Er du en omgængelig og kompetent holdspiller, med sans for organisering, ledelse, servicering og et godt arbejdsmiljø? Trives du i et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø med stærke faglige profiler og et højt arbejdstempo? Har du sans og blik for at sikre den daglige drift i tæt samspil med alle interessenter?
Institut for Matematik og Datalogi (IMADA) søger en sekretariatsleder til at lede instituttets administrative funktioner. Som sekretariatsleder vil du spille en central rolle i at skabe den nødvendige sammenhæng mellem instituttets overordnede strategiske retning for forskning og uddannelse og den understøttende administrative drift.
Om stillingen
Sekretariatslederstillingen er en nyoprettet funktion: IMADA har gennem de seneste år været i kraftig udvikling hvad angår størrelse, forskningshøjde og strategisk betydning. Dette medfører et behov for større differentiering af administrativ understøttelse og øget strategisk medspil.
Som sekretariatsleder bliver du ansvarlig for den daglige ledelse af instituttets administrative team, som varetager opgaver inden for HR, uddannelsesadministration, indkøb, økonomi-, support- og kontorfunktioner. Du skal derfor have et godt overblik og facilitere et tæt samarbejde mellem dit team og instituttets medarbejdere og ledelse. Du vil være en del af instituttets ledelsesteam, indgå i instituttets ledelsesgruppe og bidrage til et godt samspil mellem administrativ understøttelse og overordnede strategiske initiativer. Du vil samtidig bidrage til, at teamet løser opgaverne effektivt og med høj grad af serviceorientering samt at identificere og forme nye administrative opgaver, når de opstår. Du forventes at bidrage aktivt til teamets opgaveløsning ved at påtage dig konkrete administrative opgaver efter behov. Du vil have ledelsesansvar for instituttets administrative medarbejdere og vil referere til institutlederen som nærmeste leder.
Ansættelse forventes på chefkonsulentniveau med ledelsesansvar med start snarest muligt.
Dine ansvarsområder:
Stå i spidsen for en løbende udvikling af instituttets administration for at sikre høj servicekvalitet og effektiv understøttelse af instituttets aktiviteter, herunder tilpasning til skiftende behov.
Understøtte et et godt arbejdsmiljø præget af tillid, frihed under ansvar og mulighed for personlig udvikling blandt personalet.
Understøtte arbejdsgange inden for HR, rekruttering, uddannelsesadministration, indkøb og administration af kontorlokaler, samt være bindeled til fakultetet og centraladministrationen.
Være instituttets primære kontaktperson for andre afdelinger, eksterne partnere og leverandører i forhold til administrative, økonomiske, indkøbs- og lokalemæssige spørgsmål.
Koordinere ressourceallokering indenfor administrationen og bidrage til udvikling af effektive arbejdsgange.
Have et godt overblik over instituttets løbende økonomi og i samarbejde med institutledelsen bidrage til den langsigtede budgetlægning.
Bidrage til instituttets strategiske udvikling med særlig vægt på administrationens understøttende rolle for forskning og uddannelse.
Være sparringspartner for institutledelsen i alle spørgsmål af ikke-faglig karakter.
Hvem er du?
Vi søger en person med visioner for et stærkt administrativt fundament for IMADA. Den ideelle kandidat har:
Ledelsespotentiale og evne til at motivere og udvikle teams.
En høj grad af empati, samt flair for og interesse i at opbygge og fastholde gode relationer.
Stærke kommunikations- og samarbejdsevner.
Evne til at engagere og samarbejde med stærke faglige profiler.
Et godt administrativt blik og erfaring med optimering af arbejdsgange.
Evne til at arbejde selvstændigt, proaktivt og løsningsorienteret.
Et positivt blik på administration og evne til at engagere medarbejdere.
Stærke digitale kompetencer og erfaring med relevante IT-systemer.
Flydende færdigheder i både dansk og engelsk, skriftligt og mundtligt.
Erfaring med at arbejde med ledelsesunderstøttelse samt fra et forsknings- og/eller uddannelsesmiljø vil være et plus.
Om IMADA og SDU
IMADA er et dynamisk akademisk miljø på SDU’s hovedcampus i Odense, med ca. 1000 studerende og 200 ansatte. Vores undervisning og forskning dækker datavidenskab, datalogi, kunstig intelligens, matematik, anvendt matematik og kvantecomputing. Vi har vores hovedsæde ved SDU i Odense, men er også til stede i Kolding, og er i gang med at opbygge vores nye campus i Vejle. Udover et højt forskningsniveau og en bred og relevant uddannelsesportefølge, er IMADA kendt for et godt arbejdsmiljø med et højt niveau af tillid, selvledende og engagerede medarbejdere og en velfungerende administration.
SDU er en moderne, internationalt orienteret institution, der arbejder for at løse globale udfordringer gennem akademisk frihed, kreativitet og inklusion. Det Naturvidenskabelige Fakultet er en førende forskningorganisation med en række prestigefyldte projekter og et dynamisk fællesskab.
Interesseret?
For yderligere information om stillingen kontakt venligst institutleder Martin Svensson på svensson@imada.sdu.dk eller +45 30625629.
Ansøgningsfrist er den 30. november 2025.
Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC.
Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.
Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format.
Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb.
Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.