Sektionsleder til udviklingen af fremtidens nationale sundhedsdatainfrastruktur

fuldtid
Sektionsleder til udviklingen af fremtidens nationale sundhedsdatainfrastruktur
  • Sundhedsdatastyrelsen
  • Ørestads Boulevard 5, 2300 København S.
Vil du gøre en forskel for patienter, sundhedsprofessionelle og forskere ved at lede udviklingen af it-løsninger for sikker adgang til sundhedsdata? Så søger vi en leder til en ny sektion med fire agile teams og fokus på bedre brugeroplevelser.

Om programorganisationen
I programorganisationen har vi ansvaret for at realisere en fællesoffentlig vision, som skal gøre det lettere og sikkert at få adgang til sundhedsdata til forskning og innovation, så ny viden kan omsættes til bedre behandling, styrket folkesundhed og i sidste ende - redde liv.

Programorganisationen blev etableret i foråret 2025 og er siden da løbende udvidet med interne og eksterne ressourcer. I programmet er vi flere forskellige fagligheder, og for at kunne levere på de organisatoriske og tekniske løsninger i programmet, etablerer vi nu to sektioner:

  • Programsekretariat
  • Udvikling af hubinfrastruktur
Som sektionsleder får du ansvaret for den ene af de to nye sektioner og for at sikre et stærkt samarbejde både internt i programmet, med kollegaer i styrelsen og med mange af programmets eksterne interessenter.

Din hverdag hos os
Du bliver leder for sektionen ”Udvikling af hubinfrastruktur”, som vil bestå af fire agile teams og et mindre antal tværgående ressourcer, herunder en systemarkitekt. Sektionen får ansvaret for de tekniske løsninger, som skal understøtte ét nyt nationalt kontaktpunkt for adgang til sundhedsdata og den underliggende hubinfrastruktur. De fire teams arbejder med hhv. infrastruktur- og applikationsplatform, data og klassifikationer, forretningsfunktionalitet samt brugergrænseflade og selvbetjening. I løbet af 4. kvartal 2025 sammensættes de agile teams, og de ventes sammensat af 5-8 interne medarbejdere samt omkring 20 eksterne konsulenter.

Som sektionsleder får du en helt central rolle i at sikre leverancen af programmets tekniske løsninger, og at dine teams arbejder mod fælles mål. Du varetager den løbende dialog med leverandører knyttet til de tekniske løsninger i programmet, herunder opfølgning på fremdrift, forbrug og performance. Du får personaleansvar for de interne medarbejdere i din sektion, og du kommer til at have tæt og dagligt samarbejde med programmets fire product owners og tværgående ressourcer, så du kan sikre, at de tekniske beslutninger er i tråd med programmets mål. Samtidig kommer du til at indgå i programledelsen sammen med programchefen og lederen af programsekretariatet.

Samarbejdet mellem de to sektioner i programmet bliver meget tæt og gensidigt afhængigt. Kollegaer fra afdelingens anden sektion, Programsekretariatet, understøtter dig og din sektion med fx interessenthåndtering og projektledelse af programmets organisatoriske spor samt med PMO-funktion, så du kan fokusere på det, du er bedst til: at lede og koordinere et komplekst teknisk program, der gør en reel forskel.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Din specifikke uddannelsesbaggrund er ikke afgørende – dét, der virkelig tæller, er nedenstående erfaringer og kvalifikationer, som vi vægter vi højt:

  • Evnen til at lede og drive større it-udviklingsprojekter i et agilt set-up, fx fra tidligere roller som product manager eller teknisk projektleder.
  • Evnen til at kunne koble de tekniske og forretningsmæssige detaljer til større helheder, så du og dine teams får skabt sammenhængende løsninger, der rammer brugernes behov og understøtter programmets mål.
  • Evnen til at overvåge og agere i henhold til tekniske leverancer, risici og økonomi.
  • Evnen til at udvikle stærke leverandørsamarbejder, hvor du baseret på tillid og erfaringer kan håndtere både med- og modgangstider.
  • Evnen til klart at kommunikere tekniske beslutninger og status til både teknikere og ikke-teknikere på forskellige niveauer.
Det vil være et plus, hvis du har tidligere erfaring som personaleleder, men det er ikke en forudsætning. Dog er det afgørende, at du er motiveret af personaleledelse, og du skal kunne lede med både ”vilje” og ”hjerte”, så du formår både at sætte rammer og forventninger, men også evner at være i det svære sammen med dine teams og medarbejdere. Du skal evne at skabe tillid og kollegaskab mellem interne og eksterne ressourcer i dine teams. Samtidig skal du trives med at være eksponent for et godt samarbejde, og du skal kunne navigere trygt blandt mange interessenter.

Vi tilbyder
Du får en helt central rolle i udviklingen af organisatoriske og tekniske løsninger med stor samfundsmæssig betydning for sundhedsvæsnet.

Hos os er der plads til at være fagligt ambitiøs og samtidig have en fleksibel hverdag. Du får mulighed for hjemmearbejde, en uformel omgangstone og kolleger, der – med hver deres faglighed – værdsætter et godt og humørrigt samarbejde. Vores aktive personaleforening tilbyder blandt andet vinklub, tennis, yoga og fitness. Vi har central beliggenhed i København med gode transportmuligheder og fri parkering.

Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende relevante overenskomst.

Er du akademisk uddannet, bliver du ansat som chefkonsulent med personaleledelse.

Har du anden uddannelse bliver du ansat efter HK overenskomst og bliver indplaceret i løngruppe 5.

Kontakt os gerne
Har du spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingschef Jacob Hartmann Sørensen på tlf. 2974 2326 eller mail jahas@sundhedsdata.dk

Er du interesseret?
Klik på "Søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis senest d. 5. oktober 2025.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 41-43.

Sundhedsdatastyrelsen har røgfri arbejdstid og et røgfrit campus.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk baggrund.

Log ind