Selvstændig og kreativ pressemedarbejder til Statens Naturhistoriske Museum

fuldtid
Selvstændig og kreativ pressemedarbejder til Statens Naturhistoriske Museum
  • KU – SCIENCE – SNM
  • Gothersgade 130, 1123 Kbh. K
Kan du dit journalistiske håndværk, har du styr på medierne i bred forstand, og er det naturligt for dig at versionere dine nyheder til mange typer af platforme og kanaler, så vil vi rigtig gerne høre fra dig.

Statens Naturhistoriske Museum søger en skarp og dedikeret kollega, der kan varetage presseindsatsen på en af landets førende kulturinstitutioner.

Tiltrædelse er den 1. september 2025 eller snarest muligt derefter.

Om stillingen
I 2027 forventer vi at kunne åbne dørene til det nye museum i Botanisk Have, og den største danske museumssatsning i nyere tid bliver dermed en realitet. Blandt de store opgaver i de kommende år er tilrettelæggelse og gennemførelse af medieindsatsen frem mod åbningen. Sideløbende ønsker vi at styrke museets position i offentligheden og øge kendskabet til de tre hovedområder: samlinger, forskning og formidling.

Du har interesse for natur og naturvidenskab og forstår vigtigheden af klar kommunikation om disse emner. Derfor har du også solid erfaring med formidling af kompleks viden, som du formår at omsætte til historier, andre har lyst til at læse.

I dagligdagen skal du både kunne arbejde med korte deadlines og udarbejde samt eksekvere presse- og kommunikationsplaner med et længere sigte. Du følger med i medierne og har et klart blik for, hvilke historier der passer til forskellige flader og formater. God og dokumenteret erfaring med pressearbejde samt et solidt netværk blandt journalister – gerne inden for områderne naturvidenskab og kultur – er derfor nøgleord.

Da foto og film spiller en stadig større rolle i medierne og på sociale platforme, har du en opsøgende og kritisk tilgang til, hvordan visuelle elementer kan bringes i spil i kommunikationsindsatsen.

Dine arbejdsopgaver bliver bl.a.:

  • Daglig pressehåndtering
  • Offensivt pressearbejde – øge museets synlighed og se muligheder i medierne
  • Opbygning af netværk og monitorering af det danske medielandskab, herunder proaktivt pressearbejde
  • Udarbejdelse og eksekvering af pressestrategier og -planer der sikrer synlighed og positiv medieomtale af museets hovedområder
  • Udarbejdelse, kvalitetssikring, detaljeopfølgning og korrektur af nyheder, pressemeddelelser og øvrige tekster
  • Produktion af opslag til sociale medier – med særligt fokus på museets forskning og samlinger
  • Issues management, kriserådgivning og håndtering af pressen i forbindelse med kritiske situationer
  • Medietræning af museets medarbejdere
  • Planlægning og redigering af 11 årlige interne nyhedsbreve
Vores forventninger
Du har en veludviklet kommunikationsfaglighed og er klar til at bringe dette i spil i både store og små opgaver. Du har et indgående kendskab til pressens arbejdsvilkår, et solidt netværk i medieverdenen og viden om samfundsagendaer, som kan bruges strategisk til at time medieindsatser.

Men du forstår også vigtigheden af at kunne pleje dine interne netværk, og har en proaktiv tilgang til museets forskere, samlingsmedarbejdere, formidlere og andre fagprofessionelle med henblik på opbygning af kollegiale netværk, der sikrer et grundigt kendskab til, hvad der arbejdes med på hele museet.

Da vi nærmer os åbningen af det nye museum, vil de kommende år blive sjove og lærerige, men også travle. Du skal derfor have en høj arbejdskapacitet og evnen til at kunne arbejde med flere sideløbende opgaver uden at tabe overblikket eller detaljen. Omhyggelighed, strategisk tænkning og et 360 graders blik på alle medie- og presseindsatser er andre nøgleord.

Du har en relevant kommunikationsuddannelse, gerne i kombination med en naturvidenskabelig baggrund og flere års erfaring med presse og kommunikation fra en større organisation eller virksomhed – eventuelt indenfor naturvidenskabens verdenen. Da museet er en international arbejdsplads, er du velformuleret såvel mundtligt som skriftligt på dansk og engelsk.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er forankret i museets kommunikationsafdeling, og du referer til vicemuseumschefen for kommunikation og fundraising.

Ansættelsen sker som AC-medarbejder i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten, eller anden relevant overenskomst. Aflønning i henhold til AC-overenskomst er anciennitetsbestemt. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer.

Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer. Vi har flekstid.

Information og ansøgning
Du kan læse mere om Statens Naturhistoriske Museum på www.snm.dk

Yderligere spørgsmål til stillingen kan rettes til vicemuseumschef for kommunikation og fundraising Rikke Sanderhoff Mørch på tlf. 3050 6621.

Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest 25. maj 2025, 23:59 GMT+2

For de ansøgere der inviteres til en 2. samtale, vil der være en opgave som skal løses.

Om os
Naturhistoriske museer har aldrig haft større betydning, end de har i dag. Vores planet er beboet af millioner af levende arter. Men i dag har en enkelt art magten til at ændre livet på Jorden fundamentalt. Skal vi finde løsninger på de store udfordringer verden står over for, kan det kun ske ved, at vi forandrer lokalt, samarbejder internationalt og deler den viden og de ressourcer, vi i fællesskab besidder.

Visionen for Statens Naturhistoriske Museum er at styrke forbindelsen mellem mennesker og natur. Vi vil inspirere, engagere og give alle mulighed for at nyde, forstå og passe på naturens mangfoldighed. I disse år bygger vi et nyt nationalt museum for naturen, der forventes at åbne for publikum i 2027. Den nye museumsbygning får beliggenhed i Botanisk Have i hjertet af København og vil bl.a. rumme forskningslaboratorier, enestående videnskabelige samlinger, nye udstillinger, faciliteter til undervisning, café, butik m.m. Det er vores ambition som naturhistorisk museum at skabe positiv forandring for mennesker og natur.

Museets kommunikationsteam har ansvaret for markedsføring, presse, digitale medier, website, grafisk design, branding, wayfinding, fundraising m.m. Teamet består af ti medarbejdere, hvoraf ca. halvdelen arbejder med projekter i forbindelse med det nye museum.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.





Log ind