Snedker til Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler - Center for Ejendomme

fuldtid
Snedker til Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler - Center for Ejendomme
  • Center for Ejendomme
  • Bispebjerg Bakke, 2200 København
Har du lyst til en varieret arbejdsdag hvor du kommer til at arbejde med både serviceopgaver og mindre renoveringsopgaver, så har vi det helt rigtige job til dig hos Region Hovedstaden, i Drift og Byg under Center for Ejendomme.

Om jobbet
Dit arbejde kommer primært til at foregå på Bispebjerg Hospital, men der vil også være opgaver på Frederiksberg Hospital. Opgaverne er mange og alsidige, så du kommer meget omkring på vores i alt 250.000 kvm bygningsmasse, som spænder over en opførselsperiode på over 100 år.

Det ene øjeblik reparerer du karme og hængsler i en af vores fredede bygninger, det næste skal du sætte en hylde op, eller deltage i et større projekt omkring renovering af klimaskærm.

Du kommer til at arbejde under en fagkoordinator, som koordinerer opgaverne til 3 snedkere. Opgaverne modtager du af fagkoordinatoren via vores opgavestyringssystem Dalux, hvor man nemt kan danne sig et overblik over hvilke opgaver der skal løses, og hvem der er i gang med hvad.

Om Drift og Byg
Vi er en alsidig skare, med en bred vifte af kompetencer, som sammen sikrer driften af Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler. Der er masser af frihed, både i planlægningen, og i løsningen af opgaverne, og der er altid en til at hjælpe når man har brug for det.

Du vil blive en del af vores snedkerteam, som består af 3 medarbejdere og en fagkoordinator. Snedkerteamet står for at servicere både Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.

Vi sørger selvfølgelig også for en grundig oplæring, når du starter, så du kommer til at kende alle vores bygninger og systemer.

Om dig
Vi leder efter en person som kommer med en løsningsorienteret tilgang, som er fleksibel i opgaverne der skal løses og som har hands-on erfaring med snedkeropgaver, store som små.

Du er den rette kandidat, hvis du har:

  • En snedkeruddannelse
  • Erfaring med serviceopgaver
  • Gerne erfaring med arbejdet på fredede bygninger
  • Kendskab til Dalux opgavestyring
Som person trives du med alsidige opgaver og har både lysten og evnerne til at løse dem. Du kan planlægge og strukturere din egen arbejdsdag og er god til at prioritere, hvad der skal løses først. Samtidig bevarer du roen, hvis fagkoordinatoren beder dig justere planen, fordi en akut og kritisk opgave kræver din indsats med det samme.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Dan Bohmann på telefon: 20 46 21 97.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår, herunder også pension, fastsættes i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter individuelle kvalifikationer og kompetencer.

Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen, inklusive betalt spisepause. Arbejdstiden ligger normalt fra mandag til fredag, kl. 6:30 til 14:00, men nogle gange er det dig der har den sene vagt, og så møder du kl. 9:00 til 16:30.

Ansøgningsprocedure
Vi ønsker stillingen besat snarest muligt og senest den 1. marts 2026.

Ansøgningsfristen er den 4. januar 2026.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i løbet af januar måned.

Send din ansøgning, CV samt uddannelsesbeviser online via linket her på siden.

Se og læs mere om Center for Ejendomme her.

Log ind