemer, krypto-sagsbehandling og med overskud til at være direkte engageret i større projekter.
Om os G6 sikrer på Hærens vegne rettidige og helstøbte kommando- og kontrolløsninger til Hærens myndigheder og enheder.
Sektionen består af en chef, fem stabsofficerer og en stabsbefalingsmand.
Sektionen samarbejder med alle Hærens myndigheder, stort set alle myndigheder i Forsvaret og en lang række af de støttende styrelser i koncernen. Desuden gør vi en dyd ud af at række ud til de laveste taktiske niveauer for at få jord under neglene og forstå, hvor ”støvlen trykker”. Desuden har vi stor berøring med industrien.
Sektionens arbejdsfelt omfatter blandt andet:
- doktrin-, koncept- og organisationsudvikling vedrørende taktisk og operativ kommunikation,
- bidrag til opstillingsgrundlag og opstillings- og uddannelsesbefalinger forud for indsættelse af landmilitære bidrag til internationale og nationale operationer samt beredskabsenheder,
- ansvar for eller bidrag til produkter og processer såvel inden for som uden for Hærkommandoens myndighedsområde,
- interoperabilitetsudvikling med de største internationale samarbejdspartnere samt Forsvarets øvrige værn og operative kommandoer,
- varetagelse af cyber- og informationssikkerhed i Hæren,
- operationalisering af sikkerhedsbestemmelserne for opbevaring og generel håndtering af sensitivt kommunikationsmateriel, og
- ansvarlig for drift og planlægning, herunder bidrag til udvikling af kommunikations- og informationssystemer i Hæren.
Om stillingen Som stabsbefalingsmand i G6 er du den primære sagsbehandler på taktiske kommunikationssystemer, såsom Battle Management System og taktiske radioer.
Jeg forventer, at du kan rådgive de øvrige stabsofficerer i G6 omkring kryptoområdet, inden for forvaltning og om operativ planlægning i relation til midlernes anvendelse.
Desuden forventer jeg, at du kan ”se” opgaver komme til sektionen, og kan opgavenedbryde uden først at få guidance fra mig.
Du skal have gå-på-mod til at påtage dig nye og ukendte opgaver, som ikke nødvendigvis ligger inden for din normale komfortzone. Det vil betyde, at du kan få en opgave, der skal løses, hvor du skal kunne sætte dig ind i nye forvaltningsgrundlag eller en anderledes operativ vinkel for at kunne bidrag i stabsarbejde eller nedbryde opgaven til myndighedsopgaver.
Arbejdsopgaverne skifter ofte og ressourcerne prioriteres i forhold til, hvor sektionen leverer den største forskel for enhederne. Det er mig meget magtpåliggende, at vi håndterer de udfordringer, som enhederne og brugerne oplever, nu og her. Derfor kan du forvente – med kort varsel – at skulle håndtere og behandle observationer fra de yderste led af strukturen, så der opleves forandring til det bedre. Dit arbejde er at være med til at sikre de bedst mulige vilkår for løsning af arbejdsopgaverne under skyldigt hensyn til ressourcerne.
Du skal indgå i en sektion, hvor der er plads til holdninger og meninger, og det er derfor også vigtigt, at du kan fremføre egne argumenter på baggrund af faglig og faktuel viden og respektere meningsforskelle fra dine kollegaer.
Du vil opleve at være G6’s (og ofte Hærkommandoens) repræsentant i arbejds-, koordinations- og projektgrupper, hvor det er vigtigt, at du har evne, vilje og mod til at fremføre Hærens holdning – som ikke nødvendigvis er din egen. Du opbygger samtidig god erfaring og stort kendskab til myndighederne i og uden for Hæren.
Om dig Du er chefsergent eller seniorsergent med potentialet til at bliver chefsergent.
Jeg lægger vægt på loyalitet, disciplineret initiativ, team-spirit og selvstændighed i opgaveløsningen. Mission Command er min ledelsesstil, og du skal derfor kunne arbejde selvstændigt inden for givne rammer. Du skal være handlekraftig og beslutningskompetent samt havde øje for at balancere innovation og stabilitet i opgaveløsningen og i skabelsen af vilkår for medarbejderne i sektionen.
