fuldtid
Sagsbehandler til Udviklings- og Planlægningsstabens Implementeringssektion
Vil du være del af Forsvarets opbygning? Kan du holde mange bolde i luften og håndtere et komplekst sagsområde med rigtig mange interessenter? Ønsker du en stilling, hvor du får indflydelse på implementeringen af forsvarsforliget, og vil du arbejde tæt på de centrale beslutningsprocesser i Forsvarsstaben?
Så er jobbet som sagsbehandler i Forsvarskommandoens Implementeringssektion måske lige noget for dig.
Om os
Du bliver en del af Implementeringssektion 1, hvor vi arbejder på at styre porteføljen og holde tråd i de mange nye initiativer, som Forsvaret er ved at få på plads. Vi er sat i verden til at sikre fremdriften og koordinere, at nye tiltag og kapaciteter naturligt og rettidigt lander godt i Forsvarets eksisterende rammer.
Vi er en del af Udviklings- og Planlægningsstabens Implementeringsdivision, der varetager implementeringen af forsvarsforlig og nye kapaciteter under Forsvarskommandoen.
Sektionen udfører opgaverne i tæt samarbejde med de øvrige dele af Implementeringsdivisionen og Udviklings- og Planlægningsstaben. Vi inddrager øvrige stabe og kommandoerne i synkroniseringen for at kunne løse opgaverne efter Forsvarschefens prioriteringer. En af vores vigtigste samarbejdspartnere er Forsvarsministeriets departement. Vi har dermed en meget central rolle i Forsvarets virke og støtter Forsvarschefen og Forsvarsministeriet med den nødvendige koordination og styring.
Opgaverne består i at få samordnet og sikret en røde tråd med at implementere delaftalernes mange forligsplaner, så vi når forligsmålene samtidig med at styrkeindsættelsen, -produktionen og -udvikling samt en række øvrige opgaver kan løses.
Sektionen er under opbygning og består for tiden af fire officerer og en specialkonsulent.
Vi er kendetegnet ved at evne porteføljestyring, rådgive, udvikle og levere korte og præcise svar på komplicerede problemstillinger i en dynamisk hverdag. Vi har tæt berøring med Forsvarsministeriets departement, styrelserne og hele Forsvaret, og vi udfører opgaverne i tæt dialog med de øvrige sektioner, afdelinger, stabe og kommandoer.
Om stillingen
Sektionen bidrager til blandt andet til forligsstyring og -rapportering, vi har til opgave at udvikle Forsvarskommandoens portefølje- og risikostyring i forbindelse med implementering af forligsprojekter og -programmer, ligesom vi opstiller programkontor for koncernprogrammet for Arktis og Nordatlanten. Da vores sektion er ny og under udvikling, og opgaverne er mangfoldige, så ligner dagene sjældent hinanden. Derfor vil dine opgaver blive udviklet og løst under hensyntagen til dine erfaringer, kvalifikationer og interesser – samt naturligvis sektionens behov.
Vi tilbyder dig et godt arbejdsmiljø med gode kolleger og gode fysiske rammer. Du får rig mulighed for at arbejde selvstændigt med egne ansvarsområder og sætte dit eget præg på stillingen.
Dit arbejde vil ofte være kendetegnet ved, at du skal kunne holde overblikket over - og se sammenhænge på tværs af de forskellige programmer, projekter og initiativer med varierende kompleksitet.
Alle sektionens opgaver udføres normalt i et bredt samarbejde på tværs af departement, Forsvarsstaben samt kommandoer og styrelser, hvorfor du hurtigt vil komme til at opbygge og vedligeholde effektive netværk og samarbejdsrelationer.
Stillingen vil give dig en enestående mulighed for at få eller øge din erfaring med hele styringen af Forsvaret og indblik i styringen på ministerområdet, som du vil kunne anvende i din videre karriere.
Om dig
Du er erfaren fuldmægtig eller er specialkonsulent, og du har tidligere arbejdet med styring af projekter og samlede planer. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra centraladministrationen og indsigt i processer for styring af programmer og projekter mellem det departementale niveau og underliggende styrelser.
Som person er du handlekraftig og evner at agere selvstændigt og i et dynamisk miljø med flere modsatrettede parametre. Du har overblik over mange sager som interagerer med andre elementer, hvorfor du skal kunne se helheder i en kompleks sammenhæng. Du ser dig selv som analytisk stærk og formår gennem fremsynethed at se opgaverne i sammenhæng og identificere samt afklare afhængigheder tidligst muligt.
Samtidig er du i stand til at sætte pen til papir for at sikre at idéer bliver konkrete og kan realiseres. Dine kommunikative evner til at formidle kompliceret stof på en let tilgængelig måde, både på skrift og i tale, er derfor af høj værdi.
Du nyder at indgå i en tæt relation med dine nærmeste kolleger, og at arbejde konstruktivt sammen med såvel repræsentanter fra Forsvarsministeriets departement, Forsvarsministeriets styrelser, samt Forsvarskommandoens mange myndigheder.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i København, Holmens Kanal eller i Præstøgade afhængig af udviklingen af den konkrete opgaveportefølje.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Implementeringssektionen, kommandørkaptajn Peter Sønderkjøge-Hansen på telefon 728 12580/5180 3540 eller souschef, major Jakob Vielsøe-Nielsen på telefon 728 12542 / 2557 4658.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Camilla Elleman Keldsted på telefon 3266 5521.
Ansøgningsfristen er den 27. marts 2026. Samtaler afholdes løbende, så tøv ikke med at søge. Stillingen er til besættelse fra 1. maj 2026
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSKOMMANDOEN
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.