Sektionsleder for Drift og Planlægning samt Driftscenter søges til Præhospitalt Center

fuldtid
Sektionsleder for Drift og Planlægning samt Driftscenter søges til Præhospitalt Center
  • Region Sjælland
  • Ringstedgade 37, 4700 Næstved

Pr. 1. marts 2026 bliver en stor del af Den Nære Sundhedsvæsens aktiviteter og medarbejdere en del af Præhospitalt Center. Det betyder 600 flere medarbejdere i Præhospitalt Center. Der søges en sektionsleder til Drift og Planlægning samt Driftscenter. En leder, der, sammen med to lederkolleger og Logistik og Planchefen, skal udvikle de nye arbejdsfællesskaber som Logistik, Drift og Planlægning, Driftscenter og Vaccination er sammensat af. En leder, der forventes at bidrage til det faglige fokus, udvikling og kvalitetssikring af opgaveløsningen samt et godt arbejdsmiljø. Er det dig?


Logistik, Planlægning og Driftscenter, Vaccination
Det er en ny afdeling, som består af i alt 35 ansatte heraf to sektionsledere samt en Logistik og Planchef. Afdelingen er opdelt i tre teams, hvoraf det ene team er sammensat af to arbejdsfællesskaber: Drift og Plan samt Driftscenter; det er her vi har brug for dig som sektionsleder. Drift og Plan varetager langtids- og ferieplanlægning, byt af vagter, uddannelsesplanlægning mm. Driftscenteret står for den daglige korttidsplanlægning og håndterer indmeldinger om fejl og mangler på køretøjer og udstyr. Driftscentret er primær indgang for det udekørende personale og har en central rolle i at få den daglige drift til at fungere stabilt og effektivt.

De to øvrige teams beskæftiger sig med Logistik og Vaccination. Her sidder dine to nærmeste sektionslederkolleger.

Afdelingen løser opgaver inden for logistik, planlægnings- og driftsunderstøttende funktioner både i dag- og vagttjeneste i Præhospitalt Center, herunder for Ambulance Sjælland, AMK-Vagtcentral, Hjemmebehandling, Lægevagt og Vaccinationsindsats.

Dig!
Du er uddannet leder og har solid ledererfaring fra lignende funktioner. Du brænder for personaleledelse, der følger med en stor organisation, så du kan stå fagligt i front for vores dygtige medarbejdere på området. Funktionerne består af 19 dygtige og erfarne vagtplanlæggere og driftsvagter med speciale indenfor driftsforståelse, problemløsning, optimering og planlægning.

Du har ambitioner om at lede specialister, med den anerkendelse og respekt der kræves, kan opnå følgeskab fra medarbejderne og er optaget af at bedrive nærhedsledelse i dagligdagen. Du har ledelsesmæssig og personlig ballast til at sikre, at teamet yder solid service til organisationen og dermed bidrager til et engagement i forhold til at udvikle opgaveløsningen, og sikre prioriteringen af Præhospitalt Centers mange opgaver.

Du kan indgå i et ledelsesteam, som vil kendes for at stå ”skulder ved skulder” og evner at supplere hinanden ved at bringe hinandens styrker, kompetencer og ressourcer i spil. Du skal motiveres af at udvikle dig med din ledelsesopgave.

Vi vægter ledelseserfaring og erfaring med vagtplanlægning højt i denne stilling, da du dermed kan bidrage til den daglige opgaveløsning gennem afklaring, rammer og retningslinjer, som vil understøtte medarbejdernes arbejde. Vi ønsker, at du har flair for at løse driftsudfordringer, som opstår i en omskiftelig hverdag. Vi forventer, at du vil være rammesættende og sikre inddragelse af medarbejdernes forslag til udvikling af området.

Du bliver en vigtig medspiller i afdelingen og garant for, at kollegaerne i øvrige afdelinger i Præhospitalt Center oplever god, solid, driftssikker understøttelse 365 dage om året.

