Stillingen som regnskabsleder ved det Fælles Regnskabskontor (RAS) i Kalundborg Provsti er ledig, og vi søger derfor en ny regnskabsleder til kontoret.
Arbejdspladsen er på Finderupvej 18, 4270 Høng. Stillingen er på fuld tid og ønskes besat 1. marts 2026.
Du bliver leder af et lille, engageret team bestående af i alt 5-6 medarbejdere. Den fælles regnskabsfunktion fører regnskab for 20 menighedsråd i provstiet. Hos os er sparring, kvalitet og godt kollegaskab i højsædet.
Arbejdsopgaver:
· Som regnskabsleder får du en alsidig, meningsfuld og vigtig rolle med opgaver som:
· Ledelse, koordinering og faglig sparring for regnskabsmedarbejderne.
· Bidrage til og deltage i regnskabsføring, budgetlægning og udarbejdelse af rapporter og delregnskaber (fx byggeregnskaber).
· Bistå og deltage i lønindberetning for menighedsrådenes ansatte.
· Håndtere registreringer og indrapporteringer på arbejdsgiverportaler, fx virk.dk.
· Deltage i møder med menighedsråd – herunder præsentation af budget og regnskab.
· Personregistrering.
Vi ønsker, at du:
· Kan arbejde selvstændigt fra første dag
· Har erfaring med ledelse, gerne i en mindre administrativ eller økonomifaglig enhed.
· Er stærk i struktur, procesforståelse og kan bidrage til udvikling af teamet.
· Har solid erfaring med økonomistyring – gerne fra kirkekasser, foreninger eller mindre private virksomheder.
· Har en relevant regnskabsmæssig uddannelse.
· Er fleksibel i forhold til arbejdstider, da der forekommer aftenmøder.
· Kan skabe og understøtte et godt samarbejde mellem ansatte, menighedsråd og provsti.
· Trives i perioder med høj aktivitet og deadlines.
· Har overblik, ro, humor og naturlig gennemslagskraft.
Vi lægger vægt på, at du:
· Har empati og forståelse for de særlige forhold, der gør sig gældende i folkekirken, hvor mange opgaver løses af frivillige og valgte menighedsråd.
· Kan støtte og vejlede menighedsråd, som ikke nødvendigvis har økonomisk eller administrativ faglig kompetence – med tålmodighed, faglighed og respekt.
· Er tålmodig og kan bevare roen, også når tempoet er højt eller opgaverne komplekse.
· Er tydelig og god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt.
· Har en anerkendende tilgang og er tryg i dialogen med mange forskellige mennesker og fagligheder.
· Kan skabe engagement samt et stærkt samarbejdsklima.
· Er positiv, løsningsorienteret og bidrager til et godt arbejdsmiljø.
Vi tilbyder:
· En central og betydningsfuld funktion i Kalundborg Provsti.
· Mulighed for at præge arbejdsgange, praksis og samarbejdet med menighedsrådene.
· En arbejdsplads i en spændende, mangfoldig og værdibaseret organisation med mange frivillige.
Løn og ansættelsesvilkår:
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
• Stillingen er indplaceret i løngruppe 3. Årslønnen aftales inden for intervallet 409.294,87 kr. –491.153,84 kr. (nutidskroner).
• Der ydes et rådighedstillæg på kr. 38.847,82 årligt (nutidskroner).
• OK tillæg på 3.410,11 kr. (nutidskroner)
• Der ydes 18,4 % pension jf. overenskomsten
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem RAS Det Fælles Regnskabskontors bestyrelse og Danmarks Kordegneforening.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til HR-konsulent Benny Lykkegaard telefon 24 26 01 91 eller mail bel@km.dk .
Ansøgningen med relevante bilag sendes til det Fælles Regnskabskontor (RAS) att. HR-konsulent Benny Lykkegaard på mail: bel@km.dk Ansøgningen skal være RAS i hænde senest den 11. januar 2026, Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 4. Vi kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer samt straffeattest.