Psykologer søges til udvidelse af Danmarks Fængslers Psykologkorps

fuldtid
Psykologer søges til udvidelse af Danmarks Fængslers Psykologkorps
  • Områdekontor Østerbro
  • Kristineberg 4, 2100 København Ø
Vil du være med til at styrke de psykologiske indsatser for personalets trivsel og arbejdsmiljø i
Danmarks Fængsler?


I Danmarks Fængsler løfter vi en betydelig samfundsmæssig opgave, og med den nye strafreform ligger der foran os en periode præget af udvikling, faglig fornyelse og øget gennemslagskraft i vores ambition om at bidrage til tillid, tryghed og retfærdighed i det danske samfund.

Med strafreformen får vi mulighed for at styrke og videreudvikle de psykologiske indsatser til gavn for personalet. Det betyder, at Danmarks Fængslers Psykologkorps udvides betydeligt med flere psykologer for at sikre, at vi både kan styrke eksisterende indsatser og implementere nye tiltag rettet mod personalet. Blandt andet skal arbejdsvilkårene og det psykiske arbejdsmiljø i Danmarks Fængsler forbedres gennem øget mulighed for mere supervision, flere forebyggende samtaler og mere psykologfaglig støtte og rådgivning.

Som psykolog i Danmarks Fængslers interne psykologkorps vil du få et indgående kendskab til de problemstillinger, der fylder for Danmarks Fængslers forskellige medarbejdergrupper. Det skal omsættes til målrettede initiativer, der har til formål at forebygge belastningsreaktioner og øge trivslen. Derved er du med til at løse nogle af de arbejdsmiljømæssige udfordringer, der kan opstå i forbindelse med arbejdet i Danmarks Fængsler.

Som vores kommende kollega i psykologkorpset bliver du således en nøgleperson i arbejdet med at udvikle og forbedre arbejdsmiljøet for Danmarks Fængslers over 4.400 ansatte. Det gør du ved at være til stede på matriklerne og have et godt og tæt samarbejde med både ledere og HR.

I dagligdagen kommer du til at løse de fleste af dine opgaver selvstændigt, og du kan også få mulighed for at samarbejde med dine kolleger i psykologkorpset og andre interne samarbejdspartnere om større opgaver.

Om dig
Du er uddannet cand.psych. og gerne autoriseret. Hertil vil det være en fordel, hvis du har en supervisoruddannelse samt erfaring med opgaveløsning inden for det arbejds- og organisationspsykologiske arbejdsområde. Fra dine tidligere ansættelser ser vi også gerne, at du har erfaring med arbejdet med at forebygge og håndtere høje følelsesmæssige krav og belastningsreaktioner.

Du formår at arbejde selvstændigt med komplekse opgaver på organisations-, gruppe- og individniveau. Hertil har du en solid faglig vurderingsevne med en positiv og løsningsorienteret tilgang til opgaverne, er pragmatisk og formår at navigere respektfuldt i en politisk styret organisation med forståelse for kerneopgaven.

Som person er du imødekommende, opsøgende, lyttende og eksekverende. Du har stort fokus på at opbygge trygge og tillidsfulde relationer og trives i samspillet med kolleger og samarbejdspartnere.

Om jobbet
Psykologkorpset er sammensat af psykologer med forskellige psykologfaglige kompetencer og praksiserfaringer. Heraf fungerer en af psykologerne som fagligt ansvarlig, der sikrer faglig retning, kvalitet og ensartethed i opgaveløsningen. Da psykologkorpset dækker hele landet, er psykologerne i dagligdagen ikke forankret på samme adresse. Vi har dog stort fokus på stadig at understøtte det kollegiale fællesskab, og på at du og dine kollegaer trives i opgaverne og med hinanden. Vores omgangstone er respektfuld og positiv, og vi praktiserer i høj grad frihed under ansvar og en åben dialog. Du vil få en arbejdsdag med stor variation og en bred vifte af psykologfaglige opgaver.

