Resultatorienteret formand søges til drift af kommunale veje og vinter

fuldtid
Resultatorienteret formand søges til drift af kommunale veje og vinter
  • Entreprenørafdelingen
  • Ingolf Nielsensvej 17, 6400 Sønderborg
I Sønderborg Kommune lægger vi stor vægt på at skabe og sikre gode, bæredygtige udfoldelsesmuligheder for borgerne. Entreprenørafdelingen bidrager i høj grad til at virkeliggøre de politiske visioner og beslutninger for kommunens fysiske rammer, og vores kerneopgave er at yde professionelle service- og entreprenørydelser for og til Sønderborg Kommune, dens borgere og dem, der besøger os.

Vi søger derfor en formand med en ledelsesmæssig stærk profil, der kan bidrage til at løfte vores kerneopgave sammen med fire formandskolleger, en havnefoged, en overfartsleder og en afdelingsleder.

Dine opgaver:

Du har det daglige drift- og personalemæssige ansvar for ca. 20 ansatte – primært specialarbejdere, men også faglært personale. De er engagerede medarbejdere, som varetager forskellige funktioner og arbejdsområder inden for vejdrift, og du skal gennem tydelig og anerkendende personaleledelse fordele og tilrettelægge den daglige drift med fokus på løsning af afdelingens kerneopgave, men også med fokus på at coache og udvikle dine medarbejderes potentialer, så de løser deres opgaver effektivt og sikkert.

Mere specifikt er dine arbejdsopgaver blandt andet at
  • sikre den daglige drift af vejene samt optimere vejdriften, så den opfylder kravet om at være bedst og billigst for borgerne
  • udarbejde en detaljeret både kort- og langsigtet planlægning af driften, på enkelt sagsniveau
  • lave månedsvise budgetopfølgninger og holde byggemøder, så medarbejderne er bekendt med budgetter
  • udarbejde tilbudsberegninger og overslag
  • følge regler og retningslinjer fra kvalitetshåndbogen/servicemålene for Entreprenørafdelingens ydelser og sikre formidling af den til dine medarbejdere
  • opsøge nye kunder samt yde kundepleje for eksisterende kunder
  • medvirke til borgerinddragelse for at sikre høj grad af borgertilfredshed
  • udøve konkret personaleledelse fra timeregistreringskontrol til udvikling af dine medarbejdere

Din baggrund og kompetencer:

Vi prioriterer at du har en vis ledelsesmæssig erfaring, så du står stærkt i dit lederskab og kan skabe tydelighed om prioriteringen af opgaver og ressourcer. Sønderborg Kommune vægter ledelse højt – både i forhold til fagligt niveau men også i forhold til ledelse generelt.

Da vi anser trivsel på arbejdspladsen som del af en god opgaveløsning, er det altafgørende, at du formår at få medarbejdertrivsel og opgaveløsning til at gå op i en højere enhed via god kommunikation og åbenhed om beslutningsprocesser. I den forbindelse er det vigtigt for os, at du har kendskab til arbejdsmiljøområdet og prioriterer det som en vigtig del af det daglige arbejde

Vi ønsker desuden, at du:
  • har en relevant faglig baggrund, gerne teknisk/praktisk fra f.eks. en driftsorganisation eller et entreprenørfirma
  • har kendskab til ”vejen som arbejdsplads”
  • har erfaring med budget- og økonomistyring
  • Har erfaring med ressourcestyring- og optimering
  • er god til at bevare overblikket, og til at strukturere både egen og andres ressourcer
  • er resultatorienteret med sans for regler, orden og systematik
  • har en detaljeorienteret tilgang til at nå resultater både på daglig basis og i et langsigtet perspektiv
  • har gode sociale kompetencer, og trives i et miljø med en uhøjtidelig tone

Du skal ydermere have organisatorisk forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation, hvor der vil være fastlagte rammer for en del af dit virke.

Vi tilbyder:
  • en varieret arbejdsdag
  • et arbejdsmiljø præget af engagement og faglighed
  • et fællesskab hvor vi hjælper og støtter hinanden via tillid, samarbejde og opbakning
  • frihed under ansvar i forhold til opgaver og tilrettelæggelsen af dit arbejde
  • en travl men spændende hverdag, med mange både krævende og meningsfulde opgaver

Du refererer til afdelingsleder for Entreprenørafdelingen.

Entreprenørafdelingen

Entreprenørafdelingen er Sønderborg Kommunes entreprenørvirksomhed med egen håndværkerafdeling og værksted. Arbejdsopgaver er primært drift og vedligehold af kommunens vejnet, grønne områder, havnene og færgefart. Desuden udføres opgaver inden for anlæg, vedligeholdelse af vandløb, skadedyrsbekæmpelse, legepladsinspektion m.m. Der er ca. 120 medarbejdere tilknyttet Entreprenørafdelingen. Ledelsen består af en afdelingsleder, fem formænd, en havnefoged og en overfartsleder.

Entreprenørafdelingen er placeret på Ingolf Nielsens vej, 6400 Sønderborg.

Vil du vide mere:
Ønsker du yderlige information om stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for Entreprenørafdelingen, Torben Callesen på tlf. 30 61 35 22 eller tocl@sonderborg.dk

Løn og ansættelsesforhold
Du ansættes i en fuldtidsstilling. Du aflønnes i henhold til aftale mellem relevant faglig organisation og Sønderborg Kommune.
Ansøgningen skal sendes elektronisk via Sønderborg Kommunes hjemmeside senest den 18. juli 2025. Klik på ”send ansøgning” og vedhæft din ansøgning, CV og relevante bilag. Tiltrædelse den 1. september 2025, alternativt efter aftale. Ansøgere der indkaldes til samtale, skal være indstillet på at udfylde en personprofil.

https://www.youtube.com/watch?v=8EzFdnQXgNs

Sønderborg Kommune - en arbejdsplads i verdensklasse

Sønderborg Kommune er et ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor vi sammen gør en forskel og skaber et endnu bedre lokalsamfund.

Uanset om du er med til at realisere vores visioner, politiske beslutninger eller leverer kerneydelser af højeste kvalitet tæt på borgerne, bliver du anerkendt for din indsats og dit engagement.

Vi investerer i dig gennem løbende kompetenceudvikling og spot på talentet, så du udvikler dig og når dit fulde potentiale igennem et helt arbejdsliv.

Vi har modet til at vende tingene på hovedet i løsningen af både små og store udfordringer. Det giver nye perspektiver og blik for innovative løsninger.


Vi samarbejder tæt med lokale virksomheder for at fremme vækst og grøn udvikling i vores område, hvilket skaber en dynamisk og inspirerende arbejdsplads.

Vi er en arbejdsplads med høj grad af fleksibilitet, som giver plads til både karriere og fritid.


Læs Sønderborg Kommunes personalepolitiske værdier og Ledelsesgrundlag

Læs mere om Sønderborg og gå på oplevelse i lokallivet på www.sonderborg.dk

 

Log ind