Ser du muligheder frem for begrænsninger? Og brænder du for at gøre en forskel for børn og familier? Så har vi jobbet til dig.Vi søger en pædagogmedhjælper til Bolbro Børnehus, Børneinstitution Bolbro-Højstrup. Stillingen er på mellem 30-37 timer ugentlig, dette aftales nærmere ved ansættelse. Tiltrædelse pr. 1. oktober 2025 eller snarest muligt.
Om osI Bolbro-Højstrup arbejder vi ud fra følgende værdigrundlag:
- Vi vil – vi tør – vi gør
- ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt” (Pippi Langstrømpe)
Prøvehandlinger er et grundelement i vores børnehus, hvorfor vi ikke har låst os fast på bestemte pædagogiske arbejdsmetoder, men arbejder ud fra behovet i den aktuelle børnegruppe.
Vi leder efter en pædagogmedhjælper, der ser muligheder frem for begrænsninger, og som arbejder ud fra at se forskellighed som ressource, og som brænder for at gøre en forskel for børn og familier, både de udsatte og de ressourcestærke.
Vi tilretter løbende vores praksis efter vores børnegruppes behov, så det duer ikke at sige: ”Vi gør, som vi plejer” eller ”Det gør vi allerede”. Vores værdigrundlag er et inkluderende menneskesyn.
Vi tilbyder- Et børnehus, hvor fagligheden er høj og i stadig udvikling, og hvor vi ved, at det er os voksne, der har ansvaret for børnenes trivsel, udvikling og læring.
- Et hus, der vægter faglig refleksion bl.a. gennem vores fastlagte ugentlige møder: Stuemøder PUF- møder (Pædagogisk Udviklende Forum).
- En atmosfære, som er præget af nærvær og omsorg, hvor det enkelte barn føler sig set, hørt og forstået hver dag.
- En klar struktur, hvor de voksne går i legegrupper/læringsgrupper med hver vores børnegruppe.
- En fælles faglig forståelse for, at børn er mere ens end forskellige, og at vi skal justere os for at skabe de bedste vilkår for de enkelte børn og børnegruppen.
- Et årshjul med bl.a. 4 årlige P-møder i huset, 2 årlige fælles P-møder og 2 årlige uddannelsesdage i institutionsregi.
Om digVi mangler en pædagogmedhjælper, som har mod på at blive klogere på børns kommunikation, udvikling og kompetencer, og som har et stort engagement og lyst til at skabe daglig udvikling og trivsel for børnene sammen med pædagogerne.
Vi forventer, at du:
- Kan tage børneperspektivet og følge børnenes initiativer.
- Kan understøtte børns leg og er rollemodel.
- Hver dag kan skabe trygge og nærværende læringsmiljøer.
- Kan være med til at arbejde i mindre læringsgrupper/legegrupper.
- Kan bidrage til et positivt og fagligt aktivt arbejdsmiljø.
- Er indstillet på at arbejde på tværs i hele huset.
- Kan møde i tidsrummet kl. 06.30 - 16.45.
Vil du vide mere?For yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte daglig pædagogisk leder Helle Fenger Strand på tlf. 30 52 76 49.
Løn- og ansættelsesvilkårLøn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Det praktiskeAnsøgningsfristen er den 7. september 2025. Vi afholder samtaler i uge 38.