Vi udvider ledelsesteamet og søger derfor en ny kollega, som måske er dig.
Rude Skov Skole består af to afdelinger – Høsterkøb og Sjælsø.
På Rude Skov Skole arbejder vi ud fra et samstemt børnesyn: Børn gør hvad de kan, det er de voksne der kan gøre noget andet. Det er vigtigt for os, at børn oplever at blive set, hørt og forstået, og at børn har indflydelse på deres dagligdag. Vi ser stærke børnefællesskaber som en afgørende faktor for børns trivsel og udvikling. Vi arbejder i fælles fysiske rammer gennem hele dagen (fra 7-17).
På Rude Skov Skole er vi i gang med vores fjerde år som LEAPS-skole, hvor vi arbejder med at blive en projektbaseret skole. Vi forsøger at inddrage både undervisnings- og fritidsdel i arbejdet med projektbaseret læring. LEAPS er blevet vores fælles tredje på en sammenlagt skole, hvor vi er samtemte om meget, men også plads til forskellighed på de to afdelinger.
Deltagelsesmuligheder for alle er en central kommunal dagsorden, og vi arbejder med at skabe en skole, hvor vi kan sigte mod at børn i Rudersdal kommune får skoletilbud, der er så alment som muligt, så tidligt som muligt. Derfor arbejder vi med at sikre de store fællesskaber med mulighed for mindre fællesskaber ved eksempelvis holddeling, co-teaching og udvikling af mellemformer. Du skal være optaget af hvordan vi sikrer ALLE børns læring og trivsel.
Du vil blive leder af personalegruppen på 0.-5. årgang på afdeling Sjælsø og få ansvaret for ca. 18 fagligt stærke fagprofessionelle i undervisningsdelen. Der er et tæt samarbejde mellem undervisnings- og fritidsdel og mellem afdelingerne, så du skal arbejde tæt sammen med afdelingslederen for SFO/SFK for begge afdelinger og afdelingslederen for 0.-5. årgang på afdeling Høsterkøb.
Du bliver desuden en del af Rudersdal Kommunes skolevæsen, hvor vi samarbejder og videndeler på tværs af skoler i netværk i et fælles ansvar for skolerne i Rudersdal Kommune.
Om dig
Selv om en oplistning af dine kompetencer kan komme til at tegne et uopnåeligt billede af en superhelt, så håber vi, at du kan se dig selv i nedenstående beskrivelse af vores nye ledelseskollega:
Du har faglig baggrund i skoleverdenen, viden om læring og undervisning og du har erfaring med pædagogisk ledelse
Du kan udfordre og inspirere det pædagogiske personales arbejde med kerneopgaven med afsæt i en tydelig, tillidsfuld og anerkendende relation til medarbejderne
Du er en udpræget teamplayer, men kan også arbejde selvstændigt og du bevarer et klart hoved og et lunt hjerte under pres
Du er ambitiøs og visionær, på skolens, medarbejdernes, børnenes, ledelsesteamets og egne vegne
Du har viden om det specialpædagogiske område og kan sammen med ressourceteam og resten af ledelsesteamet tage ansvar for børnesager og samarbejde med PPR og andre eksterne samarbejdspartnere med kvalitet og systematik
Du har gode samarbejdsevner og kan facilitere teamsamarbejde og motiverende møder
Du ser det som en forudsætning for at lykkes, at du har et tæt samarbejde i ledelsesteamet
Du understøtter det tætte samarbejde mellem lærere og pædagoger, så de sammen kan skabe sammenhæng mellem undervisnings- og fritidsdel – i de fysiske læringsmiljøer og i arbejdet med trivsel og læring
Du arbejder med involvering og transparens for at skabe ejer- og følgeskab og du har altid det gode arbejdsmiljø på sinde
Du er synlig i praksis – blandt børn, medarbejdere og forældre
Du har en god portion humor og en positiv tilgang til dagens udfordringer
Lidt mere om os og måske dig ...
