Sekretariatsleder til ungedrevet interesseorganisation

deltid
Sekretariatsleder til ungedrevet interesseorganisation
  • LANDSSAM AF HANDELSSKOLEELEVER

Brænder du for at skabe gode rammer for samarbejde og trivsel, og vil du være med til at styrke den demokratiske selvtillid for unge på landets handelsskoler? Så er du måske vores nye sekretariatsleder. 

Hvem er vi?

Vi er Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) – en ungedrevet organisation, der repræsenterer eleverne på landets handelsskoler. Vores organisation ledes af en bestyrelse og en daglig ledelse bestående af handelsskoleelever. På sekretariatet understøtter vi de unges arbejde og administrerer forskellige projekter. Vi sidder 3 ansatte, der styrer den daglige drift og understøtter de unges politiske og organisatoriske arbejde, samt 5 ansatte, der kører vores store fondsprojekter. Derudover er vores daglig ledelse, bestående af 3 unge, fuldtids frikøbt og har deres daglige gang på kontoret. Hos os er det de unge, der er fundamentet for organisationen, og vi arbejder hårdt for, at de unge politisk valgte får de bedste forudsætninger for at udvikle og repræsentere organisationen.

Hvad går jobbet ud på?

Som sekretariatsleder får du ansvaret for, at sekretariatet kører som det skal – både praktisk og menneskeligt. Du bliver den, der holder overblikket og sikrer, at alle arbejder i samme retning, selv om de arbejder med forskellige ting. Du understøtter både de ansatte og de politisk valgte i deres arbejde og sikrer det gode samarbejde. 

Dine opgaver kommer bl.a. til at være:

  • Understøttelse af den politiske ledelse: Sikre et godt samarbejde internt i ledelsen og mellem ledelsen og medarbejderne. Derudover bidrage med rådgivning til deres politiske og organisatoriske arbejde.

  • Ledelse af medarbejdere: Sikre at medarbejderne har de rette redskaber til at udføre deres opgaver og understøtte deres løbende udvikling, motivation og arbejdsglæde. 

  • Økonomi og administration: I samarbejde med bogholderen har du ansvaret for styring af økonomien og de administrative systemer. Herunder ansvar for tilskudsansøgninger og afrapporteringer. 

  • HR: Du har ansvaret for sikre gode arbejdsforhold og løbende opfølgning med medarbejderne. F.eks. timeregistrering, administration af ferie og afspadsering, barsel og andre overenskomstmæssige forhold. 

  • Fondsansøgning: Du skal løbende sikre, at der skaffes finansiering til nuværende og nye indsatser. Det kan være alt fra små ansøgninger til kampagner til store fondsansøgninger. 

  • Understøttelse af frivillige: Du skal hjælpe med at sikre et trygt og inkluderende fællesskab for de unge frivillige i organisationen.

  • Alt andet der lander på dit bord: Vi er en lille organisation og vi hjælper der, hvor behovet er. 

Hvem er du?

Vi leder efter en person, der ikke er bange for at tage ansvar - også når opgaverne er nye eller svære. Du skal kunne samle folk, skabe fælles retning og være god til at få det bedste frem i andre. Vi forestiller os, at du er:

  • Strategisk tænkende og god til at bevare overblikket

  • Nysgerrig, løsningsorienteret og har gåpåmod

  • Anerkendende og god til at lytte og støtte andre mennesker

  • Struktureret og god til at navigere i en hverdag med skiftende opgaver

  • At du går til dit arbejde med godt humør og energi også i pressede perioder

  • Har tillid til andre mennesker og en forståelse for forskellighed 

Vi forestiller os, at du har en god forståelse for foreningslivet og uddannelsespolitik.

Hvad tilbyder vi?

Vi tilbyder et job i en værdidrevet organisation, hvor der er plads til nytænkning og stor mulighed for at præge arbejdet selv. Vi er en arbejdsplads, der vægter fleksibilitet og det gode fællesskab højt. Det er vigtigt for os, at vi kan fejre sejrene sammen og hjælpe hinanden op, når tingene ikke går som planlagt.  

Stillingen som sekretariatsleder er en fast stilling på 30 timer om ugen. Lønnen er 30.000 kr. om måneden. Arbejdet foregår på vores kontor på Vibevej 31, 2400 København NV. 

Stillingen kræver fysisk fremmøde på kontoret, men med mulighed for lidt hjemmearbejde i stille perioder. 

Stillingen er med opstart 1. september 2025.

Lyder det som noget for dig?

I så fald hører vi meget gerne fra dig. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til nuværende sekretariatsleder Svea Krukow på 51 40 13 26 (læg gerne en besked, hvis du ikke kommer igennem første gang). CV og motiveret ansøgning sendes til  sekretariat@handelselever.dk 

Ansøgningsfristen er den 17. juni kl 23:59

Ansættelsessamtaler afholdes i uge 26.

I din ansøgning vil vi bede dig forholde dig til følgende spørgsmål:

  • Hvorfor mener du, at det er vigtigt, at unge er med i beslutningsprocesser?

  • Hvordan mener du, at man skaber en god arbejdsplads?

Vi glæder os til at høre fra dig!

Log ind