Rådgivningschef til Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning

fuldtid
Rådgivningschef til Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning
  • Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning
  • Damvej 17, 8471 Sabro

Drømmer du om at få en ledende rolle i arbejdet med at understøtte de folkekirkelige arbejdspladser i arbejdsmiljøarbejdet, så er det måske dig vi har brug for som ny rådgivningschef i Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning.

Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning er en selvstændig institution inden for folkekirken, som tilbyder branchespecifik arbejdsmiljørådgivning til de folkekirkelige arbejdspladser.

Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivnings opgaver omfatter rådgivning og bistand til de folkekirkelige arbejdspladser vedrørende forebyggende arbejdsmiljøindsatser, herunder lovbundne opgaver som arbejdspladsvurdering, årlig arbejdsmiljødrøftelse med mere.

Derudover omfatter Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivnings opgaver rådgivning og bistand til løsning af konkrete problemer med arbejdsmiljøet på lokale folkekirkelige arbejdspladser, herunder problemer med psykisk og fysisk arbejdsmiljø og ergonomi, konflikthåndtering og mægling, bistand i forbindelse med efterlevelse af påbud fra Arbejdstilsynet med mere. Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning arbejder desuden på at blive autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Udover rådgivning og bistand til de folkekirkelige arbejdspladser har Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning en væsentlig rolle i at medvirke til tværgående arbejdsmiljøindsatser i folkekirken, som har til formål at forbedre arbejdsmiljø og trivsel på de folkekirkelige arbejdspladser.

Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning er etablereret ved bekendtgørelse under By-, Land- og Kirkeministeriet (Bekendtgørelse om Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning), og ledes af en bestyrelse, som bl.a. består af repræsentanter fra de faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationerne på folkekirkens område samt By-, Land og Kirkeministeriet.

Som rådgivningschef refererer du direkte til bestyrelsen og bliver ansvarlig for tre overordnede områder: Ledelse, administration/økonomi og konsulentopgaver. 

Ledelse

Som rådgivningschef udarbejder du sammen med bestyrelsen visioner og strategi for arbejdsmiljørådgivningens udvikling og følger løbende op på disse.

Samtidig får du som rådgivningschef ledelsesansvaret for en velfungerende og selvstændigt arbejdende personalegruppe bestående af specialister pt. med to psykologer (hvoraf den ene arbejder fra København), en arbejdsmiljøkonsulent og en administrativ medarbejder.

Da rådgivningsopgaverne ofte varetages lokalt på de folkekirkelige arbejdspladser rundt om i hele landet, skal du kunne lede på distancen, praktisere hybrid ledelse og have en forståelse af, at de bedste resultater opnås gennem tillid og en positiv samarbejdskultur.

Som leder er du nærmeste sparringspartner for de ansatte, der i høj grad arbejder selvledende i opgaveløsningen. Du bliver leder af specialister, og du skal både kunne bistå i den konkrete opgaveløsning, men også have øje for udvikling og kompetencer. Du skal sætte den overordnet retning for arbejdsmiljørådgivningen og du skal navigere i en politisk kontekst.   

Administration og økonomi

Som rådgivningschef får du det daglige ansvar for budgetter og økonomiopfølgning. Du bliver ansvarlig for tilbudsgivningen til de folkekirkelige arbejdspladser og kommer samtidig til at stå for udarbejdelse af resultataftaler med By- Land- og Kirkeministeriet og opfølgning herpå. Du varetager sekretariatsfunktionen både for vores bestyrelse og for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd.

Konsulentopgaver

Som rådgivningschef er du også en del af rådgivningens konsulentteam. Du skal løse opgaver indenfor konflikthåndtering og mægling, og du skal kunne facilitere APV- og trivselsprocesser på de folkekirkelige arbejdspladser. Derudover underviser du på kurser og konferencer og yder konkret arbejdsmiljørådgivning i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.

Vores forventninger til dig

Du har en bred arbejdsmiljøfaglig viden og har beskæftiget dig med forskellige emner indenfor det arbejdsmiljøfaglige område. Du skal have viden og erfaring med at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø og konflikthåndtering. Du har erfaring med rollen som rådgiver, gerne både som arbejdsmiljørådgiver og som leder.

Du er udadvendt, serviceminded og imødekommende over for rådgivningens brugere, både skriftligt, telefonisk og ved fysisk tilstedeværelse i hele landet.  Du kommunikerer og formidler klart og tydeligt på alle niveauer både skriftligt og mundtligt. Samtidig er du samarbejdsorienteret. Du tager initiativ, står ved dine holdninger og har blik for fælles mål. Du evner at skabe og vedligeholde relationer til mange forskellige mennesker.

Du har en relevant akademisk uddannelse. Måske er du psykolog, måske er du cand. Techn. soc. eller måske er din uddannelsesmæssige baggrund en anden. Det afgørende er, at uddannelsen er kombineret med relevante erfaringer og opbygning af kompetencer. Kendskab til den folkekirkelige struktur og ledelse vil være en fordel, men ikke en forudsætning. 

Vi tilbyder dig

  • Et selvstændigt og fleksibelt job med stor frihed, indflydelse og ansvar
  • Et stærkt fagligt miljø med hjælpsomme, engagerede og dygtige kolleger
  • Gode muligheder for både faglig og personlig udvikling

Arbejdssted og ansættelsesvilkår

Stillingen er placeret i Sabro, men rådgivningen dækker hele landet. Du skal derfor regne med en del kørsel og du skal selv kunne stille bil til rådighed. Der er gode muligheder for hjemmearbejde, men der forventes ugentligt fremmøde i Sabro. Stillingen er på fuld tid. I perioder må arbejde ud over 37 timer påregnes.

Tiltrædelse sker pr. 1. oktober eller snarest muligt.

Individuelle lønvilkår svarende til chefkonsulent med personaleansvar i staten. Bestyrelsen er indstillet på, at der kan forhandles et løntillæg til den rette ansøger.

Vil du vide mere?

Kontakt bestyrelsesformand Inge Kjær Andersen på telefon 6171 0656 eller på mail inkjan@gmail.com  

Du kan også læse mere på Folkekirkens Intranet

Ansøgning og samtale

Send din ansøgning til far@km.dk senest den 5. september kl. 12.00.

Der afholdes samtaler den 15. september i Sabro. Der kan blive tale om en efterfølgende anden samtale.  

 

Alle kvalificerede ansøgere – uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk baggrund – opfordres til at søge stillingen.

Log ind