Socialpædagoger til Nymarkshuset, Familie og Ungdomscentret

deltid
Socialpædagoger til Nymarkshuset, Familie og Ungdomscentret
  • Fredericia Kommune
  • 7000 Fredericia

Vi søger to kolleger til Nymarkshuset, som er vores støtteopholdsenhed for børn og unge med funktionsnedsættelse.

Den ene stilling er som socialpædagog på 34 timer, og den anden er som vågen nattevagt på 30 timer i ulige uger – begge med ansættelse fra 1. august 2025.

Sådan fungerer et ophold i Nymarkshuset
Vores målgruppe er børn og unge med funktionsnedsættelse og forskellige former for handicap. De bor hjemme hos deres familier, men kommer i Nymarkshuset på faste dage og i faste børnegrupper, hvor de møder de samme voksne. Opholdene kan være en del af en hverdagsklub, weekendhold eller en kombination - alt afhængigt af den enkelte bevilling. 

I hverdagsklubberne kommer børnene og de unge fra kl. 14.00 og overnatter til næste dag, hvor de skal i skole. På weekendopholdene møder de ind fra fredag kl. 14.00 og bliver til mandag morgen, hvor de sendes i skole. 

Vores overordnede formål er at give forældrene et velfortjent pusterum, så de primære omsorgspersoner får fornyet energi til en ofte meget presset hverdag. 

Nymarkshuset er en del af Familie- & Ungdomscentret, som er den kommunale udførerenhed på det specialiserede børne- og unge område i Fredericia Kommune. Det betyder, at der er et tæt samarbejde omkring uddannelse og supervision med familiekonsulenter, terapeuter og psykologer. 

Vores pædagogiske tilgang og hverdag 
Vi betragter os selv som en forlængelse af hjemmet. Vi lægger vægt på socialt samvær, relevante og tilrettelagte aktiviteter samt rutiner og opgaver, der afspejler en almindelig hverdag og weekend. Vores primære fokus er at skabe rammer, hvor børn og unge trives – uanset deres baggrund og individuelle behov.

Børnene og de unge har forskellige behov og forudsætninger, men fælles for dem alle er, at de har brug for kærlige, stabile og tydelige voksne, som kan bevare roen og overblikket. Derfor arbejder vi som personalegruppe målrettet med at skabe struktur og en ensrettet tilgang, da forudsigelighed skaber ro for vores børn og unge. 

Som en del af vores pædagogiske værktøjer udarbejder vi løbende relevante zigzag skemaer, dagstrukturerer og funktionsbeskrivelser. Hos flere af vores børn har vi desuden fokus på sansestimulation, og vi arbejder med konkrete, realistiske og målbare mål for den enkelte. 

Nogle børn har behov for hjælp til personlig pleje, såsom bleskift og bad, mens andre i højere grand har brug for at blive skærmet fra fællesskabet. Her er det vigtigt, at du kan arbejde mere selvstændigt. 

Vi har et tæt samarbejde med forældre, familiekonsulenter, institutioner og skoler, så vi sammen skaber de bedste betingelse for, at børnene og de unge oplever et trygt og forudsigeligt miljø.

Hvem er du? – Det her kendetegner vores kommende kolleger
  • Du har et pædagogisk blik, der kan se muligheder. 
  • Du har grundlæggende viden om normal udviklingspsykologi - og meget gerne viden og erfaring med at støtte børn og unge, når der er behov for særlig støtte i forhold til genafstemning.
  • Du har erfaring og viden om det nødvendige og vigtige samarbejde med de primære omsorgspersoner samt med arbejdet inden for det specialiserede udførelsesområde.
  • Du trives i en hverdag, der er omskiftelig, og hvor ikke to dage er ens.     
  • Du fremstår med tydelighed, tilgængelighed og åbenhed, og du arbejder selvstændigt og struktureret samt er loyal overfor fælles beslutninger.
  • Du har en robust personlighed samt en humoristisk og positiv indstilling.
  • Du har kørekort til alm. bil.
Det vi kan tilbyde
  • En givende arbejdsplads med en positiv tilgang til et alvorligt arbejdsfelt. 
  • Kendskab til en bred gruppe af børn/unge med forskellige behov og forudsætninger
  • Høj faglighed blandt medarbejdere og samarbejdspartnere. 
  • Mulighed for at være medskaber af en stærk og ambitiøs udførelsesenhed. 
  • Et meningsfuldt arbejde, der aldrig holder op med at udfordre.
  • Supervision og sparring i et stærkt tværfagligt fællesskab. 

Vil du vide mere
Kontakt centerleder Jette Lange, jette.lange@fredericia.dk eller teamleder Kristina Skov, kristina.skov@fredericia.dk 

Løn- og ansættelsesforhold
I henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Ved ansættelse vil der blive indhentet referencer og evt. bedt om en straffeattest.
Fredericia Kommune indhenter ligeledes børneattest på medarbejdere, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn.

Fredericia Kommune er en tobaksfri kommune.

Der er tale om to stillinger - Den ene stilling er som socialpædagog på 34 timer, og den anden er som vågen nattevagt på 30 timer i ulige uger med følgende arbejdstider:

Socialpædagog:
  • Hverdage: kl. 14.00 – 23.00
  • Weekender:
    • kl. 07.00 – 14.30
    • kl. 09.00 – 19.00
    • kl. 14.00 – 23.00
Nattevagt:
  • Hver anden uge: kl. 22.45 – 07.30

Tiltrædelse 1. august 2025 eller efter aftale.

Ansættelsessamtaler
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler 26. juni 2025.
Kandidater, der inviteres til samtale, vil blive kontaktet telefonisk. 

Send ansøgning online – benyt browseren Chrome
Fredericia Kommune benytter et elektronisk rekrutteringssystem, hvor du sender din ansøgning, CV, eksamensbevis og andre relevante erfaringsbilag online. Læs mere om onlineansøgning på www.fredericia.dk

Ansøgningsfrist
22. juni 2025.

Log ind