Projektassistenter til spændende byggeprojekter i Etablissement- og Terrænkommandoen

fuldtid
Projektassistenter til spændende byggeprojekter i Etablissement- og Terrænkommandoen
  • Gothersgade Kaserne
  • Gothersgade 100, 1123 København K
Vil du bidrage til gennemførelsen af spændende bygge- og anlægsprojekter i Forsvaret og understøtte projektledere i deres arbejde? Så er du måske vores nye projektassistent på Bygge- og anlægsafdelingen, som har til huse på Kastellet.

Om os

Bygge- og anlægsafdelingen har bygherreansvaret for alle militære byggerier i Danmark, Grønland og på Færøerne. Vores projektportefølje er helt særlig – det er nemlig kun os, der må og kan bygge for Forsvaret.

Vi arbejder med alt fra standardbyggerier til højtekniske installationer og komplekse anlæg, ligesom vi varetager om- og tilbygninger på Forsvarets eksisterende bygningsmasse.

Som projektassistent hos os bliver du en del af et fagligt stærkt miljø, hvor samarbejde, sparring og videndeling er en naturlig del af hverdagen. Vi hjælper hinanden med at lykkes, og din faglige såvel som personlige udvikling er vigtig for os.

Vi vægter balance mellem arbejds- og privatliv højt, og du har derfor mulighed for at arbejde hjemmefra efter behov og efter aftale med din nærmeste leder. Dit faste arbejdssted bliver i de historiske rammer på Kastellet i København, og der kan forekomme lidt rejseaktivitet i forbindelse med de projekter, du bliver tilknyttet.

Om stillingen

Som projektassistent får du en central rolle i et team, hvor du tæt sammen med projektlederne bidrager til at sikre en vellykket gennemførelse af Forsvarets byggeprojekter.

Dine opgaver omfatter blandt andet:

  • økonomiopfølgning og løbende databehandling
  • dokumenthåndtering og kvalitetssikring
  • rejse- og mødebooking
  • koordinering og planlægning af interne arrangementer
  • administration og opfølgning på interne processer, retningslinjer og deadlines
Du får en grundig oplæring og løbende sparring, så du hurtigt får et godt kendskab til både organisationen og dine ansvarsområder. Din opgaveportefølje tilpasses løbende efter projekternes behov og dine kompetencer.

Om dig

Du har en relevant uddannelses- eller erfaringsbaggrund, som giver dig et godt fundament for at arbejde i en offentlig organisation. Vejene ind i jobbet kan være mange – det vigtigste er, at du har interesse for administration og gerne økonomi. Det er en fordel, hvis du har suppleret med kurser inden for økonomi, eller blot har en naturlig flair for området.

Du kan både være nyuddannet eller have erfaring fra en lignende rolle. Det vigtigste for os er, at du har lyst til at udvikle dig gennem kurser, videreuddannelse og et tæt samarbejde med kolleger og ledelse.

Du er fortrolig med Office-pakken og har gerne erfaring med elektronisk dokument- og sagshåndtering. Som projektassistent arbejder du effektivt, engageret og ansvarsbevidst og sikrer, at opgaver og deadlines bliver overholdt.

Ansættelsesvilkår

Du bliver ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende overenskomst. Afhængig af dine kvalifikationer er der mulighed for at forhandle tillæg i forbindelse med ansættelsen. Der er til jobbet tilknyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingsindholdet er du velkommen til at kontakte sektionschef Alexander Breland på telefon 2162 6676 eller via mail: fes-chbco1@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Mathias Fønskov på telefon 3266 5023.

Ansøgningsfrist: 18. januar 2026

Samtaler: Vi holder samtale løbende, så søg hellere i dag fremfor i morgen

Startdato: 1. marts 2026 eller efter aftale

Du kan søge stillingen via linket nedenfor. Vi opfordrer dig til at vedhæfte dokumentation for din relevante uddannelse og eventuelt andre relevante dokumenter, som du kan medbringe ved en samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen, og derfor opfordrer vi alle interesserede til at søge stillingen, uanset baggrund.

Mere om Etablissement- og Terrænkommandoen

Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.

Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.

Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.

Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.

• Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.

• Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.

• Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly. Etablissement- og Terrænkommandoen.

Log ind