SoMe- og kommunikationsmedarbejder med godt overblik søges til kommunikation om spilmarkedet i Danmark

fuldtid
SoMe- og kommunikationsmedarbejder med godt overblik søges til kommunikation om spilmarkedet i Danmark
  • Englandsgade, Odense
  • Englandsgade 25, 5000 Odence C
Vil du være med til at sikre vedkommende og målrettet kommunikation om pengespil og forebyggelse af pengespilsproblemer til danskerne, er det nu du skal slå til.

Det danske spilmarked er i hastig udvikling og Spillemyndigheden, der er en statslig styrelse under Skatteministeriet, får løbende flere opgaver, der kræver god, vedkommende og målrettet kommunikation. Vi udvider derfor vores kommunikationsteam fra to til tre personer.

Vi søger en kollega, der primært bliver ansvarlig for vores annoncering på sociale medier og grafisk arbejde og som kan assistere med teamets øvrige kommunikationsopgaver.

Spillemyndighedens kommunikation skal balancere hensynet til de udbydere, der har tilladelse til at udbyde spil i Danmark, samtidig med at der er en stor opgave i at forebygge pengespilsproblemer blandt danskerne.

Vores målgrupper spænder vidt: fra spiludbydere, borgere, eksterne interessenter og samarbejdspartnere til den interne kommunikation til vores kolleger.

Dine primære opgaver bliver:

  • Annoncering på sociale medier: Udarbejde annoncer, skrive tekster, oprette annoncer på Meta og Snapchat
  • Kampagneplanlægning: Deltage i udvikling af kampagner med eksternt bureau
  • Grafisk arbejde i InDesign: Produktion af annoncer, trykt merchandise, blanketter mv.
  • Videoproduktion: Produktion af primært interne videoer i Adobe Premiere Pro
  • Projektledelse
  • Intern kommunikation, herunder redaktionelle opgaver på vores intranet (Sharepoint)
  • Redaktør på vores fem hjemmesider
  • Systematisk indsamling og evaluering af data fra hjemmesidetrafik og LinkedIn
  • Generelle kommunikationsopgaver i samarbejde med resten af teamet
Vores forventninger til dig:

  • Du har en relevant videregående kommunikationsuddannelse
  • Du har gode skriftlige kompetencer og har erfaring med at omsætte komplekse tekster til forskellige målgrupper
  • Du har flair for it og kan hurtigt sætte dig ind i nye systemer (fx til opdatering af hjemmesider)
  • Du har erfaring med lettere grafisk arbejde og er fortrolig med Adobe-pakken, ligesom du har erfaring med at producere videoer til sociale medier
Det er en klar fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en offentlig styrelse og i en politisk styret organisation.

Vi forventer, at du er struktureret og kan lægge en plan og følge den til dørs.

Du er nysgerrig, initiativrig, og villig til at lære det, du ikke kan i forvejen.

I Spillemyndigheden vægter vi, at det skal være sjovt at gå på arbejde, og da Kommunikation er et lille team, skal alle være klar til at hjælpe hinanden med alle typer af opgaver, når tempoet en gang imellem er højt. Derfor er det vigtigt, at du god til at samarbejde.

Du står ved din kommunikationsfaglighed, men er lydhør overfor andre fagligheder, da Spillemyndigheden består af kolleger med mange forskellige faglige baggrunde og som løser forskellige opgaver.

Kommunikationsteamet er en del af kontoret Økonomi, Styring og Administration, som er et stabskontor, der udover kommunikation varetager opgaver indenfor HR, administration, strategi og styring, økonomi og regnskab.

Ambitiøs styrelse med højt til loftet
I Spillemyndigheden arbejder vi for at sikre rammerne omkring et ansvarligt, fair og velreguleret spilmarked til gavn for spillere, spiludbydere og for samfundet. Åbenhed og dialog er kendetegnende for den måde, vi arbejder på. Udviklingen og nye trends inden for spilverdenen stiller krav til vores ekspertise og evne til at agere fremsynet. De mange spændende og udfordrende arbejdsområder går hånd i hånd med vores høje faglighed. Vi vægter samarbejde, trivsel og gensidig respekt højt, og vores gode resultater bliver skabt af en kombination af arbejdsglæde, nysgerrighed og engagement.

Spillemyndigheden er en styrelse under Skatteministeriet.

Ansøgning og ansættelse
Du skal indsende CV og eksamenspapirer via nedenstående link. Du skal ikke indsende en ansøgning, men i stedet svare på fire spørgsmål, som fremgår af samme link. Fristen for ansøgning er den 25. maj 2025. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef for Økonomi, Styring og Administration, Anne Daugbjerg Mortensen, på tlf. 72 38 40 59 eller på mail adm@spillemyndigheden.dk.

Vi forventer at afholde samtaler mandag den 2. juni 2025 eller i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristens udløb. Ved eventuel indkaldelse til 2. samtale, bliver der gennemført en test som led i ansættelsesproceduren. Forud for ansættelse vil der blive indhentet straffeattest samt referencer.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Akademikernes Centralorganisation og Finansministeriet. Stillingen er med tiltrædelse 1. august 2025 eller efter aftale. Tjenestestedet vil være Englandsgade 25, 5000 Odense C. Vi flytter i nye lokaler ultimo august og det fremtidige tjenestested vil da være WoodHub, Lerchesgade 35, 2. sal, 5000 Odense C.

Ansættelsesområde
Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Læs mere om os på Spillemyndigheden.dk og på LinkedIn.com.

Log ind