Sektorrådgiver til den danske ambassade i Tanzania, Sundhed

fuldtid
Sektorrådgiver til den danske ambassade i Tanzania, Sundhed
  • Udenrigsministeriet
  • Asiatisk Plads 2, 1402 København
Vil du være med fra starten af et ambitiøst sundhedssamarbejde mellem Tanzania og Danmark og dermed gøre en forskel i et land, som står over for væsentlige sundhedsudfordringer? Så er du måske vores kommende sektorrådgiver i Dar es Salaam. Som sektorrådgiver er du en vigtig drivkraft i det nye sektorsamarbejde. I projektets første fase vil fokus være på at afdække behov og muligheder inden for områderne Infektionssygdomme og AMR, samt regulering af lægemidler og medicinsk udstyr i tæt dialog med partnerne. Sammen med danske og tanzaniske myndigheder skal du udarbejde den næste treårige periode af projektet med fokus på kapacitetsopbygning inden for ovennævnte områder. Som sektorrådgiver vil der være en væsentlig opgave i at etablere relationer i det nye samarbejde, der skal sikre et godt fundament til det flerårige partnerskab mellem de danske og tanzaniske myndigheder.

Som sektorrådgiver har du erfaring fra en politisk ledet organisation, kendskab til og et godt netværk i sundhedssektoren samt gode projektkoordineringsegenskaber. Du har en relevant akademisk uddannelse, international erfaring og behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau. Kendskab til Tanzanias forhold er en fordel, men ikke et krav.

Læs mere i den uddybende jobprofil her.

Ansættelsesvilkår

Som sektorrådgiver er du ansat af Udenrigsministeriet, placeret på Danmarks ambassade i Dar es Salaam og indgår i ambassadens personale.

Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til AC-overenskomsten i staten, alle tal er angivet i aktuelt niveau (april 2025). Du vil få en basis-løn (ekskl. pension) som specialkonsulent på kr. 556.014 årligt samt funktionstillæg på kr. 32.554 årligt og et departementstillæg på 24.662 årligt svarende til en årsløn på i alt kr. 724.040 inkl. pension (18,07 % i pensionssats). Der vil derudover være mulighed for evt. tildeling af kvalifikationstillæg med udgangspunkt i relevant erfaring og kompetence.

Under udsendelsen får du endvidere et skattefrit udetillæg fastsat i henhold til leveomkostningerne på posten, som beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. familiesammensætning. Der stilles umøbleret tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. forflyttelsesrejse, flytning, sundhedsforsikring, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du bliver sikkerhedsgodkendt. Gennemførelse af online anti-korruptionskursus og basic security er obligatorisk for den succesfulde kandidat, det samme er en række online compliancekurser fastsat af ambassaden.

Ansøgning

Ansøgningsfristen er den 24. november 2025, kl. 12.00 (dansk tid).

Mercuri Urval deltager i processen ved at facilitere rekrutteringsprocessen generelt samt gennemføre personlighedstest og testinterviews med de udvalgte kandidater og deltage i det endelige interview.

Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingerne.

Om os

Udenrigsministeriets mission er at arbejde for Danmarks interesser og værdier i forhold til omverdenen på en måde, der fremmer danskernes frihed, tryghed og velstand samt en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle. I Udenrigsministeriets vision indgår, at vi skal være bredt respekteret som en kompetent, effektiv, udadvendt og serviceorienteret virksomhed, og at vi skal være en attraktiv og idéskabende arbejdsplads, der sikrer stor medarbejdertilfredshed og målrettet kompetenceudvikling. Vi har som fælles værdier, at vi som enkeltpersoner og organisation arbejder på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde. Alle ledige stillinger i Udenrigsministeriet kan findes på www.um.dk.

Log ind