Rævehøjparken er et midlertidigt botilbud for unge efter Servicelovens § 107. Målgruppen er normaltbegavede, sårbare unge mellem 18-29 år med psykiske og sociale udfordringer. Tilbuddet indeholder 10 botilbudspladser. Fokus er at tilbyde stabiliserende udviklingsforløb.Vi søger en kollega med start pr. d. 1. august 2025 eller snarest derefter.Indsatsen bygger på recovery-orienteret rehabilitering, ud fra en viden om, at mennesker med psykiske udfordringer kan komme sig. Vi arbejder inspireret af Åben Dialog og har fokus på netværk og relationer. Målet med indsatsen er, at den enkelte borger opnår så ligeværdigt, selvstændigt og meningsfuldt et liv som muligt. Dette via individuelt samarbejde mellem kontaktpersoner og beboere samt via fællesaktiviteter.
Grundstenen i botilbuddet er relationsarbejde, og medarbejderne arbejder tæt sammen om at understøtte beboernes udviklingsproces. Vi arbejder med kontaktpersonordning, men alle medarbejdere tager ansvar for den samlede beboerflok, samt de praktiske og driftsmæssige opgaver i lejligheden.
Der samarbejdes med beboerne om ADL-aktiviteter, ledsagefunktioner, mestringsstrategier, social færdighedstræning med mere. Yderligere oplysninger kan findes på Tilbudsportalen. Socialtilsynet fører tilsyn med Botilbuddet.
Botilbuddet består i to opgange i almene etageejendomme nær Dyrehaven. I den ene opgang ligger ”fælleslejligheden”, som rummer et kontor til medarbejderne samt køkken-alrum, der danner rammen om 2 ugentlige fællesspisninger, morgenmad på hverdage, hyggestunder med spil og kreative aktiviteter samt mødeaktivitet. Beboerne har selv en 2-værelses lejlighed til rådighed.
Botilbuddet er normeret med 5 fuldtidsstillinger, hvoraf vi nu søger den 5 kollega. Botilbuddet er personaledækket mandag til torsdag kl. 8.00-20.00, fredag kl. 8.00 – 16.00 samt mellem 4 til 6 timer om søndagen. Man skal derfor forvente at arbejde i 2 dagvagter og 2 aftenvagter ugentligt. Er man på arbejde søndag, har man fri fredagen før eller efter. Der vil være tale om cirka 1 søndagsvagt om måneden. Man er 2 medarbejdere på arbejde sammen, på nær søndag.
Periodisk kan der være behov for at medarbejderne har sms eller telefonkontakt med en beboer udenfor mødetiderne. Der kan være en del opsøgende arbejde.
Botilbuddet Rævehøjparken hører under Center for Social Indsats (CSI). Sammen bestræber vi os på at tage et fælles ansvar og have et tæt og forpligtigende samarbejde mellem udfører og myndighed. Den enkelte unges rådgiver i CSI udarbejder i fællesskab med den unge en handleplan, der danner udgangspunkt for samarbejdet med den unge i botilbuddet.
Som medarbejder i Ungeafdelingen skal man kontinuerligt udvikle sine kompetencer ift. opfølgning og indsats, ligesom ens smidighed og fleksibilitet i ydelserne fortløbende skal styrkes. Sammen vil vi i Ungeafdelingen have et konstant blik for og med borgerne og deres behov samt udvikle vores tilbud.
Vi ønsker en kollega, der:- Har en relevant uddannelse såsom ergoterapeut, socialrådgiver el. pædagog
- Har erfaring med den socialpsykiatriske målgruppe og de metoder som fremgår af Tilbudsportalen
- Har gode relationskompetencer både på gruppe- og individniveau
- Er engageret, kan samarbejde og arbejde selvstændigt samt indgår ansvarligt i personalegruppen og i relationen til beboerne
- Er indstillet på at skulle arbejde i både dag, aften og søndags-vagter samt er indstillet på at opgaverne er mangeartede og også af praktisk karakter
- Kan være en god rollemodel for de unge
- Er ambitiøs og engageret i de unge
- Kan arbejde motiverende, for at støtte de unge i deres udvikling, samt i at have fokus på motion og træning, på individuelt niveau
Vi tilbyder:- At du bliver en del af en spændende udviklingsproces, med fortløbende faglig udvikling til borgerens bedste
- At du får medindflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet sammen med fagligt dygtige kollegaer
- At blive en del af en ansvarlig, engageret og humoristisk personalegruppe
- En velfungerende og engageret personalegruppe, der arbejder tæt sammen for at sikre, at alle beboere støttes bedst muligt
- En inspirerende og udviklingsorienteret arbejdsplads
- Supervision ved psykolog
Der er tale om en fast stilling.
I Center for Social Indsats har vi erfaring for, at mangfoldighed er en styrke og vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset køn, alder og etnicitet til at søge. Yderligere er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest /børneattest. Løn- og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst.
Kontaktpersoner ved spørgsmål:
Medarbejder Dorte Janum 30 61 52 95 el. leder Christina Kanding 22 59 58 57
Ansøgningsfristen er tirsdag d. 10. juni 2025 kl. 22.00 og ansættelsessamtalerne finder sted onsdag d. 18. juni 2025.
I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.