På Absalonskolen har vi gang i rigtig mange gode ting. Vi har fået mulighed for at udvide vores pædagogiske indsatser, og derfor opnormerer vi i Klubben og søger en pædagogmedhjælper, som har lyst til at være med i Klubben og skabe meningsfulde aktiviteter for de lidt ældre børn.
Klubben er Absalonskolens SFO2-tilbud til elever i 4.-7. klasse.
Har du fingeren på pulsen blandt de unge?
Stillingen er på 25 timer og ligger udelukkende i fritidsdelen. Her bliver du en del af et medarbejderteam, der arbejder med fællesskab, bevægelse og engagement – og hvor vi hele tiden forsøger at gribe dét, børnene synes er fedt – eller få børnene til at opdage, at noget kan være megafedt. Det kan være alt fra bagedyst til pizzahygge, overnatninger eller samarbejde med lokale idrætsklubber og foreninger.
En ting, vi dog meget gerne vil have mere af, er bevægelse. Her tænker vi både på den rent fysiske aktivitet, men også lige så meget på alt, hvad det kan bibringe børnene i form af fællesskabsfølelse, succesoplevelser og lige deltagelsesmuligheder. Vi håber, at du har nogle ideer, som du vil føre ud i livet – og herigennem måske også engagere børnene i fritidslivet og alle de muligheder som ligger i lokalmiljøet.
Hvis du har andre passioner, som fx e-sport, teater, hækling eller noget helt fjerde, så lad os endelig høre om det. Måske kunne det være muligt, at du er med til at udbrede lige netop din passion i Klubben.
Et mobilfrit tilbud
Vi har en vigtig regel: ingen telefoner i klubben. Her handler det om nærvær og fællesskab. Det betyder til gengæld også, at du og dine kollegaer har en vigtig opgave i at skabe et fritidstilbud, som børnene vælger til – også de lidt ældre børn.
Du er god til at skabe relationer, være tydelig og samtidig give plads til børnenes egne idéer og initiativer.
Din uddannelsesbaggrund er knap så vigtig. Til gengæld skal du have lyst til at være en del af et team, der tror på, at fritid er lige så vigtig som skoletid, og at gode oplevelser skaber stærke børn.
Inden du søger, håber vi, at du har lyst til at komme på besøg eller få en snak med Martin (pædagogisk leder) over telefonen. Vi ved godt, det kan være lidt angstprovokerende, men vi lover, at det bliver helt uformelt og afslappet.
Tag endelig fat i pædagogisk leder Martin Langkilde på telefon 72 36 46 12 (send evt. en sms).
Om Absalonskolen
Absalonskolen ligger på toppen i Holbæk By. Hver dag går vi på arbejde for at gøre en forskel for vores 630 elever. Børnene kommer med meget forskellige baggrunde, og det er derfor vigtigt for os at skabe tilbud og udfordringer til alle skolens børn.
Mulighederne er mange, da Knudskoven ligger i Absalonskolens baghave, vi har boldbaner, mooncar-bane og bålhus. Sammen med dine kollegaer har du rig mulighed for at præge de aktiviteter, vi tilbyder børnene. Sammen med børnene får du mulighed for at boltre dig i vores krealokale, computerrum, gymnastiksal, tumlerum – og derudover er der selvfølgelig mulighed for at benytte skolens faglokaler.
Det lyder lige som noget for mig!
Vi glæder os til at modtage dit cv og din ansøgning senest onsdag den 19. november 2025.
Vi forventer at afholde samtaler tirsdag den 25. november 2025.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst på området.
Tiltrædelse er pr. 1. januar 2026.
Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.
Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.
Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.