Social- og sundhedsassistent til åbent psykiatrisk afsnit D20

fuldtid
Social- og sundhedsassistent til åbent psykiatrisk afsnit D20
  • Psykiatrisk Center Glostrup
  • Brøndbyøstervej 160, 2605 Glostrup
Vil du arbejde med dobbeltdiagnosebehandling i et længerevarende, integreret forløb på et åbent psykiatrisk afsnit? Brænder du for at skabe relationer, der kan gøre en forskel for mennesker med komplekse udfordringer?

Så har vi en spændende mulighed til dig! D20 på Psykiatrisk Center Glostrup søger en social- og sundhedsassistent til blandede vagter herunder nattevagter til vores dynamiske og tværfaglige team.


Hvem er vi?

D20 er et innovativt psykiatrisk afsnit. Vi tilbyder specialiseret behandling til patienter med både alvorlige psykiske lidelser og rusmiddelproblematikker, kombineret med sociale udfordringer.

Vores tilgang er helhedsorienteret og recovery-fokuseret, og vi arbejder ud fra metoder som kognitiv terapi, Safewards, den motiverende samtale og meningsfulde aktiviteter. Mange af vores patienter har tidligere oplevet afbrudte behandlingsforløb, hvorfor vi har et særligt fokus på at opbygge tillid og motivation gennem stærke relationer. Et behandlingsforløb på D20 varer mellem 5-8 måneder.


Hvad kan vi tilbyde dig?

Et stærkt og engageret tværfagligt team –I døgnets øvrige timer består det tværfaglige team af sygeplejersker, SOSU-assistenter, læger, pædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeut, psykolog, rusmiddelbehandlere, socialrådgiver, recovery-mentorer og musikterapeut.

Om natten arbejder du tæt sammen med dit team samt den ansvarshavende natsygeplejerske.

Indflydelse og faglig udvikling – Vi værdsætter dine input og giver plads til, at du kan sætte dit præg på afsnittet. Du vil indgå i centerets uddannelsesprogram, hvor særligt kognitiv miljøterapi og integreret dobbeltdiagnosebehandling prioriteres højt.

Grundig introduktion og mentorordning – vi sørger for, at du får en tryg start med supervision, faglig sparring og en kollega som mentor.

Kompetenceudvikling – vi tilbyder kurser og et arbejdsfællesskab, hvor læring og faglig refleksion er en naturlig del af hverdagen.

Høj sikkerhed og trygt arbejdsmiljø – vi har fokus på konflikthåndtering og løbende træning i deeskalerende teknikker, så både patienter og personale kan føle sig trygge.


Hvem er du?

  • Uddannet social- og sundhedsassistent med interesse i og gerne erfaring med psykiatri og dobbeltdiagnosebehandling eller en lyst til at lære.
  • Relationsstærk og empatisk, med et ønske om at støtte patienterne i deres recovery-proces.
  • Engageret holdspiller, der trives i et tværfagligt miljø.
  • Nysgerrig og initiativrig, klar til at tage ansvar og byde ind med dine faglige kompetencer.


Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes i blandede vagter. Stillingen indeholder som udgangspunkt flere nattevagter i lige uger. I øjeblikket arbejder vi hver 2. weekend, men vi arbejder på at reducere antallet af weekendvagter fremadrettet.

Tiltrædelse pr. 1. december eller efter aftale.

Du ansættes i henhold til overenskomst for social- og sundhedspersonale. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og FOA.

Døgnafsnittet er døgndækket, og du vil derfor blive planlagt med blandende vagter i overensstemmelse med reglerne i den gældende arbejdstidsaftale/arbejdstidsreglerne i overenskomsten.

Du finder os på Psykiatrisk Center Glostrup, Brøndbyøstervej 160, Brøndby.


Vil du være med?

Vi glæder os til at høre fra dig! Har du spørgsmål, eller vil du besøge os, før du sender din ansøgning, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Kirstine Bro Jørgensen på 20 57 96 39.

Ansøgningsfrist: D. 19. oktober 2025. Vi afholder samtaler torsdag d. 23. oktober.

Bliv en del af et dedikeret team, hvor vi sammen skaber håb, udvikling og forandring – hver dag!


Bliv klogere på Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på Job i Psykiatrien.







Log ind