Sektionsleder, 37 timers ansættelse, Ambulance Sjælland, Område Midt med hovedbase i Ringsted

fuldtid
Sektionsleder, 37 timers ansættelse, Ambulance Sjælland, Område Midt med hovedbase i Ringsted
  • Region Sjælland
  • Industriparken 15, 4100 Ringsted

Sektionsleder i Ambulance Sjælland, Præhospitalt Center – vær med til at sætte retningen for fremtidens ambulancetjeneste!
Har du lyst til at stå i spidsen for en af Region Sjællands mest meningsfulde og spændende opgaver? Som sektionsleder i Ambulance Sjælland bliver du en central drivkraft i at udvikle en nyere ambulancetjeneste – i tæt samarbejde med din duomakker og et stærkt, ambitiøst lederteam.
Vi søger dig, der enten har solid ledererfaring eller mærker, at du er klar til at tage det næste skridt i din lederrejse. Har du kendskab til det præhospitale område, er det et plus – men vigtigst er din nysgerrighed, dit engagement og din lyst til at skabe en arbejdsplads, hvor både borgere og medarbejdere får den bedst mulige oplevelse.

HVAD er opgaven?
Præhospitalt Center hjemtog halvdelen af ambulancetjenesten i Region Sjælland den 1. februar 2024. Vi er således en ny og spirende organisation, hvor du får stor mulighed for at påvirke retning og kultur.
Ambulance Sjælland består af 16 baser fordelt i den østlige og sydlige del af Sjælland, på Falster og Lolland.
Sektionslederkredsen består for nuværende af otte ledere.
Du vil indgå i duo-ledelse med sektionsleder Anders Verdelin. Sammen er I ansvarlige for baserne i Område Midt, som ligger i henholdsvis Ringsted, Haslev, Præstø, Vordingborg og Stege. Du vil desuden indgå i den samlede sektionslederkreds sammen med ambulancechefen og ambulancesouschefen.
Som sektionsleder er du først og fremmest personaleleder for basens ambulancepersonale og personalet på de liggende patienttransporter samt en funktionsansvarlig, som dels arbejder operativt og dels er ressortansvarlig for kvalitetsområdet i Ambulance Sjælland. Du er medansvarlig for kvalitet og patientsikkerhed, uddannelse af dine medarbejdere, hygiejne samt akkreditering, og du vil indgå i den lokale beredskabsstab.

Det er forventningen, at du som personaleleder vil varetage årlige MUS, afholde feriemøder, indberette sygdom og gennemføre omsorgssamtaler samt afholde ansættelsessamtaler – nogle gange alene, andre gange sammen med din duomakker.
Alle sektionsledere har udvalgte ressortområder, de er særligt ansvarlige for. Du vil også få hovedansvaret for et ressortområde, som udpeges i samarbejde med souschefen, som du ligeledes vil have sparring med. Du skal derudover forvente at være medansvarlig for andre relevante ressortområder.

I har som duo-ledelse stor indflydelse på udviklingen af Ambulance Sjælland – både lokalt på jeres baser og i forhold til Præhospitalt Center, som vi dels er forankret under, dels har tæt samarbejde med på vigtige områder som Drift og Planlægning samt Kvalitet og Uddannelse, og dels har som myndighed. Det kræver gensidig sparring, som du skal være klar på at give og modtage. Du skal også være parat til at blive udfordret på "vi plejer" – det er nødvendigt for, at vi sammen kan udvikle os.

Du skal have en iboende interesse for ledelsesudvikling og have en grundlæggende tro på, at det er gennem arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø – for dig selv og dine medarbejdere – at du kan være med til at rykke Ambulance Sjælland ind i fremtiden.

Vores grundværdier er: Anerkendelse, Engagement, Handlekraft og Professionalisme. Uden handling bag disse værdier er de blot ord. Det forventes således, at du kan omsætte ord til handling, så værdierne integreres i det daglige arbejde og bliver til gavn for dig selv, dine kolleger, medarbejdere – og naturligvis de borgere, der har brug for vores hjælp. Du vil ikke være operativ, men det forventes, at du fra tid til anden tager med ud og kører, så du ved, hvad der rører sig hos dine medarbejdere.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til ambulancechef Rasmus Rydahl på 40 15 81 10 eller sende en mail til rary@regionsjaelland.dk.

