Vil du stå i spidsen for den boligsociale helhedsplan i Lemvig og sikre retning, stabilitet og resultater i projektets afsluttende og centrale fase?
Vi søger en tydelig, erfaren og engageret projektleder, der kan sikre, at projektet kommer godt i mål, og at de opnåede resultater forankres i organisationen og samarbejdsrelationerne – i en alsidig og samarbejdsorienteret hverdag.
Du får samtidig en vigtig rolle, i tæt samarbejde med bestyrelsen, med at udarbejde ansøgningen til en mulig ny projektperiode i forlængelse af den nuværende, som udløber med udgangen af 1. kvartal 2027. Arbejdet forventes igangsat i 2026.
Den boligsociale helhedsplan i Lemvig (2023 – 1. kvartal 2027) er et samarbejde mellem Bo i Lemvig og Lemvig Kommune, støttet af Landsbyggefonden. Projektet omfatter ca. 600 boliger og 800 beboere og har fokus på tryghed, trivsel og fællesskab for både børn, unge og voksne.
Helhedsplanen gennemføres i tæt samarbejde med beboere, kommunen og lokale aktører. Fælleshuset 25B danner rammen om mange af aktiviteterne.
Projektet arbejder ud fra visionen om, at Bo i Lemvig og Lemvig Kommune samskaber tilbud, der understøtter beboernes muligheder for at indgå i samfundets øvrige fællesskaber. Visionen udfoldes gennem tre pejlemærker:
- Børn og unge: har et aktivt fritidsliv.
- Voksne: opnår varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Familier: forældre bidrager positivt til deres børns opvækst.
Vi er nu langt inde i projektperiode 2, og arbejdet med ansøgningen til projektperiode 3 skal igangsættes i løbet af 2026. Du vil derfor få en central rolle i at fastholde tempoet, sikre kvaliteten af de igangværende indsatser og bidrage aktivt til forberedelsen og udarbejdelsen af ansøgningen til en mulig ny projektperiode.
Som projektleder får du ansvaret for den daglige projektledelse, koordinering, fastholdelse og forankring af den boligsociale indsats. Du bliver ansat hos Bo i Lemvig og refererer direkte til direktøren. Personaleledelsen varetages af direktøren, mens du får et selvstændigt fagligt og driftsmæssigt ansvar for projektets gennemførelse.
Du bliver en del af et dedikeret team, der arbejder tæt sammen med kommunale partnere og lokale aktører. Vi lægger vægt på tydelige roller, god koordinering og faste strukturer for planlægning og opfølgning.
Vi søger en person, der trives i et miljø med mange samarbejdsflader og som kan skabe fremdrift og retning – ikke ved at stå alene, men ved at samle og strukturere.
Arbejdssted: Fælleshuset 25B, Industrivej 25B, Lemvig
Ansættelse: Snarest muligt eller efter aftale.
Du er velkommen til at kontakte:
Jette Graversen, direktør for Bo i Lemvig, tlf. 21 34 49 95, mail jel@boilemvig.dk, eller
Ole Elbæk, fagchef for Børne- og Familiecentret i Lemvig Kommune, tlf. 61 89 53 66, mail ole.elbaek@lemvig.dk.
Du kan også læse mere om den boligsociale helhedsplan på www.boilemvig.dk.
Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk via Lemvig Kommunes hjemmeside senest 30-11-2025.
1. samtalerunde: 9. december
2. samtalerunde: 17. december
Læs mere om Lemvig Kommune på lemvig.dk.