Vil du være med til at fremme trivslen for studerende på videregående uddannelser? Så har du mulighed for at søge en spændende stilling som rådgiver hos Studenterrådgivningen.
Vi tilbyder et meningsfuldt arbejde i et fagligt og kollegialt arbejdsfællesskab. Der er stor efterspørgsel efter vores tilbud, og mange studerende melder meget positivt tilbage i forhold til den hjælp, de får.
Stillingen er til besættelse pr. 1. marts 2026. Du vil have base i København og vil være forankret i afdelingen Rådgivning Øst, der dækker Fyn, Sjælland og København. Der vil være 1-2 ugentlige arbejdsdage på et uddannelsessted i Storkøbenhavn. For at komme i betragtning til stillingen, skal du være uddannet psykolog eller socialrådgiver med en terapeutisk efteruddannelse. Stillingen er på fuld tid.
Fokus på individuelle samtaler Som rådgiver hos os skal du have lyst til en hverdag, der består af samtaler i en korttidsramme. Du vil have fire samtaler dagligt, hvoraf mindst én vil være en førstegangssamtale. De studerende, du møder, har forskellige problemstillinger, studieliv og baggrunde. Det kræver din nysgerrighed, relationskompetence og faglighed at samarbejde med den studerende på en måde, som er vedkommende og hjælpsom. Samtalerne vil ofte være af terapeutisk karakter, men du skal også rådgive og brobygge til andre tilbud, hvis Studenterrådgivningens tilbud ikke kan stå alene. Vi har både samtaler fysisk og online, og du vil også have samtaler på engelsk, da en del internationale studerende søger vores hjælp. I alle forløb bruger vi Feedback Informed Treatment (FIT) for at understøtte, at studerende får det størst mulige udbytte af samtalerne gennem aktivt arbejde med at skabe en god terapeutisk alliance.
De fleste arbejdsdage vil du have i vores fælles lokaler i København, mens du en-to dage ugentligt vil tilbyde samtaler på et uddannelsessted, hvor du vil være helt tæt på studiemiljøet. Vores erfaring er, at vi ved at være på campus bliver tilgængelige for studerende, der ellers ikke søger vores hjælp, samtidig med at vores tilstedeværelse giver os et lokalkendskab, der gør, at vi kan tilbyde de studerende en høj grad af sammenhæng i rådgivningstilbuddet.
Studenterrådgivningens samtaletilbud skal ses i sammenhæng med vores samlede mål om at bidrage til studietrivsel for alle studerende ved videregående uddannelser. Det indebærer et fokus på kontekstualisering og almengørelse af studielivsproblematikker samt et stærkt blik på tilhør og rammerne i studielivet. Derudover, at vi er dygtige til at spotte indikationer på alvorlig psykisk lidelse, og at vi har blik på, hvordan vi kan understøtte, at studerende kommer ud som dygtige dimittender, også hvis de har funktionsnedsætteler eller på anden vis er særligt udsatte.
Afdeling og kollegaskab Vi tilbyder en afdeling med et godt kollegaskab og fagligt fællesskab. Aktuelt er vi ved at ændre på vores organisering, så vi nu er i afdeling med 13 rådgivere i København, 3 på Sjælland (Roskilde, Slagelse og Næstved) og 3 i Odense. Rådgiverne har indflydelse på mødestruktur og inddrages i, hvordan vi balancerer mellem at mødes fysisk og at tage hensyn til forskellige lokaliteter og transporttid. Aktuelt har vores københavnske rådgivere base på Islands Brygge, men vi forventer at skulle flytte i løbet af 2026.
Vi lægger vægt på en åben og tillidsfuld kultur, hvor rådgivere stiller sig åbne med det arbejdsmæssigt svære, og hvor vi er gode til at bringe forskellige - og ind imellem modsatrettede - perspektiver på banen. Du vil møde kollegaer med forskellige erfaringer, metodemæssige forankringer, baggrunde og aldre. Fælles for os er, at vi gerne vil lære af hinanden, og at vi vægter hjælpsomhed og at have det rart og sjovt med hinanden. FIT er en naturlig del af vores hverdag og fungerer som et velintegreret redskab, som vi læner os ind i og samtidig ser nuanceret på.
Organisatorisk har vi i Studenterrådgivningen fokus på læring og på at understøtte en kultur, hvor vi ser opgaverne og deres løsning som et fælles anliggende. Det betyder blandt andet, at vi tilbyder ekstern supervision og fælles interne sparringsmøder. To gange om året sætter vi en dag af til læring og fordybelse i afdelingen, og en gang årligt mødes alle i organisationen til fælles to-dages personaleseminar.
Vi bestræber os på at give nye kollegaer en kvalificeret indføring i arbejdsopgaverne, og du vil derfor deltage i et introprogram og blive tilknyttet en mentor. Du vil få en afdelingsleder, der lægger vægt på at understøtte en åben og venlig dialog omkring de ting, der betyder noget for dig i løsning af opgaverne og i dit arbejdsliv i Studenterrådgivningen, og som er tilgængelig og prioriterer faglig sparring.
Kort om Studenterrådgivningen Studenterrådgivningen er en landsdækkende institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Vores almene rådgivning tilbyder gratis rådgivning til alle studerende på SU-godkendte videregående uddannelser. Samtidig arbejder vores Videnscenter for Inkluderende Læringsmiljøer med at forebygge mistrivsel blandt studerende, blandt andet ved at understøtte uddannelsesinstitutionernes arbejde med studietrivsel.
Du kan læse mere om os og vores tilbud på
srg.dk.
Praktisk Søg via linket senest den 18. januar 2026. Vi holder ansættelsessamtaler den 22. januar og eventuelle 2. samtaler vil være den 26. januar.
Ansættelse sker i henhold til de statsligt aftalte fællesoverenskomster – vi er ikke lønførende, og vi tilbyder ikke deltidsansættelser.
Hvis du har spørgsmål til opslaget eller stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Rosa Vikmann Pedersen på 30 90 07 06 eller rovp@srg.dk.