En stilling som radiograf er ledig på Retspatologisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Stillingen som radiograf er ledig til besættelse den 01.11.2025 eller snarest derefter. Stillingen er fast og har en arbejdstid på 37 timer pr. uge, dog er deltid også en mulighed.
Om afdelingen Retspatologisk Afdeling varetager opgaver, som primært rekvireres af politiet. Disse opgaver består af retslægelige ligsyn og obduktioner samt opgaver inden for klinisk retsmedicin med undersøgelser af ofre for vold og de mulige sigtede i disse sager. Forskning og deltagelse i uddannelse af studenter på forskellige niveauer er også en stor del af afdelingens opgaver.
Vi stiller store krav til præcision og pålidelighed i arbejdet, da afdelingen er akkrediteret efter den internationale kvalitetsstandard ISO 17020. Afdelingen foretager løbende optimeringer og har fokus på et godt læringsmiljø samt effektivisering af arbejdsgange og metoder. Som radiograf vil du skulle bidrage til denne udvikling af arbejdspladsen på en konstruktiv og engageret måde.
Arbejdets karakter indebærer høje følelsesmæssige krav, som kan give anledning til psykiske belastninger, der er derfor obligatorisk supervision ved ekstern psykolog. Derudover er der ved behov mulighed for debriefing og individuelle samtaler ligeledes ved ekstern psykolog.
Medarbejdergruppen på din kommende arbejdsplads består af administrativt personale, retsmedicinske teknikere, læger på alle uddannelsesniveauer, akademikere, IT-personale og bioanalytiker.
Vi tilbyder et arbejde, hvor du får gode muligheder for at udvikle din faglighed inden for post-mortem billedanalyse samt for at bidrage til uddannelse, forskning og udviklingsprojekter Stillingen er tilknyttet arbejdet i Sektionen for Retspatologi og inkluderer afdelingens arbejde med blandt andet ligsyn og obduktion. Vi foretager ca. 700 retslægelige obduktioner om året, og i størstedelen af tilfældene gøres der brug af post-mortem CT (PMCT). I arbejdet med obduktioner er PMCT i fokus, men også post-mortem MR (PMMR) og anden billedanalyse er af betydning, fx røntgen.
På afdelingen er der flere forskelligartede forskningsprojekter på alle niveauer inden for retspatologi, PMCT og PMMR med avanceret billeddiagnostik og 3D-visualisering og retsantropologi. Projekterne kan også udføres i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere.
Afdelingen råder over en Siemens Definition AS 64-slice CT-skanner og en Siemens Magnetom Essenza 1,5T MR-scanner samt et mobilt røntgenapparat Dragon X fra Santax Medico. Softwarevieweren der benyttes på afdelingen, er Myrian® fra Intrasense.
Som radiograf på afdelingen vil du blive en del af et dynamisk og alsidigt miljø, hvor dine arbejdsopgaver vil omfatte udførelse af både CT- og MR-skanninger i forbindelse med det myndighedsrekvirerede arbejde, men også i forbindelse med fx forskningsprojekter. Det forventes også, at du er engageret i forsknings- og udviklingsprojekter, samt at du deltager i uddannelse af forskellige fagprofessionelle som læger og forskere. Der er også behov for, at du er engageret i support vedrørende optimering af protokoller og andet. Til stillingen er også tilknyttet mindre, afdelingsunderstøttende opgaver som koordinering af service på CT- og MR-maskiner samt at være kontaktperson for Sundhedsstyrelsen vedrørende strålebeskyttelse.
Du vil gennemgå et individuelt tilpasset oplæringsprogram, hvor du vil blive introduceret til de forskellige arbejdsopgaver afhængigt af dit erfarings- og kompetenceniveau. Afdelingen har derudover fokus på kompetenceudvikling, som på det billeddiagnostiske område kan omfatte videreuddannelse på specifikke fagområder, fx kurser inden for MR og/eller CT.
Om dig Du er uddannet radiograf og har nogle års brugererfaring med MR inden for den kliniske sundhedssektor. Det er en fordel, hvis du har erfaring med brug af MR-skanner, CT-skanner, ultralydsskanninger, post-mortem billeddannelsesmetoder og forskning. Endvidere er det meriterende, hvis du har kompetencer i opsætning af MR- og ultralydsprotokoller. I øvrigt er du en team-player, kan bringe dine kompetencer i spil, bidrage til en optimal opgaveløsning og kan optræde pædagogisk i samarbejdet med kolleger og samarbejdspartnere.
Vores forventninger til dig er også, at du:
- har ordenssans, er serviceminded, systematisk og omhyggelig.
- har erfaring med at arbejde efter akkrediterede arbejdsgange og kvalitetsstyringsprincipper.
- kan arbejde selvstændigt, når påkrævet, og også indgå i nært samarbejde med andre grupper som retsmedicinske teknikere, læger og forskere.
- er fortrolig med IT på brugerniveau
- er flydende og velformuleret i dansk i skrift og tale.
- kan tale og skrive godt engelsk.
- er en god kollega.
- er løsningsorienteret.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen besættes i henhold til cirkulære for sygeplejersker i Staten m.v. indgået mellem Finansministeriet og Dansk Sygeplejeråd (DSR). Der vil være mulighed for lønforhandling. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.
Spørgsmål Eventuelle spørgsmål kan rettes til sektionsleder Carl Johan Wingren, vicestatsobducent og lektor, carl.johan.wingren@sund.ku.dk, +45 93 56 56 00.
Ansøgning Send ansøgning vedlagt CV, eksamensbeviser og dokumentation for tidligere ansættelser elektronisk via linket ”søg stillingen” nederst i denne annonce, så den er os i hænde senest den 25.08.2025.
Du skal tage en nyudstedt straffeattest med, hvis du bliver inviteret til ansættelsessamtale. Straffeattesten kan bestilles via borger.dk.
Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.