Sektorrådgiver til den danske ambassade i Kenya – Miljø/Vand
Er du klar til at gøre en forskel for bæredygtig udvikling i Kenya?
Sektorrådgiver – Miljø & Vand (Nairobi) Vil du drive og videreudvikle det dansk‑kenyanske myndighedssamarbejde om vand sammen med Miljøstyrelsen? Som sektorrådgiver får du ansvar for projektstyring, netværksopbygning og faglige aktiviteter med lokale og internationale partnere med fokus på grundvandskortlægning/-beskyttelse, naturbaserede løsninger, spildevand og indsats mod forurening. Du skal desuden planlægge og gennemføre delegationsbesøg, seminarer og workshops, styre projektet og rapportere til både lokale og danske myndigheder, samt bygge netværk på tværs af Kenya og Danmark. Du bliver en del af et engageret team på ambassaden og bidrager til både udviklingssamarbejde og handelsfremme.
Læs mere om stillingen
her.
Ansættelsesvilkår Som sektorrådgiver er du ansat af Udenrigsministeriet, placeret på den danske ambassade i Kenya og indgår i ambassadens personale. Du får en tidsbegrænset ansættelse fra udsendelsesdatoen. Udsendelsesperioden vil typisk være 3-4 år.
Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til AC-overenskomsten i staten. Alle tal er angivet i aktuelt niveau (november 2025). Du vil få en basis-løn (ekskl. pension) som specialkonsulent på kr. 563.242 årligt samt funktionstillæg på kr. 32.977 årligt og et departementstillæg på kr. 24.983 årligt svarende til en årsløn på i alt kr. 733.453 inkl. pension (18,07 % i pensionssats). Der vil derudover være mulighed for evt. tildeling af kvalifikationstillæg med udgangspunkt i relevant erfaring og kompetence.
Under udsendelsen får du endvidere et skattefrit udetillæg fastsat i henhold til leveomkostningerne på posten, som beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. familiesammensætning. Der stilles umøbleret tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. forflyttelsesrejse, flytning, sundhedsforsikring, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du bliver sikkerhedsgodkendt.
Ansøgningsprocedure Ansøgningsfristen er den 19.01.2026. Kl. 12.00 (dansk tid).
NIRAS deltager i processen ved at facilitere rekrutteringsprocessen generelt samt gennemføre personlighedstest og testinterviews med de udvalgte kandidater og deltage i det endelige interview.
Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingerne.
Om os Udenrigsministeriets mission er at arbejde for Danmarks interesser og værdier i forhold til omverdenen på en måde, der fremmer danskernes frihed, tryghed og velstand samt en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle. I Udenrigsministeriets vision indgår, at vi skal være bredt respekteret som en kompetent, effektiv, udadvendt og serviceorienteret virksomhed, og at vi skal være en attraktiv og idéskabende arbejdsplads, der sikrer stor medarbejdertilfredshed og målrettet kompetenceudvikling. Vi har som fælles værdier, at vi som enkeltpersoner og organisation arbejder på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde.