Er du skarp på detaljerne, og samtidig i stand til at bevare helhedsperspektivet? Vil du præge udviklingen af forsyningsprocesser i Forsvarsministeriets Koncern, herunder være med til at forny brugen af vores SAP-system? Så er det dig, vi leder efter til vores Indkøbs- og forsyningsprocessektion.
Hvem er vi? Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) understøtter Forsvarets opgaver ved at anskaffe materiel og IT i form af blandt andet skibe, fly, kampvogne, kommunikationssystemer, IT-systemer, uniformer og alt det materiel, der indgår i disse.
Du bliver en vigtig del af vores dynamiske og dedikerede team i Proces- og Digitaliseringsafdelingen i Ressourcedivisionen i FMI. I Proces- og Digitaliseringsafdelingen er vores primære opgave at udarbejde processer, regelsæt og retningslinjer, der sikrer ensretning og effektiv styring af logistikken på tværs af hele Forsvarsministeriets område.
Vores omgangstone er uformel og bygger på en høj faglighed og professionalisme, hvor vi prioriterer fleksibilitet og trivsel højt. Vi stræber efter at skabe en arbejdskultur, der giver mulighed for at opretholde en sund balance mellem arbejdet og fritiden. Derfor tilbyder vi fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde. Vi tror på, at både professionel og personlig trivsel skaber en udviklende og produktiv arbejdsplads.
Om stillingen Som en del af vores team vil dine primære arbejdsopgaver omfatte:
- Drift af koncernens forsyningsprocesser, herunder udarbejdelse af klare og præcise regelsæt og retningslinjer, der sikrer ensartethed og konsistens i organisationens forvaltning. Dette indebærer at analysere og fortolke relevante love og regler samt organisatoriske behov og omsætte disse til praktiske og brugervenlige retningslinjer.
- Bidrage til udarbejdelsen af bestemmelsesgrundlaget inden for indkøbs-og forsyningsprocesområdet gældende for hele Forsvarsministeriets område.
- Gennemførelse af uddannelse af medarbejdere og interessenter i forsyningsprocesser. Dette indebærer tillige at udvikle og facilitere workshops, erfaringsmøder og informationsmøder for at sikre, at alle har den nødvendige viden og forståelse til at arbejde i overensstemmelse med de fastsatte retningslinjer.
- Udøve brugerstøtte inden for forsyningsprocesserne for alle brugere inden for Forsvarsministeriets område.
- Bidrage til udvikling og optimering af forsyningsprocesserne, herunder at identificere områder, hvor der er behov for forbedring samt at designe og implementere effektive og strømlinede processer.
- Bidrage til at implementere nye processer og retningslinjer i organisationen. Dette indebærer at samarbejde tæt med relevante interessenter og sikre, at de nødvendige ressourcer og værktøjer er tilgængelige for en succesfuld implementering.
Der må forventes rejsedage med 1-2 overnatninger pr. måned.
Hvem er du? Vi forestiller os, at du har en akademisk baggrund, men du kan også have en anden baggrund med relevant erfaring. Vi værdsætter dine tidligere erfaringer og ser gerne, at du har nogle års erfaring.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til forsyningsprocesser, særligt omhandlende lagerbeholdning, samt har erfaring med ERP-systemet SAP og eventuelt S/4 HANA, undervisning og formidling, samt udarbejdelse af digitaliserede uddannelser.
Som person er du ansvarsbevidst, og har evnen til at engagere, og involvere relevante interessenter, således at du skaber balancerede og holdbare løsninger. Du er god til at samarbejde, dele viden og formidle, og du ser løsninger, der kan implementeres på tværs af organisationen.
Du er kommunikativ stærk, såvel i skrift som i tale og trives med at navigere og kommunikere på alle niveauer af en stor og kompleks organisation.
Du trives i et dynamisk miljø, hvor forandringer er en konstant faktor, og hvor nye udfordringer og muligheder opstår dagligt. Du er udadvendt og nyder at arbejde tæt sammen med forskellige mennesker, samtidig med at du kan tage ansvar og drive opgaver selvstændigt.
Løn og ansættelsesvilkår Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Der vil i forbindelse med en ansættelse være mulighed for forhandling af tillæg der modsvarer dine kvalifikationer. Der er til stillingen tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit faste tjenested aftales inden ansættelse. Mulige tjenestesteder kunne være Ballerup, Brabrand og Aalborg, men andet kan også aftales.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt & ansøgning Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Chefen for Indkøb og forsyningssektionen, Michael Ostermann på 93 50 56 87.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Madeleine Moltke Kæmsgaard på telefon 4031 1094. Træffes ikke fra d.23 december 2025 til 5. januar 2026.
Ansøgningsfristen er den 11. januar 2026. Vi holder løbende ansættelsessamtaler.
Vi beder dig om at søge stillingen via linket og vedhæfte din ansøgning, CV og uddannelsesbevis som PDF-filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars- og beredskabsmateriel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.