Vi tager afsæt i børnenes perspektiv. Vi er optagede af, hvad der bedst understøtter deres læring og trivsel, og vi er nysgerrige på, hvordan de oplever deres skole. Vi tror på at vores elever forbliver motiverede, når vi ser skolen og undervisningen igennem deres øjne, og når vi skaber læreprocesser og fritidsaktiviteter med udgangspunkt i børnenes forudsætninger og behov. Vi søger en leder, der deler det mindset med os, og for hvem faglig ledelse med afsæt i observation af/kendskab til skolens praksis er en prioritet; eller du har lyst til, at det skal blive det, – og vi har ikke fundet nøglen endnu, men håber at mere ledelseskraft kan bidrage til mere nærhed i dagligdagen. Vi samarbejder tæt om at løse de driftsmæssige arbejdsopgaver, der er grundlaget for at understøtte og udvikle pædagogisk praksis og det skal du have lyst til.
Vi trives med at arbejde som et PLF i ledelsesteamet. Vi skiftes til at gå bagved, ved siden af, sammen med og foran som ledere og sætter en ære i at være gode rollemodeller.
Vi er åbne for at kigge på opgavefordelingen på de mange tværgående opgaver. Det kan være at du har helt andre kompetencer, som kan kalde på en reorganisering hos os, og så taler vi om det.
Derfor skal du vælge os
På Rude Skov Skole bliver du en del af en veldrevet skole med et godt ry og et ambitiøst hold af dygtige, motiverede og glade medarbejdere og skønne elever med engagerede, støttende og ressourcestærke forældre. Vi har en virkelig god skolebestyrelse, der har skolens udvikling på sinde. Vores skole ligger i fantastiske omgivelser – lige op ad sø og skov med masser af mulighed for at bruge naturen.
Vi tager afsæt i et fælles ledelsesgrundlag:
Vores opgave er at understøtte og fremme, at alle på og omkring vores skole arbejder for at skabe de bedste betingelser for alle børns trivsel og læring.
Det gør vi med afsæt i en veldrevet skole og vores fælles værdier, børne- og læringssyn.
Vi udfordrer individperspektivet, når vi møder det med henblik på at fremme det professionelle fællesskab både i forhold til kerneopgave og organisation. Vi vil være tilpas tæt på alle teams (PLF), til at vi har viden om den daglige praksis og kan motivere til forbedringer, som understøtter børns deltagelsesmuligheder og LEAPS.
Ledelsesteamets opgavefordeling sker ud fra kompetencer og interesser, og vi er alle indstillede på, at opgaver kan skifte hænder i løbet af et skoleår, fordi vi som ledelse både skal være i læring sammen, og fordi vi vil være eksemplariske og stå på tæer sammen med vores medarbejdere. Sammen har vi ansvar for at opbygge skolens kapacitet og sikre skolens udvikling, og vi har et både godt og humørfyldt samarbejde – hvor vi både lykkes og lærer sammen.
Nysgerrig på jobbet?
Hvis du er nysgerrig på jobbet – og kan se dig selv i ovenstående beskrivelser, så ser vi gerne, at du kommer på besøg hos os til en uformel samtale, før du sender din ansøgning. Ring til skoleleder Bitten Schrøder for at aftale tidspunkt på 72 68 47 07.
Du kan læse mere om Rude Skov Skole på www.rudeskovskole.aula.dk og du kan læse om hvor Rudersdal skolevæsen kommer fra her https://rudersdalskoler.aula.dk/ (er under revision).
Overskrifterne på udviklingssporene i dag er: Trivsel, høj faglighed og deltagelsesmuligheder for alle.
Vil du vide mere om LEAPS, kan du læse om LEAPS skoler på www.leapsskoler.dk
Tjek også gerne vores to Facebookprofiler (Rude Skov Skole afdeling Høsterkøb og Rude Skov Skole afdeling Sjælsø) og vores LinkedIn profil.
Ansættelsesproces
Første samtale afvikles den 27. januar 2026 fra kl. 16.30
Anden samtale afvikles den 29. januar 2026 fra kl. 15.30
Vi vil bede dig om sammen med ansøgningen at sende relevant dokumentation for din uddannelse, cv, udtalelser/anbefalinger fra tidligere arbejdspladser. Hvis du indkaldes til anden samtale og vi derefter tilbyder dig jobbet, vil vi bede dig om at have to referencer klar til umiddelbart efter samtalen, så vi kan indhente referencer fredag den 30. januar 2026, så du kan nå at opsige nuværende stilling med udgangen af januar måned og starte hos os pr. 1. marts 2026.