Dine primære arbejdsopgaver vil være at:

  • Gennemføre gruppesupervision for medarbejdere og ledere med daglig kontakt til indsatte, beboere og klienter
  • Afholde forebyggende samtaler med uniformerede elever og andre i særlige funktioner
  • Iværksætte og bistå den lokale ledelse med tiltag til forebyggelse af PTSD og andre psykiske belastningsreaktioner
  • Give støtte til medarbejdere, der skal møde i retssager
  • Varetage debriefinger og opfølgningssamtaler med medarbejdere efter voldsomme hændelser
  • Gennemføre netværksmøder for tilskadekomne medarbejdere og pårørende
  • Rådgive om og facilitere initiativer, der kan styrke det psykiske arbejdsmiljø
  • Understøtte uddannelsesaktiviteter om målgrupperne for personalets arbejde samt arbejdsmiljø og øget trivsel i organisationen.
Terapeutiske forløb er ikke en primær del af arbejdsopgaverne, og gruppesupervision for medarbejdere og ledere samt debriefinger vil fylde cirka halvdelen af arbejdstiden.

Dit daglige arbejde vil være fordelt på forskellige matrikler i Øst- eller Vestdanmark. Da psykologkorpset er landsdækkende, skal du også være indstillet på at varetage arbejdsopgaver på tværs af landet, samt at deltage i mødeaktivitet i andre landsdele efter behov med henblik på at sikre den faglige sparring, erfaringsudveksling samt det gode sammenhold internt i korpset. Vi tilstræber at benytte digital mødeaktivitet i alle de sammenhænge, hvor det er hensigtsmæssigt.

Vi tilbyder

  • En alsidig hverdag på Danmarks Fængslers forskellige matrikler
  • Et spændende og bredt psykologfagligt job med egne ansvarsområder
  • Kompetenceudviklingsmuligheder og ved behov autorisationsforløb
  • Et job med frihed og fleksibilitet til at tilrettelægge opgaveløsningen
  • Et fagligt stærkt team af kolleger og berigende tværfagligt samarbejde
  • Faglig sparring og ekstern kollegial supervision
  • Tilgængelig og tillidsbaseret ledelse
  • Fokus på balance mellem arbejds- og familieliv samt arbejdsmiljø.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes centralorganisation. Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler. Arbejdsstedet er Kredskontoret i Øst. Tjenestestedet vil blive en af Danmarks Fængslers matrikler i dit geografiske nærområde.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen med fleksibel arbejdstid. Vi hører også gerne fra dig, selvom du er interesseret i færre timer.

Vi forventer, du har kørekort B, da der kan være en del transporttid. Det vil være en fordel, hvis du har mulighed for at benytte egen bil.

Ansøgning
Din ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest onsdag den 28. januar 2026. Stillingen forventes besat snarest muligt og senest den 1. april 2026.

Samtaler afholdes i uge 6 og 7 i enten Kredskontoret i Fængselskreds Vest i Århus eller Kredskontoret i Fængselskreds Øst i København.

Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Ninett Haubjerg Madsen på tlf.: 7255 3964 eller fagligt ansvarlig psykolog Kristian Winther Pedersen på tlf.: 7255 3988.

Om Danmarks Fængsler
Danmarks Fængsler begrænser kriminalitet og skaber tryghed i samfundet. Det har vi tilfælles med politiet, anklagemyndigheden og domstolene, som er de andre myndigheder i straffesagskæden. Vi sikrer, at domstolenes domme bliver fuldbyrdet. Det er både frihedsstraffe, som afsones i fængsler og arrester eller med fodlænke, og tilsyn i forbindelse med betingede domme, herunder samfundstjeneste. Vi fører også tilsyn med prøveløsladte. Straf bliver gennemført med den nødvendige kontrol og sikkerhed, men også med støtte og motivation, så de dømte ikke falder tilbage til kriminalitet. Danmarks Fængsler består af Styrelsen for Danmarks Fængsler og to fængselskredse og beskæftiger ca. 4.400 medarbejdere. Lidt under halvdelen er fængselsbetjente.

For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk

Log ind