Sektionsleder til programsekretariat for bedre brug af sundhedsdata

fuldtid
Sektionsleder til programsekretariat for bedre brug af sundhedsdata
  • Sundhedsdatastyrelsen
  • Ørestads Boulevard 5, 2300 København S.
Vil du gøre en forskel for patienter, sundhedsprofessionelle og forskere ved at lede et programsekretariat, der sikrer bedre og sikker adgang til sundhedsdata? Så søger vi en leder til en ny sektion med tværgående og organisatoriske opgaver.

Om programorganisationen
I programorganisationen har vi ansvaret for at realisere en fællesoffentlig vision, som skal gøre det lettere og sikkert at få adgang til sundhedsdata til forskning og innovation, så ny viden kan omsættes til bedre behandling, styrket folkesundhed og i sidste ende - redde liv.

Programorganisationen blev etableret i foråret 2025 og er siden da løbende udvidet med interne og eksterne ressourcer. I programmet er vi flere forskellige fagligheder, og for at kunne levere på de organisatoriske og tekniske løsninger i programmet, etablerer vi nu to sektioner:

  • Programsekretariat
  • Udvikling af hubinfrastruktur
Som sektionsleder får du ansvaret for den ene af de to nye sektioner og for at sikre et stærkt samarbejde både internt i programmet, med kollegaer i styrelsen og med mange af programmets eksterne interessenter.

Din hverdag hos os
Du bliver leder for den nye sektion ”Programsekretariat”, som ventes at bestå af ca. 2-4 interne medarbejdere og 2-3 faste eksterne konsulenter. Sekretariatet har desuden tilknyttet 8-10 kollegaer, som kommer med dyb faglig viden og andre kompetencer, som er nødvendige for sekretariatets samlede opgavevaretagelse, og som personalemæssigt er forankret i øvrige dele af Sundhedsdatastyrelsen og i landets regioner.

Du kommer til at indgå i programledelsen sammen med programchefen og lederen af sektionen Udvikling af hubinfrastruktur. Dit programsekretariat har ansvaret for de tværgående og organisatoriske spor i programmet. De tværgående opgaver omfatter bl.a. PMO-funktion, program- og økonomistyring, juridiske og compliance-relaterede opgaver, koordination og udarbejdelse af materiale til programledelse, styregruppe mv., interessenthåndtering, leverandørstyring på diverse specialistopgaver samt projektledelse af programmets organisatoriske spor. Som eksempel på et af disse organisatoriske spor kan nævnes etableringen af en ny sagsbehandlingsenhed i et nyt nationalt kontaktpunkt for adgang til sundhedsdata.

For at lykkes succesfuldt med opgaverne kræves et godt og struktureret samarbejde både internt i programorganisationen, med øvrige kollegaer i Sundhedsdatastyrelsen og ministeriet samt med eksterne interessenter. Som sektionsleder for programsekretariatet får du en helt central rolle heri, hvor du gennem din faglige og personalerettede ledelse skal være garant for at binde de mange tråde sammen i hverdagen.

Kollegaer fra afdelingens anden sektion, Udvikling af hubinfrastruktur, varetager programmets tekniske leverancer. Samarbejdet mellem sektionerne bliver meget tæt og gensidigt afhængigt.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Din specifikke uddannelsesbaggrund er ikke afgørende – dét, der virkelig tæller, er nedenstående erfaringer og kvalifikationer, som vi vægter vi højt:

  • Evnen til at kunne varetage en kompleks ledelsesopgave, hvor du er tydelig, og hvor dit faglige ledelsesansvar spænder bredt fra administrative og organisatoriske opgaver til mere fagspecifikke opgaver.
  • Evnen til at agere daglig sparringspartner for alle i programorganisationen, inkl. programchefen.
  • Evnen til gennem god procesforståelse at levere ledelsesbetjening og beslutningsoplæg på højeste niveau, fx fra tidligere roller i eller som leder for sekretariater i større organisationer.
  • Evnen til at styre fremdrift i leverancer og økonomi for egen sektion og følge op på tværs af det samlede program.
  • Evnen til at planlægge og gennemføre kommunikationsaktiviteter og interessenthåndtering.
  • Evnen til at skabe gode relationer internt i styrelsen og til nøgleaktører uden for egen organisation.
Tidligere erfaring som personaleleder vil være et stort plus. Særligt er det afgørende, at du er motiveret af personaleledelse, og du skal kunne lede med både ”vilje” og ”hjerte”, så du formår både at sætte rammer og forventninger, men også evner at være i det svære. Du skal evne at skabe tillid og kollegaskab mellem interne og eksterne ressourcer i dit sekretariat. Samtidig skal du trives med at være eksponent for et godt samarbejde, og du skal kunne navigere trygt blandt mange interessenter.

Vi tilbyder
Du får en helt central rolle i udviklingen af organisatoriske og tekniske løsninger med stor samfundsmæssig betydning for sundhedsvæsnet.

Hos os er der plads til at være fagligt ambitiøs og samtidig have en fleksibel hverdag. Du får mulighed for hjemmearbejde, en uformel omgangstone og kolleger, der – med hver deres faglighed – værdsætter et godt og humørrigt samarbejde. Vores aktive personaleforening tilbyder blandt andet vinklub, tennis, yoga og fitness. Vi har central beliggenhed i København med gode transportmuligheder og fri parkering.

Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende relevante overenskomst.

Er du akademisk uddannet, bliver du ansat som chefkonsulent med personaleledelse.

Har du anden uddannelse bliver du ansat efter HK overenskomst og bliver indplaceret i løngruppe 5.

Kontakt os gerne
Har du spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingschef Jacob Hartmann Sørensen på tlf. 2974 2326 eller mail jahas@sundhedsdata.dk

Er du interesseret?
Klik på "Søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis senest d. 5. oktober 2025.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 41-43.

Sundhedsdatastyrelsen har røgfri arbejdstid og et røgfrit campus.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk baggrund.

Log ind