Vi fik dygtig overlæge ansat ved sidste opslag, men vi kan stadig bruge en Speciallæge - er det dig? Vi tilbyder - Faglige udviklingsmuligheder. En dynamisk, udfordrende arbejdsplads med gode faglige udviklingsmuligheder på et højt kvalificeret niveau. Som universitetsklinik varetages studenterundervisning.
- Indflydelse. Der vil være gode muligheder for indflydelse på afdelingens udvikling, der vil være vekslende arbejdsopgaver og et tæt samarbejde med både egne fagfæller og det øvrige, tværfaglige personale.
- Forskning i højsædet. Både ved klinikken og Psykiatrisk Center København indgår du i et levende forskningsmiljø på internationalt niveau, som ønskes yderligere styrket indenfor affektive lidelser. KAG bipolar (Klinisk akademisk gruppe) arbejder i tæt tilknytning til ambulatoriet med implementering af den nyeste viden i klinikken.
- Stor lægegruppe. Ambulatoriet har 8 speciallægestillinger, som er besat og der er et tæt og højt fagligt niveau med gode læringsmuligheder.
Ambulant klinik med regionsfunktion/ekspertfunktion Ambulatoriet for Affektive lidelser er en ambulant klinik og er i henhold til Psykiatriplanen for Region Hovedstaden etableret med det formål at tilbyde behandling, forskning og undervisning i affektive lidelser.
Ambulatoriet for Affektive Lidelser har regionsfunktion/ekspertfunktion i Region Hovedstaden i forhold til:
- tidlig diagnostik og behandling af patienter med bipolar lidelse
- patienter med komplicerede eller vanskelig behandlelig unipolare eller bipolare tilstande
- patienter med bipolar lidelse eller sværere unipolar lidelse, som er gravide eller ønsker graviditet.
Klinikken arbejder ud fra en integreret medicinsk, social og psykologisk behandlingsmodel, herunder med psykoedukationgrupper. Klinikken består af 8 speciallæger i psykiatri, 4 psykologer, 13 sygeplejersker og 1 socialrådgiver i et tværfagligt behandlingsteam, som indgår i et tæt samarbejde med resten af centeret omkring behandling, forskning og undervisning og i øvrigt samarbejder med alle psykiatriske centre i Regionen.
Din rolle Alle patienter henvises via den Centrale Visitation, og som speciallæge i ambulatoriet vil du varetage den indledende vurdering, udredning og diagnostik. Du vil være behandlingsansvarlig gennem hele behandlingsforløbet og sikre den optimale medicinske behandling.
Gruppe-psykoedukation er en vigtig del af behandlingen, og du vil sammen med en psykolog eller sygeplejerske have mulighed for at være terapeut i et gruppeforløb.
Vores forventninger til dig Vi søger en speciallæge i psykiatri, gerne med klinisk erfaring i behandling af affektiv lidelse , vi lærer dog gerne op hvis du er nyuddannet . Hvis du har forskningserfaring eller interesse er det et plus..
Løn- og ansættelsesvilkår Tiltrædelse sker den 1. oktober 2025 eller snarest derefter.
Du ansættes i henhold til overenskomsten for underordnede læger.
Ambulatoriet har pt. åbent på hverdage i tidsrummet kl. 08.00-16.00. Din arbejdstid vil derfor primært ligge inden for dette tidsrum.
Regionen er et døgndækket område, og der vil efter konkret behov kunne blive planlagt med vagter uden for ambulatoriets åbningstider i overensstemmelse med arbejdstidsreglerne i overenskomsten.
Speciallæger på PCK har forskudt dagtjeneste som Speciallæge-I-Front (SIF) i Psykiatrisk Akutmodtagelse ca. 12-14 årligt.
Ansøgningsprocedure Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Ledende Overlæge Line Hansen 38 64 70 32, Professor Lars Vedel Kessing på 38 64 70 81 eller Cheflæge Birte Smidt på 26 64 88 22.
Ansøgningen bedes bilagt CV samt dokumentation for formelle og faglige kompetencer.
Interesserede uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
Søg stillingen via linket på siden
senest den 4. september 2025. Vi afholder
ansættelsessamtaler løbende. Vi ser frem til at modtage din ansøgning! Fakta om Psykiatrisk Center København Psykiatrisk Center København er Danmarks største psykiatriske center med en lang række almene og specialiserede tilbud. Centret er kendt for at være i front med nye behandlingstilbud, som udspringer af den anerkendte forskning, der udføres i centret.
Centret har mere end 1300 ansatte og et optageområde på cirka 430.000 borgere, der dækker københavnerområderne Østerbro, Indre By, Nordvest, Nørrebro, Frederiksberg og Vanløse. Centeret er organisatorisk placeret i Region Hovedstadens Psykiatri, og geografisk placeret på Bispebjerg, Gentofte og Frederiksberg Hospitaler, samt i en række ambulante enheder i optageområdet.
Vi behandler affektive lidelser, skizofreni, andre psykoser, komplekse neuropsykiatriske lidelser samt personlighedsforstyrrelser. Centeret har en række specialområder så som: Psykoterapi, angst, OCD, affektive lidelser, sexologi, neuropsykiatri, herunder psykiatrisk vurdering ved epilepsikirurgi, liaison, ældrepsykiatri og militærpsykiatri. Centret rummer Ambulatorium for Affektive lidelser og Ambulatorium for Selvmordsforebyggelse.
Vi har et rigt undervisningsprogram med faglige eksperter, litteraturgennemgang af artikler eller bogkapitler samt samrating (Hamilton, PANSS, Youngs maniskala etc). Vi har professorstuegange, som kan ”bestilles” når man fx gerne vil have assistance diagnostisk, psykofarmakologisk mm.
Læs mere om Region Hovedstadens Psykiatri og Psykiatrisk Center København
her I Region Hovedstadens Psykiatri ønsker vi et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der bidrager til, at alle medarbejdere får de bedste betingelser for at udvikle sig og trives. I den forbindelse tilbyder vi røgfrie arbejdspladser, løbende vedligeholdelsestræning og spændende karriereveje.
Læs og hør mere om dine karrieremuligheder og Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads
her.