Vil du gøre en forskel for studerende og forskere gennem overordnet ledelse af spændende projekter, og være med til at skabe fremtidens universitetsfaciliteter? I Bygninger Søndre, der er en del af Campusadministration Søndre, søger vi en leder, der med både fagligt og menneskeligt overskud kan lede enheden på Amager. Du vil stå i spidsen for et dedikeret team af dygtige medarbejdere med hver deres område og ekspertise. Teamet består af 6 medarbejdere der til sammen spænder over både bygningsfaglige og administrative kompetencer.
Du får et stort medansvar for universitetets fysiske rammer, hvor drift, renovering og vedligeholdelse skal sikre optimale forhold for forskere, studerende, undervisere og administrative medarbejdere.
Bygninger Søndre er den afdeling der er tættest på brugerne i projekter der enten er forankret lokalt, eller i den centrale bygningsafdeling på universitetet. Det er derfor dit ansvar at sikre den gode proces, hvor brugerne føler at der er taget hånd om hele processen, og intet er udeladt. Det er dét enheden og den øvrige del af Bygninger Søndre måles på.
I Bygninger Søndre bliver du en del af en uformel, samarbejdsorienteret kultur, hvor hjælpsomhed, godt humør og høj faglighed går hånd i hånd. Vi servicerer og skaber de bedste miljøer til livet på campus.
Din arbejdsplads vil være på Søndre Campus, hvor du bliver en del af Bygninger Søndre på i alt 40 ansatte. Området spænder over 125.000 m2 og rummer ca. 1.000 ansatte og 15.000 studerende. Du refererer til campuschefen som du vil få et nært samarbejde med. Sammen vil i løbende afstemme retning og fokus, og i fællesskab sikre de bedste løsninger for brugerne. Derudover deltager du i ledelsesteamet sammen med tre øvrige sektionsledere og en teamleder. Du vil indgå med en vigtig rolle og mandat i tværgående ledelsesfora, hvor chefer og ledere for de øvrige områder, Nørre og Frederiksberg+, mødes og drøfter forhold på tværs. Du vil jævnligt mødes med stabscheferne på fakulteterne i forhold til at tage temperaturen samt drøfte udfordringer og ønsker fra de forskellige hjørner af campusområdet.
Du vil stå for personaleledelse og faglig udvikling af dit team. Du vil have ansvaret for planlægning og gennemførelse af bygge- og vedligeholdelsesprojekter, overblik og sammenhæng i projektporteføljen i forhold til både tidsplan og økonomi, samt stå for opfølgning og kommunikation med interessenter på alle niveauer - fra brugere og ledelse til myndigheder, rådgivere og KU's centrale byggeafdeling hvorfra større projekter forankres.
Et eksempel på et større projekt der er i planlægningsfasen, er SAMF til Søndre. Projektet går ud på at få flyttet Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og dets institutter fra City til Søndre Campus, og få fakultetet integreret i bygningsmassen. Projektet er meget omfattende og vil trække både på centralt og decentralt mandskab.
Vi søger en dygtig leder der: - Har en byggefaglig uddannelse og gerne en projektlederuddannelse (fx IPMA 8)
- Har bred erfaring med ledelse af medarbejdere og komplekse byggeprojekter
- Har stærkt overblik og forståelse for byggeriets faser og processer - og kan sikre sammenhæng og fremdrift i en større portefølje med mange afhængigheder, interessenter, deadlines, hensyn, benspænd og afledte opgaver
- Kommunikerer klart og engagerende - både skriftligt og mundtligt, også på engelsk
- Trives i en rolle med ansvar for sager med kompleksitet og stort samarbejdspotentiale
- Finder sig tilpas med at arbejde i en politisk styret organisation, der i foråret 2025 har gennemgået en administrativ reform, hvor det må forventes, at nogle snitflader og samarbejdsrelationer ikke er helt på plads.
Vi tilbyder: - En stilling med stort ledelsesansvar og mulighed for at sætte tydelige aftryk på en arbejdsplads i konstant udvikling, hvor du er tæt på både drift og strategi i en tillidsfuld kultur med høj samarbejdsånd
- Muligheder for faglig og personlig udvikling
- En afvekslende arbejdsdag, hvor du får brug for både gå-på-mod, overblik og humor
Hvis du har en akademisk uddannelse, vil ansættelsen ske som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten. Har du en anden baggrund end en akademisk uddannelse, ansættes du i henhold til Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og ITmedarbejdere (HK/stat).
Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer. Den ugentlige arbejdstid tilstræbes gennemsnitligt at være på 37 timer. Vi ønsker stillingen besat senest den 1. februar 2026.
Yderligere oplysninger: Kan fås ved kontakt til campuschef Morten Eriksen tlf. 40477385 e-mail:
moe@adm.ku.dk Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.