Roskilde Kommune søger en dygtig og engageret vandløbsmedarbejder

fuldtid
Roskilde Kommune søger en dygtig og engageret vandløbsmedarbejder
  • Roskilde kommune
  • Rådhusbuen 1, 4000 Roskilde
Brænder du for vandmiljøet og for at passe på og forbedre tilstanden i vandløb, søer og hav, samtidig med at udvikle nye vådområder til gavn for biodiversiteten? Har du lyst til at være en del af holdet i en kommune med høje ambitioner for naturen? Så er Roskilde kommune måske din næste arbejdsplads.

Vi søger en dygtig vandløbsmedarbejder, der kan indgå i vores afdeling for Byudvikling og Grøn Omstilling. Som vandløbsmedarbejder skal du i særlig grad kunne varetage myndighedsbehandling inden for vandløb og miljøbeskyttelse, men du får også mulighed for arbejde med udførelse af vandområdeplanprojekter.

Om Jobbet

Hovedvægten i jobbet ligger på vandløbsopgaver, herunder regulerings- og restaureringssager, drænsager m.v. Derudover er der stort fokus på tværgående samarbejde i forvaltningen om tilladelser til udledning af renset spildevand, samt andre forhold af betydning for vandløb, søer og havet, der reguleres efter miljøbeskyttelsesloven.

Jobbet består derfor primært i at passe godt på vores søer og vandløb gennem:

  • administration og sagsbehandling efter vandløbsloven
  • borgerkontakt og regulering af private og offentlige vandløb
  • projektering, sagsbehandling og gennemførelse af restaureringsprojekter i vandløb
  • revision af vandløbsregulativer for i alt 127 km kommunale vandløb
  • planlægning og tilsyn med drift og vedligeholdelse (grødeskæring og oprensning) af de kommunale vandløb, herunder kontraktstyring af operatørbidrag
  • recipientvurderinger til tilladelser til udledning af spildevand til vandløb, søer og havet
Jobbet består derudover i at skabe ny natur i høj kvalitet og bidrage til den grønne omstilling gennem:

  • bidrag til klimatilpasnings- og vådområdeprojekter
  • bidrag til arbejdet med vandområdeplaner, indsatsplaner og andre planer med fokus på våd natur
Du bliver en del af Byudvikling og Grøn Omstilling, der tæller 38 meget kompetente medarbejdere der spænder fagligt bredt fra biologer og miljøplanlæggere til arkitekter, ingeniører og samfundsfaglige samt procesorienterede kandidater m.m. Vi er ambitiøse og er glade for at bidrage til at løfte nogle af de vigtigste samfundsudfordringer i tæt samarbejde med hinanden, de øvrige forvaltninger og med kommunens engagerede borgere, virksomheder og interesseorganisationer. Vi lægger vægt på god trivsel, kompetenceudvikling og løbende faglig sparring. Afdelingen består af fire teams, og du bliver en del af Team Land og Natur, hvor du vil indgå i tæt dagligt samarbejde med vores vandløbs- og naturmedarbejdere samt øvrige kollegaer.

Afdelingen varetager opgaver inden for både by og land igennem administration og udvikling af vandløb, natur, klima, landskab og byplanlægning.

Om dig

Måske er du i dag ansat i en kommune eller anden offentlig institution, hos en rådgiver eller er nyuddannet med stor interesse for området, og nu ønsker du at bringe dine færdigheder i spil i en kommune med politisk mod og høje ambitioner for udviklingen og pleje af natur, land og by.

Vi forestiller os, at du:

  • er uddannet biolog, naturgeograf eller lignende
  • har godt kendskab til biologi, hydrologi og fysiske/kemiske forhold i vandløb og søer
  • har kendskab eller lyst til at arbejde at arbejde med administration af vandløb og myndighedsbehandling
  • er god til IT, digitale løsninger samt GIS
  • kan kommunikere både skriftligt og mundtligt på dansk, så borgere og virksomheder bliver mødt i øjenhøjde
  • har godt humør, er engageret, resultatorienteret og god til at samarbejde
  • har gode samarbejdsevner på tværs af fagområder og er fleksibel i en travl hverdag, når flere opgaver skal håndteres samtidigt, herunder både konkrete sager og store projekter
  • har forståelse for at arbejde i en politisk styret offentlig forvaltning
Som person er du engageret, samarbejdsorienteret og sætter pris på at lykkes med opgaverne sammen med interne såvel som eksterne samarbejdspartere. Du er i stand til at håndtere en foranderlig hverdag og sikre fremdrift i projekter, også når der opstår uforudsete opgaver. Du har en struktureret tilgang til dit arbejde, og du kan bevare overblikket og fange de vigtigste detaljer uden at miste blikket for de overordnede mål. Du har et naturligt talent for at kommunikere, udvise handlekraft og stå fast når det gælder, samtidig med at dem, du samarbejder med, oplever at blive mødt med respekt.

Lidt om organisationen

Byudvikling og Grøn omstilling er en del af direktørområdet By, Kultur og Miljø, hvor i alt ca. 150 medarbejdere hver dag samarbejder om at udvikle og drifte vores byer, natur og landdistrikter i et tværfagligt miljø og i samskabelse med borgere, virksomheder og interesseorganisationer. Vi er placeret på rådhuset i Roskilde, Rådhusbuen 1, med ca. 5 minutters gang til Roskilde Station.

Roskilde Kommune bestræber sig på at være en fleksibel arbejdsplads og understøtter mulighed for én ugentlig hjemmearbejdsdag. Vi har kantine- og sundhedsordning.

Løn- og ansættelsesvilkår:
Stillingen er på 37 timer pr. uge og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.

Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelsen.

Yderligere oplysninger:
Vil du vide mere om stillingen, kan du ringe til vandløbsmedarbejder Kathrine Jul Hammer på 20 12 37 39, eller alternativt til teamleder Pernille Fox på telefon 46 31 36 67.

Ansøgningsfrist:
Ansøgningsfrist er 21. september. Der forventes afholdt samtaler henholdsvis 24. september og 25. september 2025.
Der er således mulighed for, at ansøgere bliver indkaldt til 2 samtaler.

Ansættelsestidspunkt er 1. november 2025

Log ind