Gensidig forventning
Vi er midt i en ny politisk virkelighed, som forventeligt giver os rigtig mange nye opgaver, der skal løses for at understøtte det præhospitale område i Region Sjælland. Du skal, sammen med Logistik og Planchefen og de to øvrige ledere, lede kulturarbejdet: I dannelsen og udviklingen af nye arbejdsfællesskaber. En glidende proces, som sikrer, at vi har alle med. Vi skal sammen styrke opgaveløsningen i afdelingen Logistik og Planlægning samt Vaccination med blikket stift rettet på det, som virker i dag: Arbejdsglæde, psykologisk tryghed, det gode arbejdsmiljø samt en uformel tone med plads til sjov og højt til loftet. Du skal kunne se dig selv i PHC´s værdier som er: Engagement, Anerkendelse, Professionalisme og Handlekraft. Ordentlighed, ligeværdighed og nysgerrighed er bærende elementer, med relationel koordinering som et vigtigt element for at opnå gode løsninger. Over hele området hviler princippet om at kunne levere understøttelse til at opretholde sikker drift hele vejen rundt i organisationen.

Du skal have en grundlæggende tro på, at det er gennem arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø for dig selv og vores kolleger, at vi sammen bliver bedre.

I det nære ledelsesfællesskab har du to lederkolleger i afdelingen og selvfølgelig med Logistik og Planchefen i ryggen. Derudover står den samlede ledelse i Præhospitalt Center altid til rådighed for det gode samarbejde om at løse kerneopgaven.

Har du lyst til at søge?
…så skal du med afsæt i ”Hvorfor” skrive din ansøgning. Hvorfor har du lyst til at søge? Hvorfor vil du være leder af Drift og Planlægning samt Driftscenter i Præhospitalt Center? Hvorfor skal du være vores nye kollega? Spørgsmålet afklarer om en stilling som leder i Drift og Planlægning samt Driftscenter er det rette for dig. Og spørgsmålet giver samtaleudvalget mulighed for at læse, hvad du gør dig af tanker for dit fremtidige virke som vores kollega.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Det praktiske!
Du vil have ansættelsessted i Præhospitalt Center, Ringstedgade 37 i Næstved.

Ansættelsen er fra den 1. maj 2026. Der er ansøgningsfrist den 3. marts 2026 og vi afholder samtaler den 9. marts 2026. Evt. 2. samtaler afholdes den 12. marts 2026.

Du er velkommen til at ringe til Logistik og Planchef Dorthe Fischer Mathiesen tlf. 29 21 31 01 eller sende en mail på dml@regionsjaelland.dk for spørgsmål til stillingen. Du kan rekvirere Stillings- og Funktionsbeskrivelse på phc@regionsjaelland.dk.

Bliv en del af noget større
Præhospitalt Center favner alle regionale ansatte, der arbejder med det præhospitale område. Det inkluderer Befordringsservice; AMK-vagtcentral; Ambulance Sjælland; Kvalitet, Uddannelse og Beredskab; Administrationen; Hjemmebehandling; Logistik og Planlægning; Lægevagten, Vaccinationsindsatsen samt den præhospitale forskningsenhed.

Når du arbejder i Præhospitalt Center, indgår du i et team af dygtige og passionerede kolleger. Du får en hverdag, hvor flere forskellige fagligheder arbejder for et stærkt regionalt akutberedskab – heriblandt læger, sygeplejersker, ambulancefolk og patienttransport-reddere, dispatchere samt befordringsservice. Sammen skaber vi et godt, udviklende og uformelt arbejdsmiljø med fokus på arbejdsglæde og psykologisk tryghed.

Vores vigtigste opgave er at sikre Region Sjælland professionel præhospital kvalitet inden for akutberedskab, befordring og uddannelse – i et innovativt og anerkendende perspektiv med borgeren i centrum.

Dagligdagen i Præhospitalt Center kan være meget omskiftelig med uforudsigelige opgaver. Tag gerne et kig på vores Facebook- og LinkedIn-profil, hvor du kan følge med i hverdagen i Præhospitalt Center.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 21.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.

Log ind