Sektionschef til Enterprise Arkitektur i Forsvaret på Østerbro

fuldtid
Sektionschef til Enterprise Arkitektur i Forsvaret på Østerbro
  • Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen ved Svanemøllens KAS
  • Ryvangs Alle 1, 2100 København Ø
Den digitale og operative transformation af Forsvaret er i gang. Har du ledererfaring og er du Enterprise Arkitekt, så har du her muligheden for at blive en del af vores chefgruppe.

Om os
Transformation er tidskritisk, og indebærer en teknologisk, digital og datacentrisk modernisering og organisering af hele Forsvarsministeriets koncern. Vi er derfor nu ved at opbygge en ny koncernfælles programorganisation – Program Digital og Operativ Transformation (DOT) ved Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelse. DOT er i Forsvarsministeriets koncern overordnet ansvarlig for at bygge fremtidens digitale og datacentriske forsvar og skal desuden forestå den digitale og operative transformation.

Vores DOT organisation er etableret på baggrund af en række analyser og anbefalinger, der viser behov for en teknologisk opdatering af eksisterende datainfrastruktur. Vi i DOT skal sikre, at Forsvaret i fremtiden kan gennemføre Multi Domain Operations på tværs af de fem operative domæner.

Forsvaret skal fremadrettet arbejde mere datacentrisk end i dag, med det mål at relevante data kan danne grundlag for hurtigere, bedre og konsoliderede beslutninger drevet af data.

Cybersikkerhed er fundamentet for, at Danmark kan indsamle, berige, benytte og dele data med allierede. Af denne årsag har vi behov for at transformere, hvordan cybersikkerhed designes og indgår i initiativer.

NATO og dansk forsvar står foran en omfattende digital og operativ transformation for at kunne imødegå fremtidens udfordringer. Den sikkerhedspolitiske situation og særligt Ruslands ageren i Ukraine gør denne transformation endnu mere nødvendig.

Om stillingen
Vi søger en kompetent og erfaren sektionschef til vores nye team af Enterprise Arkitekter. Det er os som udstikker de overordnede rammer og strategier, som skal sikre, at Forsvarets operative behov, og Forsvarets IT går op i højere enhed.

Der skal skabes en sammenhængende arkitektur, samt fælles tilgang til arbejdet med digitalisering på tværs af koncernen. Dette i samarbejde med nationale såvel som internationale (NATO) partnere på tværs af grænser og domæner.

Formålet er at sikre, at Forsvarets data og løsninger virker sikkert sammen, og skaber operativ effekt i fred, krise og krig.

Du vil skulle indgå i samt videreudvikle dit team, der vil udgøre den faglige ekspertise indenfor Enterprise Arkitektur, og du får dermed en særdeles vigtig position i organisationen.

Du vil som sektionschef skulle kunne indgå i tværfaglige samarbejder, og være i stand til at støtte den digitale udvikling inden for de fem domæner land, luft, maritim, cyber, space, samt resten af koncernen.

Du vil som sektionschef få ansvaret for drift, vedligeholdelse og videreudvikling koncernens målarkitektur, der danner det digitale fundament for forsvarets digitale og operative transformation.

Vi forventer, at du har relevant ledererfaring og faglige kompetencer inden for Enterprise arkitektur, herunder at du har et bredt kendskab til teknologi.

Om dig
Vi forestiller vi os, at du har en relevant akademisk uddannelse, fx Bachelor i it-arkitektur og efterfølgende uddannelser fx Enterprise Arkitekt, Master ved Teknologisk Institut og certificeringer eller anden relevant uddannelse. Du har dokumen­teret erfaring med ledelse af højt specialiserede medarbejdere, fx fra et IT-leverandør-/konsulenthus, fra en arkitekturtung statslig organisation fx Forsvarsministeriets koncern eller lign.

Du har dokumenteret erfaring med Enterprise Arkitektur, herunder anvendelse af frameworks fx TOGAF og / eller NATO Architecture Framework (NAF).

Vi forventer, at du på et forretningsmæssigt niveau har erfaring med at designe og udvikle Enterprise Arkitektur og tilhørende Governance.

Du trives godt med ledelse, har et højt fagligt niveau, og stærke samarbejdsevner. Du har en positiv og konstruktiv tilgang til løsningen af dine opgaver, og du er god til at lede og indgå i et større team, som løser opgaverne sammen med dig.

Du trives generelt med et stort ledelsesmæssigt og selvstændigt ansvar, og du er vedholdende i forhold til at følge opgaver til dørs. Du holder hovedet koldt, og bevarer overblikket i tilspidsede situationer uden at give afkøb på din faglighed. Du er god til at kommunikere på både dansk og engelsk i skrift og tale. Du skal i et vist omfang (ca. 10-15 dage årligt) forudse rejseaktiviteter i stillingen både inden og uden for Danmark.

Ansættelsesvilkår
Bemærk, at denne stilling er slået op både civilt og militært.

Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Østerbro.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Glenn Jeilsø på telefon 2421 2228, og Vicedirektør for Digitalt Fundament Morten Christian Hvidberg på telefon 2328 7234, som du kan drøfte stillingerne med eller som kan henvise til den rette person.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen HR-konsulent Mie Jensen på telefon 3266 5394.

Ansøgningsfristen er den 25 november 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.



OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.

FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.

Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, medhovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.

Hjemmeside: forsvaret.dk/da/

Log ind