deltid
Personlig assistent til at understøtte en medarbejder i Snorregården
Kort om os
Snorregården er en vuggestue med fire grupper, hvor vi på hver gruppe har plads til 12 børn. I Snorregården har vi fokus på børneperspektivet, og vi møder altid børnene dér, hvor de er og har brug for det. Vi har et godt og stærkt arbejdsfællesskab, og vi er alle enige om, at vi har et vigtigt arbejde, og vi lykkes sammen.
Vi tilbyder et helt fantastisk hus, der rummer pædagogisk personale, som absolut altid har fokus på at skabe de bedste rammer for det gode børneliv. Her er omsorg og nærvær altid i fokus, og vi udnytter alle rum og hjørner i huset. Vi har en dejlig legeplads, og alle grupper har udgang hertil.
Stillingen er på 17 timer om ugen, og timerne er i fast skema.
Hvem er du?
Du besidder evner som indlevelse og nærvær, og du fokuserer på børnenes perspektiver og møder dem dér, hvor de er. Du er opmærksom på at vise børnene, du er til rådighed gennem dit kropssprog og din mimik. Du er positiv og formår at engagere dig i dit arbejde. Du er mødestabil, og du finder det pædagogiske fag interessant, og du er god til at tilbyde din hjælp.
OBS
At være personlig assistent (PA) består i, at du og medarbejderen sammen løser de opgaver pædagogmedhjælperstillingen indebærer – herunder, og i særdeleshed, fysiske opgaver. Fx hjælp med oprydning, hjælpe børn med deres overtøj, gå med på tur, hjælpe børn på toilettet/bleskift m.m. Desuden skal du træde til, hvor det skønnes, der er behov.
Da du kommer til at arbejde i et børnemiljø, er det vigtigt, at du ser stillingen som mere end blot personlig assistent til en kollega. Børnene vil opfatte dig som ny voksen på stuen og se dig som endnu en omsorgsgiver og rollemodel. Derfor er det vigtigt, at du ser dig selv som en rollemodel for børnene, og at du har fokus på dit relations arbejde med børn, forældre og kolleger.
Det er vigtigt for os, at vi i din ansøgning kan læse, hvordan netop du kan bidrage til det gode børneliv, og hvorfor vi skal vælge dig.
Sidst, men ikke mindst
I Snorregården har vi udarbejdet en velkomstpakke, når vi tager imod nye kollegaer i huset. Din velkomstpakke vil også have fokus på at indeholde de arbejdsopgaver, der forventes af dig som personlig assistent.
Ansættelsesvilkår
Vi har brug for en personlig assistent fra den 1. november 2025 eller snarest derefter i 17 timer om ugen. Arbejdstiden fordeler sig mellem kl. 07.15-17.00 og fredag 07.15-16.15.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. Til samtalen beder vi om samtykke til at indhente børne- og straffeattest samt referenceindhentelse.
Særlige vilkår for ansættelsen
Tidsbegrænset stilling: Du er ansat som personlig assistent for en medarbejder. Det er en betingelse for opretholdelse af din ansættelse, at der foreligger en bevilling. Du fratræder din stilling uden yderligere varsel, hvis bevillingen bortfalder, eller hvis medarbejderen fratræder sin stilling.
Sygdom: Hvis den medarbejder, der har behov for personlig assistance bliver syg, kan man ikke pålægge den personlige assistent at arbejde. Den personlige assistent har i et sådant tilfælde ret til tjenestefri med løn.
Ferie: Leder har mulighed for at varsle hovedferie med tre måneders varsel og øvrig ferie med en måneds varsel. Inden for disse rammer er det således muligt at placere medarbejdernes ferie på samme tidspunkter, da det er driftsmæssigt begrundet i og med at der ikke er arbejde til den personlige assistent, når medarbejderen, der har behov for personlig assistance, har ferie. Da der skal tages størst muligt hensyn til medarbejderne ved placering af ferie, vil det dog først og fremmest være en god idé at afsøge muligheden for at aftale en koordinering med de pågældende medarbejdere (inddrage medarbejderne). Man bør derfor så vidt muligt aftale, om man kan nå til enighed med de pågældende medarbejdere om placering indenfor fristerne. Og hvis ikke dette er muligt, kan placeringen altså fastlægges af ledelsen.
Mere information
Er du interesseret i stillingen, og ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Josefine Ellehammer Shein på 20 51 99 50.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og evt. uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Søg via linket senest torsdag den 2. oktober 2025