Vil du være en del af statens maskinrum, hvor vi sikrer finansieringen af velfærdssamfundet? Trives du i en juridisk rådgivende rolle i spændingsfeltet mellem jura, forretning og it? Ønsker du at have en bred kontaktflade og rådgive projekter, der understøtter udvikling af nye digitale løsninger? Så er du måske en af vores nye jurister i kontoret Jura, Projekter og compliance i Skattestyrelsen. Dine arbejdsopgaver Vi søger to engagerede jurister til opgaver på opkrævnings- og vejledningsområdet i Skattestyrelsen. Du skal yde juridisk rådgivning og afklare juridiske problemstillinger, som spænder fra løbende afklaringer til at indgå i større IT- og udviklingsprojekter på tværs af Skatteforvaltningen. Du vil få en bred kontaktflade og samarbejde med mange interessenter med forskellig uddannelsesmæssig baggrund, hvor løsninger og det at gøre en forskel for virksomheder og borgere er afgørende.
I det daglige vil du være del af en nyligt oprettet enhed, der løser juridiske problemstillinger på tværs af opgaver og projekter i fagområdet Borger- og Virksomhedskontakt. Din rolle er primært som rådgiver og ressourceperson for afklaring af juridiske problemstillinger, fx lovfortolkninger, bidrag til lovændringer og forvaltningsretlige compliancevurderinger, der skal understøtte juridisk overensstemmelse mellem it-systemer og arbejdsgange. Det er både fagligt komplekst og spændende, og du har gode muligheder for sparring.
Om dig Vi forestiller os, at du har en juridisk baggrund og med et bredt fagligt fundament. Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men vi forestiller os, at du er f.eks. cand.jur., cand.merc.jur. eller har anden uddannelse med et gennemgående juridisk fokus. Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring med juridisk rådgivning i relation til digitale opkrævningsløsninger eller anden digital forvaltning. Vi sørger dog under alle omstændigheder for at du kommer godt ombord og bliver klædt på til at løse opgaverne.
Vi løser mange af vores opgaver i et projektorganiseret samarbejde, og derfor er det vigtigt, at du kan se fordelene i denne arbejdsform og kan lide at hjælpe dine kollegaer. Du trives med at håndtere forskellige typer problemstillinger, og samarbejde med kollegaer fra forskellige baggrunde og fagområder.
Det er ikke en forudsætning, at du har kendskab til skatteområdet, men du skal have mod på at bruge din faglige baggrund på konkrete skatteretlige sagsområder. Kendskab til opkrævningsprocesser, forvaltnings- og opkrævningsret samt projektarbejde er en fordel.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- er grundig i din juridiske metode og motiveres af at gå i detaljen
- arbejder struktureret, er god til at planlægge din egen opgaveløsning og kan følge opgaver til dørs
- har et stort personligt drive og samt en proaktiv og løsningsorienteret tilgang til opgaveløsningen
- motiveres af at samarbejde, rådgive og yde ekspertbistand til dine kolleger og samarbejdspartnere på tværs af skatteforvaltningens organisation med forskellige faglige baggrunde
- formår at kommunikere klart både skriftligt og mundtligt.
Om os Enheden Jura, Projekter og compliance er en del af afdelingen PMO og Opkrævningsprojekter, hvor vi arbejder med analyser, forretningsudvikling og projekter, der udvikler og fremtidssikrer opkrævning af skatter og afgifter, så det sker effektivt og korrekt. Vi understøtter bl.a. Programmet for Opkrævning og Inddrivelse, der går på tværs af Skatteforvaltningen, og har til formål at sikre en effektiv opkrævning og inddrivelse. Afdelingen er en del af fagområdet Borger- og Virksomhedskontakt, og enheden skal løse opgaver på tværs af hele fagområdet.
I Jura, Projekter og compliance vil du indgå i et team af engagerede juridiske medarbejdere, der bistår i udvikling og compliance på opkrævnings- og vejledningsområdet. Det omfatter løbende juridiske analyser og afklaringer, afdækning og dokumentation af regelgrundlag og efterlevelse heraf, samt bistand til compliancevurderinger og arbejde med regelforenkling i forbindelse med IT- og udviklingsprojekter.
Du vil få et job i et spændende og fagligt miljø, hvor du får mulighed for at bidrage til projekter og opgaver af afgørende betydning for effektiviteten af fremtidens skatteforvaltning. Selvom vi har travlt, så hjælper vi hinanden og løfter i flok. Vi har en uformel omgangstone og gør en dyd ud af, at det er rart at gå på arbejde. Du får sociale kollegaer, som vil høre, hvad du har lavet i weekenden og du bliver inviteret til både fredagsbarer, klatreklub og fodboldaftener.
Kontakt og ansættelsesvilkår Send din ansøgning inkl. CV, karakterer fra din uddannelse via linket ”Søg stillingen” senest den 26. maj 2025. Vi afholder samtaler løbende, så send os gerne din ansøgning snarest.
Tiltrædelse 1. august 2025 eller snarest muligt.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Marie-Louise Reiter Nielsen på 72 37 77 40.
Vi forventer at bruge en personlighedsanalyse, en logisk test og en faglig case i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Din fysiske arbejdsplads bliver Copenhagen Towers, Hannemanns Allé 25, 2300 København S.