Rekrutteringskonsulent til Virksomhedsservice, Jobcenter Aalborg

fuldtid
Rekrutteringskonsulent til Virksomhedsservice, Jobcenter Aalborg
  • www.aalborg.dk
  • 9000 Aalborg

Vil du bidrage til at levere Danmarks mest værdiskabende beskæftigelsesindsats for Aalborgs virksomheder og borgere? Har du forståelse for rekrutteringsprocesser? Og er du verdensmester i at matche virksomhedernes behov og kandidaternes kompetencer? Så er du måske vores nye kollega.

Jobcentrene er under forandring i de kommende år. Den fremtidige beskæftigelsesindsats vil fortsat have en vigtig samfundsopgave med at understøtte arbejdsmarkedet og virksomhederne, der i de kommende år får sværere ved at rekruttere den arbejdskraft, de har behov for. Her spiller vores evne til at matche ledige og arbejdspladser en stor rolle – også i fremtiden.

Vi søger lige nu en dygtig rekrutteringskonsulent, der kan se sig selv være en aktiv del af den opgave. 

Dine arbejdsopgaver

Du vil i dagligdagen være en del af Virksomhedsservice, som understøtter hele Jobcenter Aalborg. Du bliver en del af en rekrutteringsindsats med fem tætte kolleger, og sammen sidder I desuden i et netværk med seks kolleger fra andre afdelinger, hvor I rekrutterer på jobordrer i fællesskab.

Du vil komme til at varetage mange spændende og varierende opgaver, hvor den overordnede opgave for alle i teamet er, at: 

  • Skabe matches mellem de jobordrer, som virksomhedskonsulenter fra hele jobcenteret har fået med hjem fra virksomhederne, og ledige kandidater fra alle målgrupper
  • Finde og screene kandidater til job, løntilskud og praktikker
  • Være i dialog med virksomheder om jobordrer og deres generelle arbejdskraftbehov
  • Finde alternative løsninger, når arbejdsgiver ikke kan finde et direkte match til en stilling

Desuden vil du få til opgave at være i dialog med Aalborg Kommunes forskellige forvaltninger om deres løbende behov for praktikanter, vikarer og ansættelser. Det kræver, at du har en naturlig evne for overblik og struktur. 

Om dig

Arbejdskraftudfordringer, rekruttering og CV’er er velkendte begreber for dig, og du har gerne erfaring fra lignende områder. Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • Har erfaring med at tale med virksomheder om deres rekrutteringsbehov
  • Kan motivere ledige til at sætte deres kompetencer i spil og kvalificere deres CV via telefon
  • Sætter en ære i at dele din viden med kolleger fra forskellige afdelinger
  • Arbejder systematisk med at registrere din borger- og virksomhedskontakt
  • Er dygtig til at samarbejde på tværs af en stor og ambitiøs organisation
  • Drives af at skabe resultater i fællesskab

Vi lægger desuden vægt på, hvis du har kendskab til rekruttering af højtuddannet arbejdskraft og blik for målgruppens forskellige kompetencer. 

Om Virksomhedsservice 

Virksomhedsservice koordinerer, understøtter og udfører Jobcenter Aalborgs virksomhedsstrategi på tværs af alle afdelinger i Jobcenter Aalborg. Vi er inddelt i en virksomhedsindsats, en rekrutteringsindsats og en uddannelsesindsats. 

Du lander i en afdeling med 28 dygtige og engagerede kollegaer, som alle brænder for at yde god service til virksomheder. Vi er dagligt i kontakt med mange af Aalborgs private og offentlige virksomheder, og der er liv og gode dynamikker i vores afdeling. Vi vægter godt kollegaskab, samarbejde og trivsel højt.

Kontaktoplysninger og yderligere information:

Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Janne Holm Nielsen på 25199144. Træffes hun ikke er man velkommen til at lægge en besked på telefonsvaren og hun vil vende retur. 

Løn og ansættelsesperiode:

Stillingen er fast og på 37 timer om ugen. Du aflønnes efter overenskomst mellem KL og HK/DS. Mødetiden er hverdage kl. 8.00-15.00 – dog torsdag til kl. 17.00. Der er mulighed for hjemmearbejde og flextid. Dette skal aftales med din leder.

Krav om kørekort B

Arbejdsadressen er Vestre Havnepromenade 15, 9000 Aalborg.

Forventet startdato er 1. juni 2025 
Søg senest: 22. april kl. 10.00

Forventet ansættelsessamtale: 25. april eller 28. april

Forud for ansættelse, indhenter vi reference.
 

Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
 

Kom og arbejd sammen med os 

Mangfoldighed skaber værdi, og vi opfordrer alle til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnicitet. 

Du bliver en del af et stærkt fællesskab med 17.000 kolleger, og du kan glæde dig til en rummelig arbejdsplads med gode ansættelsesforhold, gode muligheder for kompetenceudvikling og fokus på trivsel. 

Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Log ind