Vi har brug for en ny råstofkollega - gerne alsidig jurist
Vores dygtige miljøjurist har desværre fået nyt job tættere på sin bopæl. Dejligt for ham, men vi mangler nu et vigtigt led i vores dygtige team. Måske er det dig:
Trives du i et godt mix af planlægning, myndighedsarbejde, tilsyn og håndhævelse og med det spændende råstofområde som fagligt omdrejning?
Det komplekse motiverer dig?
Du tror på, at gode og holdbare løsninger findes i fællesskab med tværfaglige afvejninger?
Brænder du for at sikre en ansvarlig og bæredygtig råstofindvinding?
Dine vigtigste opgaver er at give tilladelser til indvinding af råstoffer. Dette indebærer afvejninger omkring arealer, natur, jord, lovgivning og ikke mindst naboer. Men også tilsyn og efterbehandling af arealer efter indvinding af råstoffer kan blive en del af dine arbejdsopgaver. Du får kontakt med andre myndigheder både statsligt og kommunalt, rådgivere, indvindere og borgere. Vores områder inkluderer også råstofkortlægning, §52 dispensation til jordtilførsel i råstofgrave, ligesom råstofplanlægning er en del af vores ansvar, som alle bidrager til.
Kan du lide at bevæge dig i et komplekst område med mange interesser, hensyn og jura, men også et område med fokus på natur, vand, geologi og bæredygtighed? Så er du måske vores nye kollega i Råstofenheden. Vi er 11 medarbejdere, med ansvar for Region Sjællands myndighedsopgaver på råstofområdet.
Dine vigtigste kompetencer
Du skal være faglig og kunne stå fast, når beslutningen er truffet. Men også mestre åbenhed, forståelse og afvejning-. Det allervigtigste er engagement, samarbejdsånd og evne til at finde løsninger. Derfor kan du have forskellige uddannelser og erfaringer. Flere kompetencer kan komme i betragtning.
Vi tilbyder:
Du bliver en del af et team med fagligt og stærkt samarbejde på tværs. Du får tætte og gode kollegaer, som finder løsninger i fællesskab og udvikler sammen.
Du får spændende, forskellige samarbejdsparter både myndigheder, erhverv, interesseorganisationer og borgere
Vi tilbyder et spændende job med stort politisk fokus og en meget bred berøringsflade. Du har indflydelse på din arbejdsdag og muligheder for at prøve nyt. Vi har et godt arbejdsmiljø med muligheder for at udvikle dine kompetencer og stor fleksibilitet.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte Råstofchef Pia Buch-Madsen på tlf. 20119334, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Ansøgning
Send en motiveret ansøgning og dit CV via vores rekrutteringssystem senest d. 3. juni.
Første samtalerunde finder sted d. 10 og 11. juni og eventuelt anden samtale d. 24. juni
Ansættelse hurtigst muligt.
Ansøgningsfrist: d. 3. juni 2025
Om Regional Udvikling
Enheden for Råstoffer er en del af afdelingen for Regional Udvikling. Regional Udvikling har en bred vifte af myndigheds- og udviklingsopgaver inden for kollektiv trafik, koordinering af uddannelser, håndtering af jord- og grundvandsforurening, bæredygtig råstofindvinding samt udviklingen inden for infrastruktur, yderområder, grøn og grænseoverskridende samarbejder. Vi er ca. 70 medarbejdere i afdelingen. Vi har i vores arbejde borgeren i centrum, og vi arbejder oftest i strategiske partnerskaber med andre interessenter og aktører. Læs evt. mere om Regional Udvikling på www.regionsjaelland.dk/omregionen/Organisation/oevrigeafdelingerogenheder/Sider/regional-udvikling.aspx
Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 21.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.