fuldtid
Pædagogmedhjælper til Solstrålens børnehave (vikariat)
Står du og mangler noget erfaring med daginstitution, eller har du erfaring og kunne godt tænke dig at bruge efteråret i selskab med vores dejlige børn og voksne i Solstrålens børnehave eller vuggestue, så se her.
Vi har en midlertidig stilling ledig med start hurtigst muligt til ca. den 31. december 2025 med mulighed for forlængelse.
Opgaven i Solstrålen – en særlig indsats for alle børn
I Solstrålen vil vi gerne give alle børn lige muligheder, og det arbejder vi med på mange forskellige måder. Blandt andet arbejder vi med børnene i små pædagogiske læringsrum med fokus på nærmeste udviklingszone for det enkelte barn i sprogarbejdet.
Vi arbejder også med legemanuskripter som redskab til at give alle børn flere erfaringer til fælles. Det arbejde bliver du en del af, og du vil blive klædt på til opgaven af vores pædagogiske koordinatorer og de to pædagogiske ledere på matriklen.
Hos os har vi flere børn og familier i udsatte positioner, og du vil få et tæt samarbejde med andre faggrupper (psykolog, tale-hørelærer, daginstitutionssocialrådgiver og sundhedsplejen) i indsatsen for at skabe de bedste udviklingsvilkår for det enkelte barn.
I løbet af et år arbejder vi typisk med 3-4 overordnede pædagogiske udviklings- og fokusområder. Vi arbejder struktureret med en aktivitetsplan, som læner sig op ad det aktuelle emne med mulighed for medindflydelse og kreative ideer. På denne måde har man mulighed for at sætte sit præg på og forberede sin hverdag. Vi arbejder målrettet med sprog og sprogstimulering, da dette er et vigtigt udgangspunkt for trivsel i almindelighed og i særdeleshed for mange af vores flersprogede børn.
Kollegialt kan du forvente
I Solstrålen hjælper vi hinanden. Vi er et stort hus med fire børnehavestuer og seks vuggestuestuer. Ved sygdom og ferie hjælper vi hinanden på tværs af stuer, teams og afdelinger, og det forventer vi, at du også kan.
Det er vigtigt for os at tage godt imod nye medarbejdere, så vi bestræber os på, at dine første dage bliver gode, og at du bliver klædt på til opgaven. Vi forventer, at du spørger, hvis der er noget, du undrer dig over eller har brug for hjælp til. Du kan både få hjælp af kollegaerne på stuen, pædagogisk teamkoordinator og pædagogisk leder i huset. Vi har en fast struktur i løbet af dagen, og det er vigtigt for børn og voksne, at du kan trives i faste rammer og er god til at overholde aftaler.
Hvis dette lyder som noget for dig, vil vi se frem til at læse din ansøgning.
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. Ansættelse er på 37 timer om ugen med start snarest muligt.
Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Line Bjørn Olsen på 30 45 45 84 eller Vibeke Hansen 51 14 29 39.
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV.
Søg via linket senest tirsdag den 14. oktober 2025
Vi afholder ansættelsessamtaler løbende.