Skjoldhøjskolen søger pædagogisk leder til 4.-9. årgang

fuldtid
Skjoldhøjskolen søger pædagogisk leder til 4.-9. årgang
  • Aarhus Kommune
  • 8381 Tilst

Vil du være en del af en skole i udvikling med en unik lokal forankring, og hvor fællesskabet er det bærende?
Vi søger dig, som ønsker mangfoldighed og et stærkt ’vi’, og som har en grundlæggende tro på, at
gode rammer og trivsel giver de bedste forudsætninger for børn og unges læring og udvikling.

Lyder det som et fællesskab, du gerne vil være en del af?... Så er det dig, vi gerne vil have med på holdet!

Om os
Omgivet af grønne områder og med Danmarks største parcelhuskvarter som nærmeste nabo ligger Skjoldhøjskolen. Med 460 børn og unge fordelt på 30 klasser er vi en mellemstor skole opdelt i en indskoling, udskoling og specialafdeling, som tilsammen rummer 460 børn og 80 ansatte. Vi er en divers og mangfoldig skole, sammensat af forskellige kulturer og etniciteter, som i det store billede afspejler det område, hvor skolen er placeret. Vi er en del af en stor organisation i udvikling, og der er en særlig politisk bevågenhed på Tilst oppefra – og mange forandringer på vej. Fokusområderne på skolen er co-teaching, læsning og det tætte forældresamarbejde.
Vi ynder at sige, at her emmer af ’anderledeshed på den gode måde’, fordi vi bruger hinanden og børnenes forskellighed aktivt og ser ressourcerne i mangfoldigheden med gensidig respekt. Vi arbejder aktivt med fællesskaber med det formål at skabe et samlet fællesskab på tværs, og vi oplever, at vores ensartede retning og samstemthed skaber trivsel, struktur og forudsigelighed i hverdagen – både for de voksne og for børnene.
Vores personalegruppe er en god sammensætning af erfarne og nye medarbejdere, som har en åben tilgang, støtter hinanden og gerne vil hinanden både fagligt og socialt. Stemningen her på stedet er god og krydret med humor. Vi kan se det lærende i at fejle, og vi siger vores mening, er umiddelbare, og vi tør at udfordre positivt. Både medarbejdergruppen og lederteamet er meget udviklingsparate og åbne over for nye tiltag, og køber ind på at være samstemte i det, vi gør til gavn for børnene.
Lederteamet består af en skoleleder, en leder, som er ansvarlig for SFO og indskolingen fra 0.-3. klasse, dig som ny leder af 4.-9. årgang og en leder, som er ansvarlig for specialklasserne.
Vi er et ledelsesteam, som lægger stor vægt på at være et hold, der bakker hinanden op og hjælper hinanden med stort og småt, så man aldrig står alene med svære opgaver. Vi er forskellige og har hver vores forcer, og vi agerer med samstemthed og har en oprigtig interesse i hinanden, vores medarbejdere og vores børn og unge. Vi er af den overbevisning, at ledelse ikke foregår på kontoret, og det er vigtigt for os at være tilgængelige, nærværende og tæt på praksis i hverdagen.

Om jobbet
Som pædagogisk leder for 4.-9. årgang bliver du personaleleder for lærergruppen, som er knyttet til de pågældende årgange. Du leder dine medarbejdere gennem teamsamarbejdet som et læringsfællesskab, og du er tæt på dine medarbejdere individuelt gennem feedback og sparring. Som udskolingsleder får du også til opgave at tilrettelægge elevernes eksamen.
Du får ansvaret for den faglige kvalitet i undervisningen og sætter rammerne for, at børnene udvikler gode sociale, kulturelle og personlige kompetencer. I tæt samarbejde med lærerne sikrer du, at de valgte arbejdsmetoder er fagligt begrundede, samt den bedst mulige anvendelse af ressourcerne gennem løbende datainformeret evaluering af arbejdsmetoder og resultater.
Du har også administrative og driftsmæssige ledelsesopgaver, herunder indberetninger, planlægning af skoleåret mv., og du indgår i samarbejdet med forældrene og i samarbejdet med forvaltningen.
Alle opgaver og ansvarsområder varetages i et tæt samspil med det øvrige ledelsesteam, hvor vi sammen tager fælles ansvar for at sikre helhedsperspektivet og det tværgående samarbejde på Skjoldhøjskolen, herunder et tæt samarbejde imellem afdelingerne.
Ligeledes bliver du en del af ’det store fællesskab’ i Børn og Unge, hvor vi arbejder inden for den fælles og forpligtende ramme om blandt andet Bredere børnefællesskaber.