HVOR vil du have arbejdsplads?
Du vil have arbejdsplads i Område Midt. Der er kontor på Ringsted-basen. Det forventes, at du har fremmøde på alle baser løbende – også på dem, hvor din duomakker er primær leder, så personalet kender jer begge.
Der er jævnligt mødeaktivitet i Præhospitalt Center i Næstved, ligesom du skal påregne, at der kan være sektionsledermøder på Ambulance Sjællands forskellige baser i regionen.

Kørekort B er et krav. Der vil være tjenestebil til rådighed på din ansættelsesbase, som anvendes til kørsel mellem baserne og ved ekstern mødeaktivitet. Tjenestebilen må ikke anvendes til privat kørsel.

HVORDAN og HVORLEDES bliver det i praksis?
Vi er stadig i opstartsfasen, men samtidig i en kommende sammenlægningsfase mod et samlet Region Øst, og det vil vi være i en rum tid endnu. Der er således masser af opgaver, vi arbejder og udvikler på – i ledelsen alene og sammen med medarbejderne.
Vi er stadig midt i en spændende forandringsproces, hvor vi sammen arbejder på at skabe en ny kultur og et stærkt fællesskab i Ambulance Sjælland. Det betyder, at der stadig udfordres gamle vaner, og at vi hele tiden lærer og finder nye veje – noget, du skal have lyst til at være en aktiv del af.
Hos os bliver du en del af en arbejdsplads i bevægelse, hvor nysgerrighed, mod og læring er en naturlig del af hverdagen. Og mens vi bygger nyt, har vi blikket rettet mod fremtiden: et sted, hvor vi sammen skaber rammerne for en arbejdsplads præget af arbejdsglæde, psykologisk tryghed og et stærkt arbejdsmiljø – båret af fællesskab mellem ledere og medarbejdere.

For at komme i betragtning til stillingen er det en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes.
Du ansættes på HK-lederoverenskomst. Du indgår i Ambulance Sjællands driftsvagt ca. hver 8. uge. Der er separat aflønning af dette.

Vi slutter med HVORFOR?
Egentlig bør vi altid starte med HVORFOR! Så spørg dig selv:
HVORFOR har du lyst til at søge?
HVORFOR er du den rette kandidat?
HVORFOR skal du være vores nye kollega og sektionsleder?
Det er disse ’HVORFOR’er’, du skal skrive i den ansøgning, du selvfølgelig sender – så du bliver afklaret med, at en stilling som sektionsleder i Ambulance Sjælland er det rette for dig, og så vi kan læse, hvad du gør dig af tanker for dit fremtidige virke som vores kollega.

Ansøgningsfristen er 3. oktober 2025, og der vil blive afholdt samtaler i uge 41.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Bliv en del af noget større
Præhospitalt Center favner alle regionale ansatte, der arbejder med det præhospitale område. Det inkluderer Befordringsservice; AMK-vagtcentral; Ambulance Sjælland; Kvalitet, Uddannelse og Beredskab; Administrationen samt den præhospitale forskningsenhed.

Når du arbejder i Præhospitalt Center, indgår du i et team af dygtige og passionerede kolleger. Du får en hverdag, hvor flere forskellige fagligheder arbejder for et stærkt regionalt akutberedskab – heriblandt læger, sygeplejersker, ambulancefolk og patienttransport-reddere, forskere, dispatchere samt befordringskonsulenter. Sammen skaber vi et godt, udviklende og uformelt arbejdsmiljø med fokus på arbejdsglæde og psykologisk tryghed.

Vores vigtigste opgave er at sikre Region Sjælland professionel præhospital kvalitet inden for akutberedskab, befordring og uddannelse – i et innovativt og anerkendende perspektiv med borgeren i centrum.

Dagligdagen i Præhospitalt Center kan være meget omskiftelig med uforudsigelige opgaver. Tag gerne et kig på vores Facebook- og LinkedIn-profil, hvor du kan følge med i hverdagen i Præhospitalt Center.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 21.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.

Log ind