Vil du arbejde med sikkerhed og beredskab på teleområdet? Er du teknisk nysgerrig og interesseret i at gøre en konkret forskel for at sikre den danske teleinfrastruktur mod trusler og sårbarheder? Så skal du være en af vores nye kollegaer i Telekontoret hos Styrelsen for Samfundssikkerhed. Du får udfordringer og plads til at udvikle dig Stillingen kombinerer projektledelse af en strategisk og teknisk kompleks anskaffelse med klassiske myndighedsopgaver på teleområdet. I stillingen vil du blandt andet få ansvar for at planlægge, koordinere og drive arbejdet med et nyt nationalt initiativ i tæt samarbejde med kollegaer, andre myndigheder, internationale samarbejdspartnere og eksterne leverandører.
Du vil få mulighed for at arbejde både selvstændigt og i teams. Du vil få en unik mulighed for at udvikle din viden om, hvordan den kritiske teleinfrastruktur er væsentlig for samfundsfunktioners opretholdelse. Du vil få en nøglerolle ift., hvordan Styrelsen for Samfundssikkerhed, som myndighed på teleområdet, bidrager til beskyttelse af den danske teleinfrastruktur.
Som specialist hos Telekontoret vil du arbejde tæt sammen med andre specialister, der har stor viden om og forståelse for den danske teleinfrastruktur. Vores arbejde tager afsæt i det gældende trusselsbillede og i de love og bekendtgørelser, der fastsætter krav til teleudbydernes sikkerhed og beredskab, og som vi administrerer.
Styrelsen for Samfundssikkerhed er myndighed for sikkerhed og beredskab på teleområdet. Vi fører tilsyn med, at teleudbyderne overholder de krav, der stilles til dem. Vi har også en central rolle i beredskabssituationer, hvor vi blandt andet koordinerer og prioriterer beredskabsaktørers adgang til elektronisk kommunikation.
Din hverdag hos os Som specialist i telesektionen skal du forvente en hverdag med alsidige opgaver, herunder:
- overordnet projektledelse af et anskaffelsesprojekt, herunder planlægning, fremdrift, koordinering og interessenthåndtering
- planlægning og gennemførelse af tilsynsaktiviteter
- sagsbehandling i forbindelse med anskaffelser hos teleudbydere
- foretage vurderinger og træffe afgørelser i tilsynssager
- rådgivning og vejledning af teleudbydere
- udarbejdelse af skriftlige notater
- bidrage til udvikling af kontorets opgaveløsning.
I Telekontoret lægger vi vægt på faglighed, samarbejde og en uformel omgangstone. Vi prioriterer videndeling og sparring i hverdagen og giver plads til både fordybelse og udvikling i opgaveløsningen.
Du og din baggrund er vigtig Vi forestiller os, at du har erfaring fra teleområdet, hvor specifikt kendskab til mobil- og transmissionsnetværk, OSS, BSS, sikkerhed eller beredskab vil være en fordel. Du kan også komme i betragtning, hvis du har anden relevant erfaring med kritisk infrastruktur eller cyber- og informationssikkerhed. Du har sandsynligvis en naturvidenskabelig, teknisk eller samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse.
Det er en fordel, hvis du er vant til at kommunikere skriftligt. En del af vores arbejde består i at formidle viden om teleområdet på skrift, ligesom vores sagsbehandling i vid udstrækning er skriftlig. Det er også en fordel, hvis du har erfaring som mødeleder, da en del af vores tilsynsaktiviteter indebærer mødeaktiviteter med udbydere, myndigheder og andre interessenter.
Om os Styrelsen for Samfundssikkerhed arbejder for at styrke sikkerhed og beredskab i Danmark. Vi er myndighed for sikkerhed og beredskab i telesektoren og fører tilsyn på området. Vi fører tilsyn med, at teleudbyderne overholder de krav, der stilles til dem. Vi har også en central rolle i beredskabssituationer, hvor vi blandt andet koordinerer og prioriterer beredskabsaktørers adgang til elektronisk kommunikation.
Styrelsen samler fagområder som beredskabsplanlægning, forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur, cyber- og informationssikkerhed, national sikkerhedsmyndighed samt den Nationale Operative Stab (NOST). Derudover rådgiver vi myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står overfor. Styrelsen for Samfundssikkerhed hører under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og består af ca. 200 medarbejdere.
Løn og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst for ansatte i staten. Ansættelsesområdet er Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Arbejdsstedet vil indtil videre være Holsteinsgade 63, 2100 København Ø.
Er du interesseret? Send din ansøgning via knappen ’Søg stillingen’. Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrifter samt eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere senest
søndag den 1. februar 2026. Vi forventer at afholde 1. samtalerunde fredag den 6. februar og 2. samtalerunde tirsdag den 17. februar 2026. Du kan i forbindelse med samtalerne forvente at skulle besvare en skriftlig opgave.
Du er velkommen til at kontakte kontorchef Henrik F. Emanuelsen på telefon 9243 8691 eller e-mail
hefrem@samsik.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.