Ønsker du at arbejde med optimering af komplekse forretningsprocesser og løse spændende problemstillinger i tæt samarbejde med dygtige og erfarne kolleger? Har du din værktøjskasse i orden, når det kommer til at arbejde med processer og projekter? Så er der lige nu en god mulighed for at blive en del af et dynamisk team i Danmarks største kommune.
I kontoret Indkøb til Betaling søger vi to erfarne projektledere, der kan arbejde selvstændigt og sikre plan og fremdrift i både mindre og større opgaver, som spænder bredt fra strategiske indsatsområder til organisatoriske forandringsprocesser og konkret implementering.
Om jobbet I kontoret Indkøb til Betaling optimerer vi processerne fra indkøb til betaling på tværs af kommunen. De næste fire år skal der implementeres et omfattende indkøbssprogram, hvoraf dele er forankret i kontorets tværgående udviklingsteam. Teamet er vokset, opgaverne bliver stadigt flere og ansvaret større – alt sammen under stor politisk bevågenhed. Vi savner derfor nye kollegaer, som har lyst til at blive en del af et fagligt stærkt og kollegialt fællesskab, hvor både dine og teamets udviklingsmuligheder er mange.
Du får ansvaret for at drive nogle af projekterne i indkøbsprogrammet, som handler om brugervenlighed og optimering af processerne fra indkøb til betaling. I rollen som projektleder indgår en væsentlig opgave med at kommunikere til interessenter samt at udarbejde indstillinger og beslutningsoplæg til forskellige udvalg og instanser i kommunen.
Du vil derfor få en bred berøringsflade på tværs af hele kommunen og de syv forvaltninger. Det betyder, at du som projektleder kommer til at samarbejde med mange af vores dygtige kolleger med forskellige faglige baggrunde.
Du skal bruge tid på at sætte dig ind i, hvordan processer og systemer fungerer, hvilke regler og krav gælder, og hvordan brugerne anvender systemerne.
Du har en relevant videregående uddannelse, og du
- har erfaring med projekt- og udviklingsarbejde
- har stærke kommunikationsevner og har i særdeleshed erfaring med skriftlig kommunikation
- er god til at koordinere, holde overblik og tage ansvar for opgaven
- er nysgerrig og har lyst til at lære nyt
- kan sætte dig hurtigt ind i problemstillinger – og selv opsøge viden i organisationen
- er en holdspiller, som gerne vil bringe din faglighed og dine metoder i spil
- bidrager til det gode samarbejde med både ledere, kollegaer, leverandører og brugere
Det er en fordel, hvis du har erfaring med SAP eller lignende ERP-systemer og med processen indkøb til betaling.
Vi tilbyder et job, hvor du får - mulighed for at udvikle dig og gøre en forskel for vores brugere
- kollegaer og ledere, som har fokus på det gode samarbejde og høj medarbejdertilfredshed
- et uformelt arbejdsmiljø, hvor vi er ambitiøse på vores faglighed og opgaveløsning
- afvekslende opgaver og mulighed for indflydelse
- mulighed for kurser og kompetenceudvikling
- fleksibilitet i forhold til arbejdstider og mulighed for hjemmearbejdsdage
- en lokation tæt på offentlig transport (lige ved Fuglebakken s-togstation)
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Vi ønsker stillingerne besat den 1. november 2025 eller snarest muligt.
Mere information Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Andreea Vizitiu på 29 28 95 82 eller teamleder Tine Nilaus Jørgensen 29 27 17 73.
Søg via linket senest mandag den 1. september 2025 Vi afholder ansættelsessamtaler løbende.
Koncernservice er en professionel serviceorganisation I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, løn, indkøb, CSR og forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune.
Mød os på www.koncernservice.kk.dk.