Kunne du tænke dig at stå i spidsen for implementeringen og den videre udvikling af statens løsning til rejse- og udlægsafregning – en fælles it-løsning, der skal tages i brug af mere end 100.000 medarbejdere i staten?
I Økonomistyrelsen udvikler og driver vi digitale løsninger, der binder staten sammen. Som en del af Finansministeriets koncern får du kunder på tværs af ministerier og styrelser. Dine beslutninger får dermed en direkte effekt for tusindvis af medarbejdere, og for den måde staten arbejder på.
Vær med til at implementere næste generation af statens rejse- og udlægsafregning Den nye løsning understøtter rejse- og udlægsafregning for statens medarbejdere. Løsningen er netop leveret af vores leverandør og går i præ-pilotfasen hos Økonomistyrelsen i februar 2026. Fra foråret følger de første pilotinstitutioner, og efter sommerferien påbegyndes den landsdækkende udrulning, hvor den nuværende RejsUd-platformen gradvist erstattes og over 100.000 brugere migreres til den nye løsning.
Som Product Owner får du medansvar for at sikre implementeringen i tæt samarbejde med et tværfagligt team og styrelsens implementeringskonsulenter. Du skal omsætte de nye brugeres erfaringer til konkrete forbedringer og sikre, at løsningen fungerer intuitivt – også for de mange medarbejdere, der kun anvender den få gange om året. Løsningen findes både som web og app, og det er centralt, at oplevelsen hænger sammen på tværs af platforme.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Drive og prioritere produktets backlog og roadmap i tæt samarbejde med vores leverandør
- Følge implementeringen tæt og omsætte feedback fra brugere og pilotinstitutioner til konkrete forbedringer
- Sikre, at brugeroplevelsen er enkel og intuitiv – både på web og i app
- Bidrage til tydelig kommunikation og videndeling på tværs af staten
- Samarbejde på tværs af Økonomistyrelsens kontorer, leverandør og institutioner for at sikre stabil drift og løbende udvikling.
Som Product Owner bliver du en del af kontorets PO-fællesskab, hvor vi på tværs af kontorets løsninger sætter retning for produktudviklingen og sikrer sammenhæng i vores fælles portefølje af økonomisystemer. Du får desuden mulighed for at deltage i Økonomistyrelsens UX-netværk, hvor vi deler erfaringer og metoder til at styrke brugeroplevelsen i vores løsninger.
Om dig Vi leder efter en udadvendt, engageret og analytisk profil, der motiveres af at skabe værdi for brugere og forretning.
Du:
- Er proaktiv, struktureret og god til at skabe fremdrift i samarbejde med andre
- Har stærke kommunikationsevner og trives med at tale med brugere, ledelse og samarbejdspartnere
- Kan omsætte brugerindsigter og feedback til konkrete prioriteringer og produktforbedringer
- Har god forretningsforståelse og trives i et miljø med mange interessenter
- Tænker datadrevet og brugercentreret – og tager ansvar for hele produktets livscyklus.
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med UX-metoder og er fortrolig med brugen af brugerrejser og personaer. Du skal ikke være teknisk specialist, men du skal være nysgerrig på systemets funktioner og god til at stille de rigtige spørgsmål.
Om os Du bliver en del af Økonomistyrelsens kontor for Økonomisystemer, hvor vi udvikler og driver statens fælles it-løsninger inden for økonomistyring, indkøb, kontraktstyring og rejseafregning.
Vi er et kontor med høj faglighed og et stærkt fællesskab, præget af tillid, ansvar og en uhøjtidelig tone. Hverdagen byder på stort selvstændigt ansvar, men også tæt samarbejde på tværs af kontorer og fagligheder.
Teamet bag rejseafregning og indkøb består af 11 kolleger med et bredt fagligt fokus. Vi arbejder for, at statens digitale løsninger bliver enklere og mere effektive, og vi vægter både faglig kvalitet og arbejdsglæde højt.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Ansættelsesvilkår Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling alt efter kvalifikationer.
Arbejdsstedet er Landgreven 4, 1301 København K – i hjertet af byen, tæt ved Kongens Have og metroen.
Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via
www.politi.dk , eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Finansministeriets departement, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.
Yderligere oplysninger Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Christian Kim Jørgensen på telefon 24 41 90 31 eller via mail på
chrjor@oes.dk.
Ansøgning Din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag sendes via statens e‑rekrutteringssystem senest fredag d. 21. november 2026.
Samtaler afholdes løbende med tiltrædelse snarest derefter.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.