Screeningsspecialist til højsikkerhedsbyggeri

fuldtid
Screeningsspecialist til højsikkerhedsbyggeri
  • Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Kastellet 30, 2100 København Ø
Brænder du for at rode med elektronik, kan du analysere og beskrive teknologiske opbygninger og gøre det forståeligt for andre - så er du lige dén, vi søger.

Som vores nye screeningsspecialist forventer vi, at du har en bred solid teoretisk og praktisk baggrund inden for elektronik og teknikområdet. Du har stor erfaring med at rode med og pille i teknik og elektronik. Du synes, at elektronik og teknik er spændende, du er engageret og motiveret, kan tænke ud af boksen og du er indstillet på at dele din viden og bidrage til løsningen af teamets opgaver. Du skal kunne omsætte dine tekniske undersøgelser og analyser til skrift og tale i et sprog, som er forståeligt for ikkekyndige. Det er relevant, hvis du har kendskab til Forsvaret eller politiet, men det er ikke et krav.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Indledningsvist vil du skulle gennemføre et onboardings- og uddannelsesforløb. Herefter vil din løbende kompetenceudvikling inden for fagområdet blive højt prioriteret.

Stillingen er normeret til en 37 timers ansættelse, og arbejdstiden ligger som udgangspunkt i tidsrummet mellem kl. 08:00-15:30 i hverdagene (fredag 15:00). Over-, aften- og weekendarbejde kan dog forekomme.

Du kommer til at indgå i FE’s screeningsteam på Svanemøllens Kaserne.

Stillingen er en fastansættelse i FE.

Du og din baggrund er vigtig
Du kan f.eks. være faglært eller selvlært elektronikekspert. Det vigtigste er ikke din uddannelse, men at du har en solid teoretisk og praktisk viden om elektronik og teknik.

Du har stor interesse for og praktisk erfaring med at undersøge elektronik og teknik på komponentniveau - og måske er du også radioamatør.

Du arbejder særdeles struktureret og meget metodisk. Du trives med at arbejde selvstændigt, ligesom du er i stand til at samarbejde i mindre teams.
Du har fuldt farvesyn og kan læse et datablad på engelsk. Herudover skal du kunne sikkerhedsgodkendes.

Din nye arbejdsplads
FE er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Dit faste tjenestested vil være på Svanemøllens Kaserne.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finans-ministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at for-handle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 9. januar 2026. FOKUS og dokumentation for relevant uddannelse kan medsendes, men er ikke et krav. Vi indkalder løbende til samtaler.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 2 og stiler mod en ansættelse fra d. 1. april 2026, eller snarest herefter. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 23266@ddis.dk. hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.



Log ind