Servicechef

fuldtid
Servicechef
  • VKCONSULTING
  • Odensevej 76 76, 5550 Langeskov

VKCONSULTING søger Servicechef til EXHAUSTO A/S i Langeskov

Leder du efter en spændende karrieremulighed i en international virksomhed, hvor du kan forene din tekniske interesse med ledelse? Så kunne stillingen hos EXHAUSTO A/S være det perfekte match til dig.  

Jobbet

Som servicechef bliver du en del af et rutineret og kompetent team med direkte reference til Landechefen og med ledelsesansvar for 6 interne og eksterne serviceteknikere. I din rolle får du ansvar for at sikre en effektiv drift og servicering af EXHAUSTOs ventilationsløsninger i Danmark med fokus på udvikling, optimering og koordinering på tværs af organisationen.    
Dine primære opgaver vil være:

  • Daglig ledelse af interne og eksterne serviceteknikere 
  • Teknisk rådgivning til kunder og ift. salg og klagebehandlinger
  • Ansvar for dokumentation efter serviceeftersyn og reparation
  • Håndtering af distributionsordrer til servicebiler og vedligeholdelse af reservelager i samarbejde med serviceteknikere
  • Planlægning i samarbejde med fabrikkens kvalitetsafdeling
  • Vidensdeling med øvrige serviceafdelinger i Tyskland og Norden
  • Opfølgning på og overholdelse af afdelingens KPI’er
  • Udarbejde tilbud ud fra kundeønsker, forespørgsler og beskrivelse
  • Udvikling af serviceafdeling, herunder digitalisering og nye områder

EXHAUSTO er specialiseret inden for energieffektive, bæredygtige ventilationsløsninger, og kendt for deres produkter og knowhow både nationalt og internationalt. Produktporteføljen sikrer sundhed og komfort gennem optimalt indeklima til kunder verden over.  

Din profil
En solid teknisk baggrund gør, at du kan navigere i komplekse og uforudsigelige situationer, hvor stærke kommunikationsevner og en løsningsorienteret tilgang er afgørende. Din profil er kendetegnet ved et brændende engagement for drift og ledelse kombineret med evnen til at holde opgaver og service effektive og velfungerende.

Med 3-5 års erfaring som leder er du vant til at træffe beslutninger, der skaber værdi for både kunder og virksomhed. En struktureret og beslutsom tilgang gør, at du kan håndtere udfordringer og bevare overblikket i en travl hverdag.

Vi tilbyder
En spændende fuldtidsstilling i en dynamisk virksomhed, der byder på gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Du bliver en del af et erfarent serviceteam, hvor samarbejde, humor, frihed under ansvar og en uformel omgangstone vægtes højt. EXHAUSTO har en stærk medarbejderkultur, der bl.a. formes af sociale arrangementer og en aktiv personaleforening. Gagen inkluderer pension, fritvalg, sundhedsforsikring og fleksible arbejdstider. Frokosten nydes i godt selskab med kollegaerne i den lækre kantine. 

Din baggrund
Du kan komme fra en bred vifte af tekniske brancher inden for el, ventilation, vind, VVS, køling eller en lignende industri, hvor du har opbygget en stærk teknisk forståelse. Du har solid erfaring med drift og service og er vant til at koordinere hverdagen i en serviceafdeling. En dynamisk hverdag, hvor du sikrer, at opgaver og processer forløber gnidningsfrit og effektivt, motiverer dig. Derudover motiveres du af at udvikle og optimere processer, så både service og drift konstant forbedres. Din evne til hurtigt at tilpasse dig forandringer gør dig til en værdifuld spiller i et miljø, hvor fleksibilitet er afgørende.

En proaktiv tilgang og evnen til at tænke i helheder gør det muligt at optimere processer og skabe fremdrift. Med et skarpt blik for detaljer og en naturlig sans for koordinering bidrager du til en velfungerende hverdag for både kunder, medarbejdere og virksomheden. Derudover kommunikerer du på dansk og behersker også engelsk.

Virksomheden
EXHAUSTO udvikler og fremstiller højkvalitetsprodukter og -systemer til komfortventilation på alle anvendelsesområder – fra kontorer, butikker, skoler og institutioner til industribygninger, hoteller og sygehuse. Med fokus på høje virkningsgrader og et energiforbrug, der sætter nye standarder for branchen, er EXHAUSTO blandt de absolut førende på området. EXHAUSTO har produktion i Danmark og Norge, samt salgsselskaber i flere europæiske lande.

EXHAUSTO er en del af ALDES Group, en fransk international, familieejet koncern. ALDES leverer ventilatorer og luftbehandlingsaggregater, samt anlæg til luftrensning opvarmning/køling af brugsvand samt central støvsugning. Læs gerne mere om virksomheden på www.exhausto.dk og om ALDES på www.aldes.com

Ansøgning

Matcher ovenstående dine kvalifikationer, hører vi meget gerne fra dig. Send en ansøgning og CV via linket her. Vi holder løbende samtaler og ansætter, når rette match er fundet. Ved evt. spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til Rikke Vojer Kern på tlf. 70201512 alle hverdage. Vi glæder os til at høre fra dig.
Bemærk, alle ansøgninger behandles fortroligt og med stor diskretion. Med henvisning til reglerne omkring GDPR modtages ansøgninger kun via linket i stillingsannoncen. Kan du ikke uploade din ansøgning via ansøgningsknappen, bedes du kontakte os. Vores annonce bliver automatisk og løbende fornyet på jobportalerne, indtil stillingen er besat. En fornyelse af et stillingsopslag er dermed ikke et udtryk for genopslag, men blot en automatisk fornyelse af annoncen.


Log ind