Din nuværende tjenestegrensspecifikke baggrund er ikke afgørende. Jeg har behov for en bred repræsentation af våbenarterne, så vi kan skabe de rette løsninger. Erfaring med anvendelsen af taktiske kommunikationssystemer vil være en fordel. Jeg lægger stor vægt på, at dit fokus er operationer, og at du har en god forståelse for Hærens operative vilkår og krav til fremtidens kampplads. Der er i det hele taget behov for, at du kan tænke to niveauer ned og konstant holder for øje, at digitaliseringen af Hæren er omsiggribende. Du skal kunne anskue opgaver, observationer samt pålæg ovenfra på en kritisk måde. Det skal give mening, være operationalisérbart og afgørende for Hærens evne til at kæmpe og vinde.
Du har både operativ, sikkerhedsmæssig og teknologisk forståelse (og/eller interesse), og du kan identificere (nye) løsninger på komplekse problemer.
Jeg forventer, at du har særdeles gode analytiske evner og er i stand til – på kort tid – at sætte dig ind i omfattende og komplicerede mængder fagligt stof uden at miste sansen for detaljen. Du vil opleve fokus på dine kommunikative færdigheder i skrift og tale, idet ”kort og klart” frem for ”langt og kompliceret” er målepunktet. Jeg godkender ikke al udgående korrespondance, og du vil ofte opleve, at du selvstændigt skriver til myndighederne på chefen for Hærkommandoens vegne. Det stiller store krav.
Opgavernes kompleksitet fordrer helhedssyn og fagligt indblik i den operative virkelighed samt ikke mindst omstillingsparathed. Med andre ord; hvis du trives bedst i en fastlagt hverdag med faste opgaver og arbejdsprocesser, er G6 næppe det rette sted for dig. Til gengæld er der frihed under ansvar, og der vil være mulighed for hjemmearbejdsdage og/eller delvis tjeneste på en af Forsvarets garnisoner.
Ansættelsesvilkår Stillingen er en chefsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en seniorsergent med et godt udviklingspotentiale.
Hvis du ikke opfylder uddannelseskravet, kan du ansættes på en uddannelsesaftale, hvor du forpligter dig til at gennemføre den relevante uddannelse. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau. Udnævnelse til chefsergent kan finde sted, når uddannelseskrav og Forsvarets fysiske basiskrav er opfyldt, samt når du har en godkendt helbreds- og tandlægevurdering og honorer de almene krav for udnævnelse.
Dit tjenestested er Hærkommandoen i Karup, idet hjemmearbejde og/eller tjeneste på en af Forsvarets garnisoner er en mulighed.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingsindholdet, er du velkommen til at kontakte chefen for G6, oberstløjtnant Peter Els på telefon 41 32 03 73. Alternativt kan nuværende stillingsindehaver CSG Christian Humlebæk kontaktes på FKO-H-G605.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent oversergent Christian Terp ved PERSONELKOMMANDOEN på mail
FPS-CTN@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Stillingen som stabsbefalingsmand er til besættelse pr. 1. juli 2025 eller snarest muligt herefter. Ansøgningsfrist er 2. juni 2025. Vi gennemfører samtaler i uge 22.
Om Hærkommandoen Hærkommandoen er Hærens øverste kommandoenhed og er bosiddende på Flyvestation Karup.
Hærkommandoen direktivgiver og skaber rammerne for Hærens myndigheder og enheder således, at de kan løse deres opgaver. Hærkommandoen er organiseret i en G-struktur (sektioner) fra G1 til G8 og med et Ledelsessekretariat og en Kontrolsektion, der hovedsagligt har til opgave at støtte Chefen og Næstkommanderende i deres daglige styring og ledelse af Hæren.
Forsvarsministeriets Koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og
nytænkning.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk