Rekrutteringsprofiler til Forsvarets Efterretningstjeneste

fuldtid
Rekrutteringsprofiler til Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Kastellet 30, 2100 København
Vil du være med til at vækste Danmarks (måske) hemmeligste arbejdsplads? Er du dygtig til at spotte og tiltrække kandidater og styre en rekrutteringsproces fra start til slut? Og vil du samtidig være en del af et stærkt fagligt team af HR-konsulenter - så er denne mulighed helt sikkert noget for dig!

For at følge med den kraftige opjustering af Forsvaret, søger vi flere nye kollegaer, der brænder for arbejdet med rekruttering og HR. Din primære opgave vil være at rekruttere til sektoren for Støtte til Forsvaret, men der vil også være mulighed for at arbejde med HR og rekruttering i bredere forstand på andre områder.

Du bliver en del af et fagligt og kollegialt stærkt HR-team

Du vil få masser af udfordringer og mulighed for at dygtiggøre dig. Du kommer til at arbejde tæt sammen med HR-konsulenter med en bred faglighed inden for bl.a. rekruttering, vilkårsforhandling, onboarding, ledelsesudvikling og HR-administration. Vi anvender den fællesstatslige rekrutteringsløsning, og du får mulighed for at arbejde med hele rekrutteringsprocessen fra start til slut. Det indebærer bl.a. at:

  • Afklare stillingsprofiler
  • Skrive jobannoncer
  • Screene og teste ansøgere
  • Gennemføre ansættelsesinterviews
  • Løbende koordinere med rekrutterende chefer
  • Udarbejde kontraktudkast
Derudover vil der være løbende personaleadministrativ sagsbehandling, herunder på det militære område.

HR-afdelingen består af en HR-partnerenhed, en HR-konsulentenhed og en HR-administrationsenhed. Vi arbejder tæt sammen på tværs af alle tre enheder ud fra et stærkt HR-fagligt afsæt, med fokus på at drive forretningsorienteret HR. Vi har fokus på samarbejde, tillid og fælles læring, og det er ligeledes den kultur, du vil møde i afdelingen.

Vi tilbyder et selvstændigt og udfordrende job med engagerede kollegaer med mange forskellige baggrunde, som har det til fælles, at vi brænder for at levere fleksibel og effektiv HR-support og -sparring.


Du og din baggrund er vigtig

Du har en videregående uddannelse inden for HRM eller en tilsvarende relevant uddannelse og/eller erfaring med rekruttering og udvælgelse til Forsvaret eller andre dele af HR-området. Uafhængigt af baggrund og erfaring vil der selvfølgelig finde en grundig oplæring sted.

Vigtigst er det, at du er driftssikker og god til at bevare overblikket. Du værdsætter at arbejde med standardiserede løsninger og gennem dit studie- og arbejdsliv har du vist, at du arbejder struktureret og selvstændigt og når i mål med dine opgaver.

Du kommunikerer godt både mundtligt og skriftligt. Under samtaler og i samarbejdet med kolleger og chefer optræder du kompetent, imødekommende og troværdigt. Du trives med at yde en god rådgivning og service og ved, at de bedste løsninger som regel opstår i samarbejde med andre.

Sidst, men ikke mindst, bidrager du til det sociale liv og har et godt humør.



Din nye arbejdsplads

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.



Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer

Der er som udgangspunkt tale om midlertidige ansættelser af et års varighed, evt. med mulighed for forlængelse.

Hvis du allerede er ansat i forsvaret, vil du bevare din nuværende ansættelse.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.



Sådan søger du stillingen

Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 3. august 2025.

Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted uge 33 og stiler mod en ansættelse fra 1. oktober 2025 eller snarest derefter. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.



Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 33 32 55 66, lokal 2233, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.



Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.



Vi glæder os til at modtage din ansøgning.



Log ind