Særlige fokusområder:

  • At arbejde med den sociale trivsel og forebygge mistrivsel
  • At tiltrække og fastholde børnene i skoledistriktet og gennemføre exitsamtaler med forældre
  • At være med til at tegne en retning for de næste skridt i den lokale praksisudvikling
  • At understøtte PLC-området og vejlederne
  • At sikre et tættere klubsamarbejde mellem 3.-4. årgang samt gode overgange mellem klassetrin
  • At skabe et tæt samarbejde med det nyoprettede trivselsteam.

Om dig
Vi håber, at du kan genkende dig selv i følgende:
• Du er relationelt stærk og tillidsskabende. Du skaber et naturligt følgeskab – også i børnehøjde. Du har forståelse for børn og unges udvikling fra mellemtrin til udskoling, og du arbejder anerkendende og inkluderende, så alle børn føler sig set og respekteret.
• Du har skarpe kommunikative kompetencer, et godt overblik og følger sager til dørs. Du står roligt i modvind, er beslutningsdygtig og håndterer svære samtaler professionelt. Du evner at udfordre med nye perspektiver ind i vores ’plejer’.
• Dit børnesyn rummer deltagelsesmuligheder for alle børn, og du har en oprigtig interesse for netop denne elevgruppe, som er indbefattet i din afdeling.
• Du er empatisk, lyttende og tydelig, - du bedriver synlig og nærværende ledelse og er tilgængelig i hverdagen og arbejder tæt på praksis.
• Du er visionær, initiativrig og udviklingsorienteret, og du er åben for nye læringsformer.

Krav til stillingen
• Du er læreruddannet og fagligt velfunderet.
• Måske har du ledelseserfaring – alternativt har du lyst til og potentiale for ledelse, fx gennem erfaring som vejleder, koordinator, tillidsrepræsentant eller lignende.
• Du har en lederuddannelse eller lyst til at påbegynde en.
• Det er en fordel, hvis du har kendskab til udskolingen og specialområdet samt erfaring med tæt opfølgning på elevsager.
• Du kender til – og kan nemt tilegne dig viden om – digitale værktøjer.

Læs mere om os
Om skolen: Skjoldhøjskolen
Om Børne- og Ungepolitikken: Børne- og ungepolitik
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge
Om ledelse i Børn og Unge: Ledelse

Hvis du vil vide mere
… er du velkommen til at kontakte skoleleder Astrid Bernhard på telefon 4187 2224.

Løn og ansættelse
Stillingen er en fuldtidsstilling uden højeste arbejdstid. Lønnen fastsættes efter gældende overenskomst og forhåndsaftale. Pr. 1. oktober 2025 er lønnen ca. 603.800 kr. årligt i aktuelle nutidskroner. Derudover ydes tillæg for gennemført diplomuddannelse i ledelse.

Der indhentes børneattest samt straffeattest.

Vi håber, at du kan starte den 1. november 2025.

Vi glæder os til at høre fra dig!
• Send din ansøgning og relevante bilag elektronisk senest den 16. september 2025.
• Du får besked den 18. september mellem 13.00-15.00, hvis du bliver inviteret til samtale.
• Første samtalerunde afholdes den 19. september mellem kl. 9.00-14.00.
• Test og testinterview samt referencetagen foregår den 22., 24. og 25. september og aftales med HR-konsulenten.
• Anden samtalerunde afholdes den 29. september mellem 10.00-15.00.

Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum 
I Børn og Unge sætter vi børnene i centrum. Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Børn og Unge bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejdere og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Børn og Unge tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.

    
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.  

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!


 

Log ind