Relationelt stærk og fagligt kompetent medarbejder søges til det socialpsykiatriske §107-botilbud ”Kollegiet” på Frederiksberg.
Drømmer du om et ansvarsfuldt og givende arbejde, hvor borgernes trivsel, selvbestemmelse og aktive liv er i højsædet? Kan du indgå i en ligeværdig dialog og indtage en nysgerrig position overfor borgeren og borgerens måde at leve sit liv på, så er dette måske jobbet for dig!
Vi søger en faglig og relations kompetent socialpædagog eller anden relevant fagprofessionel. Hvis det er dig, så læs videre.
Lidt om Kollegiet:
- Kollegiet er en hyggelig og overskuelig arbejdsplads, som ligger i hjertet af Frederiksberg.
- Her bor 14 flinke og rare beboere i alderen 18–30 år, alle med psykosociale vanskeligheder. Fælles for beboerne er, at de arbejder mod et mere selvstændigt liv med forbedret livskvalitet.
- Kollegiet vægter at skabe gode samarbejdsalliancer med beboerne. Vi har ingen magtanvendelser eller vold, ej heller trusler om vold. Ved seneste beboerundersøgelse gav beboerne udtryk for, at de trives.
- Arbejdet foregår med en recovery-orienteret tilgang med afsæt i LA2, hvor der arbejdes med beboernes ressourcer, muligheder og ønsker for deres liv. Vi arbejder både individuelt og fællesskabsorienteret, og indsatsen afspejler vores helhedstilgang til mennesket – noget til hovedet, sjælen, kroppen og hjertet.
- Netværk og pårørende er vigtige for beboerne, og dermed også for os i vores arbejde. Vi vægter samarbejdet højt, og du skal derfor være indstillet på, at pårørende interesserer sig for det arbejde, du udfører.
- Beboerne har ikke behov for døgndækning, og personalet er for øjeblikket tilstede mellem kl. 7 og 22.30 i hverdagene. Medarbejderne arbejder hver 6. weekend.
- Vi har ikke medicinansvar, men arbejder med medicinpædagogik.
- Der er adgang til kurser, efteruddannelse og supervision
- Kollegiet har et tæt samarbejde med relevante samarbejdspartnere omkring alle vores beboere.
Men nok om os – nu til dig. Du kan nikke genkendende til følgende:
- Vi forestiller os, at du har en socialfaglig eller sundhedsfaglig baggrund. Men hvis du mener, at du kan bidrage relevant, må du endelig ikke holde dig tilbage med at søge.
- I dit arbejde har du øje for både det socialfaglige og det sundhedsfaglige.
- Du trives i et lille arbejdsmiljø. Du får 5 skønne kollegaer med masser af erfaring inden for det socialpsykiatriske område.
- Du værdsætter en ledelse, der ønsker, at du benytter din dømmekraft inden for de aftalte rammer.
- Du ser muligheder, ressourcer og kompetencer i beboerne og siger ikke ”det har vi forsøgt før...”
- Du håndterer en varieret hverdag, hvor opgaverne eksempelvis kan svinge fra praktisk arbejde, samtaler og følgeskab til dokumentation og mødevirksomhed. Hverdagene bliver sjældent helt som planlagt, og dette frustrerer dig ikke.
- Som type er du en teamplayer, der forstår vigtigheden af godt samarbejde, også når det ikke går din vej.
Vi lægger vægt på at du:
- Har kendskab til pædagogisk arbejde med ASF, psykiatri og socialt udsatte
- Kan reflektere over egen og kollegers praksis - og er indstillet på at modtage og give konstruktiv feedback med henblik på at udvikle praksis
- Er i stand til at håndtere og bevare roen og overblikket ved konflikter.
- Kan koble teori og praksis og sætte ord på hvad faglighed er for dig!
- Erfaring med effektmåling (FKO) og skriftligt arbejde og anvender IT på brugerniveau.
Og så det praktiske:
- Kollegiet ligger på Svanholmsvej i en gammel og meget hyggelig bygning.
- Stillingen er på 37 timer ugentligt.
- Kollegiet har røgfri arbejdsdag.
- Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst med den relevante faglige organisation.
- Der skal fremvises straffeattest (den udvidede/offentlige) inden ansættelse i stillingen.
- Ansøgningsfrist: torsdag d. 22. januar kl. 12.00
- Samtaler: samtalerne vil foregå d. 26 og 27 januar 2026. Ved samtalerne kan du forvente at møde beboere, kollegaer og leder.
- Forventet ansættelse: hurtigst muligt og senest den 1. marts 2026.
Har du nogle spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Kristoffer Lund Høgh på telefon 2898 2135 eller Lise Kivijervi på telefon 2898 0281.
Vi ønsker en relevant og kortfattet ansøgning, hvor din uddannelse, dine relevante erfaringer og din motivation for at søge stillingen fremgår tydeligt.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.