Sundhed er noget af det, som interesserer danskerne mest. Derfor er Region Hovedstaden med sit årlige budget på næsten 40 mia. kroner og et befolkningstal på 1.8 mio. mennesker dagligt i mediernes og politikernes søgelys. I klyngen Politik, Presse og Jura har en af vores kolleger fået nyt spændende job, så vi søger en ny kollega, som vil hjælpe os med at følge mediestrømmen samt rådgive kolleger og regionens øverste administrative og politiske ledelse, og som med sin erfaring, analytiske sans og gennemslagskraft vil bidrage til at sætte fokus på regionens mange dagsordener.
Udover sundhedsdagsordner får du også ansvar for kommunikationen om vigtige områder inden for regional udvikling. Her er vigtige spørgsmål tæt på borgernes hverdag: Hvor ofte kører bussen? Skal der graves efter råstoffer i min baghave? Bliver jorden i børnehaven renset?
Vi tilbyder Du får en central placering i en af Danmarks største arbejdspladser med omkring 40.000 ansatte og muligheden for at arbejde tæt sammen med koncerndirektion, sekretariat, fagfolk og ledere i vores koncerncentre og ikke mindst den politiske ledelse med regionsrådsformanden i spidsen.
Fra 1. januar 2027 lægges de to regioner øst for Storebælt sammen og danner Region Østdanmark. Du får chancen for at være med i danmarkshistoriens største fusion. Vi får travlt, der er masser af ubesvarede spørgsmål – og det bliver helt vildt spændende at være en del af.
Om dig Vi forventer, at du har en relevant uddannelse og erfaring med kommunikation og pressearbejde – helst fra en politisk ledet organisation. Du skal have en skarp pen og gerne erfaring med sociale medier. Du skal også gerne synes, det er sjovt at pitche den gode historie til medierne.
Herudover forventer vi, at du:
- er åben, tillidsfuld, god til at skabe relationer og har blik for at inddrage både interne og eksterne interessenter
- har politisk tæft og er optaget af nyhedsstrømmen og samfundsdebatten
- kan holde hovedet koldt i et arbejdsmiljø præget af mange sager, høj kompleksitet og højt tempo
- er fleksibel i din tilgang til arbejde og arbejdstid, da du bl.a. skal indgå i en pressevagtsordning uden for almindelig kontortid
Om os Arbejdspladsen er på Regionsgården i Hillerød, hvor du bliver del af Center for Politik og Kommunikations klynge Politik, Presse og Jura. I alt er der fem personer, der arbejder med bl.a. pressehåndtering, rådgivning og sociale medier.
Vi er ambitiøse, arbejdsomme, morsomme, service-mindede, modige og lægger stor vægt på tillid, ansvar og respekt. Og vi glæder os til at få dig på holdet.
I Center for Politik og Kommunikation får du 72 dygtige kolleger, der foruden presse arbejder med bl.a. betjening af politikere og koncernledelse, intern kommunikation, rådgivning, web, design og projektledelse.
Foruden kollegerne på Regionsgården får du nogle dygtige kommunikationskolleger på regionens virksomheder og hospitaler. Region Hovedstaden er desuden et levende demokrati med 41 folkevalgte politikere i Regionsrådet, hvor regionsrådsformanden står i spidsen. Det er oftest politikerne og direktørerne, der tegner Region Hovedstaden i medierne.
Yderligere oplysninger Har du spørgsmål til stillingen, så tøv ikke med at kontakte pressechef Annette Precht-Sparre på 5144 4395.
Løn- og ansættelsesvilkår Du vil blive aflønnet efter gældende relevant overenskomst. Arbejdspladsen er på Regionsgården i Hillerød. På sigt kan der også blive mødedage i regionshuset i Sorø.
Ansøgningsprocedure Stillingerne er til besættelse fra 1. august eller snarest herefter. Vi forventer at afholde samtaler i uge 26.
Ansøgningsfrist den 24. juni 2025.