Piccoline/Piccolo søges til spændende stilling i Minister- og Ledelsessekretariatet i Social- og Boligministeriet Trives du med en travl hverdag, og er du nysgerrig på at opleve dagligdagen i et ministerium? Så er du måske vores nye kollega i Minister- og Ledelsessekretariatet i Social- og Boligministeriets departement.
Stillingen Som piccoline/piccolo skal du i tæt samarbejde med dine kollegaer i ministerens forkontorer sørge for at få den daglige sekretariatsbetjening og servicering af ministeren til at gå op i en højere enhed. Stillingen indeholder variation og en dynamisk hverdag – opgaverne kan være mange og forskelligartede, men du vil få ansvaret for en række faste og praktiske opgaver. Med stillingen får du et særligt indblik i ministeriernes arbejdsgange og et unikt indblik i hverdagen helt tæt på en minister.
Du vil særligt skulle arbejde med:
- Print af sager og udarbejdelse af digitale sagsmapper
- Bestille lokaler og forplejning til møder, herunder dække op og rydde af
- Håndtere post og invitationer
- Fakturering og afregninger i økonomisystem (hhv. IndFak og Statens Digitale Indkøb)
- Løbende ad hoc-opgaver, herunder ærinder ude i byen
Om dig Vi forestiller os, at du har afsluttet en gymnasial uddannelse og er i gang med et sabbatår eller lignende. Det er et krav, at du taler og forstår dansk. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du bliver sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.
Derudover forventer vi, at du:
- er serviceminded, proaktiv og har en positiv indstilling
- er ansvarsbevidst og pligtopfyldende
- både kan arbejde selvstændigt og er samarbejdsorienteret
- er struktureret og detaljeorienteret
Vi er et ministerium, hvor planen ofte kan ændre sig, og stillingen kræver en vis fleksibilitet, da nogle møder ofte aftales med meget kort varsel. Relevant erfaring fra et tidligere job eller fritidsjob vil være en fordel, men det er ikke et krav.
Om os I Minister- og Ledelsessekretariatet (MLS) har vi godt sammenhold og stor vilje til at samarbejde om opgaver og hjælpe hinanden. Vi lægger vægt på godt kollegaskab, hvor det også er sjovt at være på arbejde. Du vil blive en del af et sekretariat på 7-8 medarbejdere og vil referere til kontorchefen i MLS.
Departementet I Social- og Boligministeriet arbejder vi for at skabe resultater, der positivt bidrager til at skabe fremskridt for udsatte borgere i vores samfund samt på boligområdet. Ministeriet har det overordnede ansvar for social-, familierets- og boligområdet. Heri indgår bl.a. ansvaret for kommunernes indsatser over for børn, unge og voksne, der er socialt udsatte eller har psykisk eller fysisk nedsat funktionsevne, samt ansvaret for reglerne om skilsmisse, adoption, forældremyndighed og boligområdet.
Løn- og ansættelsesvilkår Du vil blive ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten) og den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende kontorfunktionærer.
Den ugentlige arbejdstid vil som udgangspunkt være 20 timer men eventuelt med mulighed for flere timer i perioder. Der kan være variation i arbejdstiden, ligesom fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder kan aftales. Arbejdstiden tilrettelægges efter aftale.
Ansættelsesområdet er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Social- og Boligministeriets departement, Holmens Kanal 22, 1060 København K.
Stillingen ønskes besat den 1. marts 2026 eller hurtigst muligt.
Vil du vide mere Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Oliver Waterstradt på tlf. 72 28 24 32 eller mail:
olwa@sm.dk.
Sådan søger du Send ansøgning, CV og eksamensdokumentation elektronisk via stillingsopslaget på
www.sm.dk.
Vi skal modtage din ansøgning
senest torsdag den 15. januar 2026.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 4.
Der kan indgå tests som en del af rekrutteringsprocessen.
Ministeriet ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, hvorfor alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.